Socialistisk Arbejderavis
Nr. 11 – August 1985 – side 3
Ølstrejken
Unødvendigt nederlag
Freddie Nielsen
Sommerens syv uger lange ølstrejke blev tabt.
Det var en klar linie fra De forenede Bryggerier (DfB), at denne kampvilje og traditionelt stærke venstretendens i fagbevægelsen skulle knækkes. Arbejdsretten idømte de strejkende og deres fagforeninger et samlet bodsbeløb på henimod 40 millioner kroner. Et beløb uden sidestykke i arbejdsrettens historie.
Massivt politiopbud med hunde før at redde kapitalisternes dyrebare ejendom er vi efterhånden blevet vant til. Øllet har en stor »samfundsnyttig værdi«. Derfor skulle det ud, godt beskyttet. af statens forlængede arm.
Arbejdsgiverforeningens sortlistning af de strejkende ved at sende navnene på samtlige 3500 arbejdere til DAs 22.000 medlemmer – er et klart udtryk for, at solidariteten på arbejdsgiversiden ikke fejler noget.
DA frygtede, at bryggeriarbejderne med deres militante traditioner ville kæmpe, til strejken var ført til sejr. Derfor satte DA alt ind på at knuse de strejkende for at hindre, at man skulle opleve en ny strejkebølge.
Det sidste stormøde, hvor det blev besluttet at gå i arbejde, viser også, at DAs frygt ikke var ubegrundet. På trods af at både bryggeriarbejdernes fagforeninger og strejkeledelsen opfordrede til at genoptage arbejdet, var der alligevel ca. 900, der stemte for fortsat strejke mod ca. 1800 for at stoppe.
Arbejdsgiverne generaliserer
Borgerskabet. er klar over, at bare en enkelt strejkesejr giver større selvtillid generelt i arbejderklassen. Enhver strejke bliver under den nuværende krise en kamp ikke bare mod ens egen arbejdsgiver, men mod hele borgerskabet med dets statsmagt i ryggen.
Derfor var det forkert af bryggeriarbejderne og deres aktionsudvalg at tro, at man kunne vinde gennem at isolere strejken og dens grundlag til en lokal kamp.
Fagtoppens slagteri
Manglen på solidaritet fra andre bryggeriarbejdere og andre arbejdergrupper var væsentlig for strejkens nederlag. Men mulighederne for at udbrede støtten blev undergravet fra starten.
Et af problemerne var bryggeriarbejdernes forbundsledelse. Fra start til slut var deres linie, at strejken skulle stoppes. De nægtede at åbne for strejkekasserne. Og de traditionelt forbundsloyale kræfter på bryggerierne i Jylland lagde sig i ly af forbundets manglende støtte til strejken.
De strejkende havde ikke de store illusioner til arbejdsgiverne. Men forventningerne til den »progressive« SFer og forbundsleder Preben Mortensen – som københavnerne bar frem til sin post – var store til det sidste.
Preben Mortensen er et klart udtryk for, hvor lynhurtig selvstændiggørelsen fra basis og bureaukratiseringen foregår i fagbevægelsen.
Afhængigheden
Men en forbundsledelse kan ikke slagte en strejke, hvis basis er stærk nok. Strejkeledelsens rolle under konflikten var en klar svaghed. Aktionsudvalget kom til at kigge opad i stedet for nedad.
De holdt fast i Holger Foss, som holdt fast i kvindernes formand Barbara Krüger, der på de sidste mange strejkemøder gik op og sagde, at det ikke nyttede noget at strejke videre. Hun »holdt fast« på Preben Mortensen – og i hele dette spil blev aktiviseringen af store dele af de strejkende glemt.
Orienteringen mod det traditionelle faglige lederskab gjorde også, at argumentationen blev stadig mere defensiv. Det handlede om at få DfB til at sætte sig til forhandlingsbordet. Kravene var ikke »ultimative«, og bryggeriarbejderne lagde megen vægt på, at deres strejke overhovedet ikke skulle sættes i forbindelse med Schlüter og 2%-rammen.
Aktionsledelsen blev fanget i sin afhængighed af holdningen i fagforenings-bestyrelserne og forbundet.
Da det blev klart, at arbejderne i Fredericia ikke gik med i strejken, og at forbundet ikke ville åbne strejkekassen, så de ikke andre muligheder end at opfordre til at standse strejken.
Styrken fra neden
Aktionsudvalget havde fra starten en linie om, at kun de mest kvalificerede skulle sendes af sted på provinsturneer og arbejdspladsbesøg. Det førte til, at man i nogle situationer ikke kunne få folk ud, hvor der var penge og solidaritet at hente. De strejkende måtte heller ikke udtale sig til lokalradioer og aviser om strejken, det var forbeholdt presseudvalget.
Denne benhårde centralisering var med til at reducere antal aktive i strejken og var udtryk for en manglende tiltro til folks evner.
Strøgindsamling fra bare en del af de strejkende daglig ville ha' givet kroner og udbredt kendskabet til strejken og samtidig gjort flere aktive i strejkearbejdet.
To busser med bryggeriarbejdere på masseblokade foran Fredericia Bryggeri havde givet mulighed for bedre diskussion om sympatikonflikt. Arbejdspladsbesøgene skulle ha' haft større prioritet. Ikke kun af hensyn til pengeindsamlingerne, men også for at diskutere med andre arbejdere om strejkens krav, om arbejdstidsforkortelse og om sympatiaktioner, når politiet blev sat ind mod blokaderne.
For os handler en strejke også om at styrke selvtilliden, evnen til at være ledere, bredt blandt de strejkende. Også derfor er aktivisering et kernepunkt.
Efter påske
Siden påskestrejkerne har vi oplevet et mindre klasse-kampopsving, med flere og længere strejker end i perioden som gik forud.
Men de tre store strejker, Ceres, Århus Oliefabrik og Carlsberg / Tuborg er alle endt i nederlag på trods af, at de strejkende har udvist stor kampvilje. Viljen til at støtte de strejkende moralsk og økonomisk har været stor på de arbejdspladser, de har besøgt. Men fælles for alle tre er, at kontante solidaritetsaktioner og strejker, som vi så i 70erne, har manglet.
Dette er skæbnesvangert, fordi det netop i dag er umuligt for en enkelt arbejdergruppe at knække ryggen på DA og regeringen alene.
Billedtekst:
Det var ikke kun politiets overgreb på blokaderne. der knækkede strejken
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed