Socialistisk Arbejderavis
Nr. 110 – December 1994 – side 5
Lindø
Lyver om sikkerhed
Lene Junker
Efter ulykken på Lindøværftet hvor seks blev dræbt hed det, at sikkerheden er i top. Men arbejderne har advaret i over to år.
Torsdag den 27. oktober skete en voldsom eksplosion på Lindøværftet. Fire mennesker blev øjeblikkeligt dræbt, siden døde yderligere to af deres forbrændinger og 13 blev indlagt på hospitalet. Den tragiske ulykke har bragt antallet af døde under arbejdet på Lindøværftet op på ni i løbet af de sidste to år.
Væftets ledelse hævder, at ulykken skyldtes “et ulykkeligt sammentræf af omstændigheder”, som det hedder i en intern meddelelse. Arbejdstilsynet og politiet har bakket ledelsen op ved at bekræfte dette. I pressen var folk fra Arbejdstilsynet, Metalarbejderforbundet og værftsledelsen lynhurtigt ude med erklæringer om, at sikkerheden på Lindø er i top.
Men sikkerhedsfolkene på Lindø ved, at det er løgn. De har i de sidste to år flere gange peget på, at der kunne ske en alvorlig ulykke i stil med den, der nu har kostet seks arbejdere livet.
Ulykke i 1992
Efter en dødsulykke i 1992 blev der udarbejdet en rapport over sikkerheden. Det resulterede bl.a. i en instruktion, som skulle sikre forsyningsslangerne af bl.a. ilt mod overlast. Iltslangerne er specielt kritiske, fordi udsivende ilt i lukkede rum kan medføre eksplosionsagtige brande, hvis der opstår gløder.
Sikkerhedsfolkene kritiserede instruktionen og krævede Arbejdstilsynets vurdering af sikkerheden omkring forsyningsslangerne.
Arbejdstilsynet
Men Arbejdstilsynet havde ingen indvendinger mod, at forsyningsslanger blev ført gennem lukkede rum. De krævede blot, at slangerne ikke måtte hvile på hårdt underlag eller skarpe kanter.
Siden har det været en daglig kamp at få disse regler overholdt, og de er brudt gang på gang. For eksempel skete der i februar 1993 to alvorlige skader på en forsyningsslange i et lukket rum, fordi der blev kastet jern ned over den. Skaden blev den gang opdaget og udbedret.
Problemet er, at Arbejdstilsynet overhovedet accepterer, at forsyningsslanger føres gennem lukkede rum. Arbejdstilsynet kræver ganske vist, at der bliver ført kontrol med slangerne og den måde, de er placeret på.
Men kontrollen ligger i hænderne på værftets ledelse. Og den bliver gang på gang skubbet til side eller bliver gjort overfladisk, fordi arbejdstempoet er skruet kraftigt i vejret de seneste år. Værftets ledelse har længe accepteret fødeslanger, hvor det yderste gummilag nogle steder var slidt helt væk. Det betyder, at slangernes jernarmering ruster og kan give anledning til direkte brud.
Det er også en kendsgerning, at fødeslangernes placering i skibenes indre udsætter dem for tryk, knæk, slag og varme, som alt sammen forøger risikoen for udsivning af ilt eller andre farlige gasser.
Angriber kritikere
Efter ulykken har en række sikkerhedsfolk på Lindø reageret og krævet, at problemerne omkring forsyningsslangerne bliver løst for at forebygge nye ulykker.
Men værftets ledelse har reageret ved at sige, at der ikke er nogen særlige problemer. Tværtimod angriber ledelsen de kritiske sikkerhedsfolk for at skabe problemer og panik og har forsøgt at forbyde dem at mødes og diskutere sagen yderligere.
Arbejdstilsynet har ikke bakket sikkerhedsfolkene op. Derimod har Arbejdstilsynet på et møde sagt, at de giver Lindøvæftet “positiv særbehandling” på grund af værftets store betydning for beskæftigelsen. En “særbehandling”, der efter alt at dømme har kostet seks mennesker livet.
Billedtekst:
Kravet om højere produktivitet går ud over sikkerheden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe