Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 11 – August 1985 – side 3

IS mener

Et ubrugeligt våben

Bomberne i København i juli bragte international terrorisme tæt ind på livet.

Militante muslimer fra »Guds parti« tog ansvaret. Bombemålene var valgt for at hævne en israelsk bombning af en sydlibanesisk landsby.

Som revolutionære vil vi bekæmpe den samme undertrykkelse, om nødvendigt med vold, men vi er imod politisk terrorisme og vil hårdnakket bekæmpe dens tilhængere. Fordi vi er tilhængere af socialisme fra neden. Vi tror ikke på, at andre end folk selv kan indføre et samfund, hvor alle arbejder for alle.

Terrorismens natur er, at enkelte heltemodige folk udfører attentater, som skal skræmme og ramme undertrykkerne. Ændringerne skal ske uden folks egentlige engagement, men ved at de bakker op om terroristernes handlinger. Terrorisme er i bund og grund elitært.

Man tror, frihed kan vindes gennem enkelte angreb på udvalgte mål eller personer. Men systemet kan sagtens tåle en enkelt bygnings destruktion eller en enkelt politikers død. Systemet bygger bare en ny stærkere bygning, eller en anden smartere eller mere rådden politiker træder ind. Overfladen ændres, men systemet fortsætter.

Terroristernes metoder er dømt til at mislykkes, fordi kapitalismen ikke er et produkt af bestemte regeringer eller personer men af en verdensomspændende økonomisk struktur.

Massestrejke – ikke bomber

Dette system forsvares af mere eller mindre undertrykkende stater verden over. Muslimerne vil bekæmpe staten Israel. Det har et meget stærkt militær, som ikke engang de arabiske stater har kunnet bekæmpe gennem de sidste 40 års krige. Kun masseaktioner blandt de arabiske arbejdere kan afskaffe den zionistiske stat. På samme måde som det reaktionære apartheid-regime i Sydafrika rystes af de sorte arbejderes masseaktioner. De har magten til at ændre systemet kollektivt modsat den individuelle terrorisme, vi oplevede i København

Terrorisme er ikke kun en forkert taktik. Den er direkte skadelig. Regeringer kan bruge den chokerede stemning til juridiske opstramninger. Der tales allerede om mere politi i kølvandet på bomberne i København. Ligeledes bliver ordet terrorisme brugt mod kæmpende arbejdere. Thatcher kaldte minearbejdernes vold mod skruebrækkere for terrorisme.

I revolutionære opstande vil terrorisme aldrig være et brugbart våben. Det ville være udtryk for, at man forsøger at sætte sig selv i stedet for en bevægelse i arbejderklassen.

Den terrorisme, vi har set, har rod i Libanon og Mellemøstproblematikken. De kristne har i årevis undertrykt muslimerne med fransk imperialisme som støtte. Hizballah – »Guds parti« – hvis øverste leder er Khomeini, ønsker at »befri« Libanon fra vestlig imperialisme. Libanons folk er opsplittet i religiøse militser, der har svært ved at stå sammen. Uden massebevægelsens våben synes terrorismen for dele af dem at være den eneste udvej.

Vores kritik af terroristerne har dog intet til fælles med Reagans eller Schlüters hykleriske angreb. Deres system har spredt mere død og ødelæggelse, end nogen terrorist nogen sinde vil kunne forårsage. Vi vil ofte kunne forstå baggrunden for, at undertrykte mindretal griber til terror i desperation. Vi vil også mange gange forsvare dem mod kapitalistiske staters undertrykkelse. Men det er kun det store flertal, der kan gennemføre en socialistisk revolution. Ingen kan gøre det for dem.

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 11

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Terrorisme

Siden er vist 1936 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside