Socialistisk Arbejderavis
Nr. 11 – August 1985 – side 6
Mod kapital, Khomeini og koran
Miriam Pouya + Phil Marshall
Religiøse fanatikere eller flygtninge – sådan kender den danske presse iranerne.
Men Iran er som alle andre lande et klassesamfund, hvor kapitalisterne trives på arbejderklassens bekostning. Efter revolutionen tog det islamiske præsteskab i samarbejde med borgerskabet magten, men arbejderklassen er nu på vej tilbage på den politiske arena.
En række strejker og demonstrationer har vist, at arbejderklassen i Iran trods fire års intens undertrykkelse ikke er knust. For første gang siden Khomeini smadrede de arbejderkomiteer, der spillede en vigtig rolle under shahens fald, er der tegn på, at nye fabriksorganiseringer udvikler sig.
Regimets upopularitet hænger tæt sammen med dets økonomiske vanskeligheder.
Faldet t oliepriserne kom samtidig med en drastisk stigning i Irans import. Fra slutningen af 1982 begyndte regimet: at anerkende de fabriksejere og handelsfolk, der pressede på for en kapitalistisk. udvikling.
Nogle af Khomeinis love blev lettet og Revolutionsgarden – en blanding af islamisk politi og militær – blev bedt om at holde sig fra iranske kapitalisters forretnings- og privatliv. Islamiske grupper som anjomani islami – de islamiske komiteer, der erstattede arbejderkomiteerne efter revolutionen – blev bedt om at fralægge sig den styrende rolle, de havde oparbejdet på fabrikker og kontorer.
Forretningsfolk fik frie tøjler. Mange greb chancen og udnyttede, at de udenlandske firmaer, der blomstrede under shahen, nu var væk. I 12 måneder fra marts 1983 til 1984 flød udenlandske varer for 22 mia. dollars ind i landet. Det fik to resultater – det lagde enormt pres på et land, der i forvejen bruger 250 mio. dollars om måneden på krig, og det betød en massiv bølge af korruption.
Udlandshandlen løb ud af regeringens kontrol og over til mellemhandlere og sortbørshandlere. Regimet var tvunget til at gøre noget, og i februar sidste år blokerede de for alle »ikke livsvigtige« varer. Derefter introducerede de en plan for nationalisering af dele af handlen – et forsøg på at tæmme det udyr, de selv havde skabt.
Faldende levestandard
Men regimet har ikke været i stand til at løse det basale problem – korruptionen og det ineffektive system involverer for mange af dets egne støtter.
Det blomstrende sorte marked sørger for forbrugsgoder til bazarejere, mullaher og helt op på ayatollahernes plan.
Der er dyb utilfredshed med den stærkt faldende levestandard. Efter flere måneder med knaphed er basis-fødevarer som brød, ris og kartofler igen mulige at få fat i – men til sortbørspriser. Det skyldes hamstringen, men regeringen er ude af stand til at gribe ind.
Der er også bitterhed over huslejerne. Husejere i Teheran har forlangt indskud på 50.000 toman (35.000 kr.) for små lejligheder i arbejderkvarterer og huslejer på 4500 kr. Da ufaglærte tjener omkring 1800 kr., faglærte omkring 4000 kr. og funktionærer og højere uddannede omkring 7.500 kr., er flere generationer ofte tvunget til at dele lejlighed. Og den store arbejdsløshed gør mange familier desperate.
Samtidig er de mest aktive støtter af regimet blevet rigere. Småborgerskabet og en del af det pjalteproletariat, som udgjorde en vigtig støtte til Khomeini lige efter shahens fald, er blevet indrulleret i forskelIige islamiske organisationer.
Disse organisationer udgør et nyt statsapparat, kontrolleret af de herskende mullaher.
Dette lag – regimets ideologiske støtte – er blevet sikret materielt og har en klar interesse i systemets overlevelse. Sammen med dele af borgerskabet og bazarejerne udgør dette lag Khomeinis klassebasis.
Blandt de regerende mullaher ligger magten i øjeblikket hos »teknokrat« fraktionen i parlamentet. Den støtter en fri markedsøkonomi med en regeringsindsats i planlægning og udvikling – meget lig den model, de fleste vestlige lande benytter.
Gruppen slog rivalerne »Imams Line«, som sammen med det pro-Moskva Tudeh parti argumenterede for en »statslig« strategi med nationalisering af udenlandsk handel, jordreformer og centraliseret regering. »Teknokraterne« formåede også at smadre de ekstreme fundamentalister i Hojatieh, som argumenterede for uhæmmet kapitalisme.
Teknokratiets vanskeligheder
Khomeini har støttet teknokraterne. Han bakkede op bag forsøget på at holde Revolutionsgarden ude af den centrale regerings politik og støttede de ministre, der skulle kontrollere Jihad. Men det er ikke lykkedes teknokraterne at neutralisere De ældres råd – en gruppe religiøse ledere direkte under Khomeini, der har stærke forbindelser til bazarejerne. Og baseej – den frivillige milits – kan stadig mobilisere mange fattige fra land og by under lokale mullahers ledelse.
Teknokrat-gruppen står over for endnu en vanskelig opgave. Selv om den endnu har støtte fra aktivisterne fra garden, komiteh’erne og andre sektioner i statsapparatet, så har den ikke vundet borgerskabets opbakning. Fabriksejere og handlende har sluttet op om Nehzat Azadi (Frihedsbevægelsen) med Mehdi Bazargan – tidligere Nationalfronten – som leder.
Bazargan har udgivet adskillige bøger, som regimet har tilladt i handlen. I dem kritiserer han åbenlyst »islams reaktionære elementer«. Han priser »kapitalismens fordele« og hævder, at »Ayatollahens største fejltagelse er at give nationalismen en sekundær rolle«.
Bazargan synes at have vundet opbakning blandt mange iranske kapitalister.
Modstand
Noget, der både bekymrer mullaherne og borgerskabet, er de iranske arbejderes voksende selvtillid. Efter revolutionen smadrede regimet de råd på arbejdspladserne, der var etableret under revolutionen, og den strejkebølge, der fulgte. Anjomani islami arbejdede som direkte agenter for regimet, og de støttede fabriksledelsen åbent. Nu da regeringen har bedt dem om at skrue ned for blusset, er de blevet mødt med større opposition fra arbejderne.
Arbejderne gør modstand ved at nægte at gå ned i løn, sige nej til hårdere arbejdsdiseiplin, nægte at adlyde reglerne på fabrikkerne, arbejd-langsomt-aktioner og direkte strejker. Der har været angreb på ledelser og medlemmer af de islamiske råd – nu i folkemunde »de gule råd«. Der har været mange arrestationer, fængslinger og tortur. I nogle tilfælde er aktivister skudt på fabriksgulvet.
Arbejdere i det statslige tobaks-monopol har været i strejke i over et år. Strejken begyndte i december 1983, da de blev beordret til at arbejde otte timer om dagen til en løn fra før revolutionen eller 12 timer om dagen til en højere løn. De svarede: »Vi vil hverken arbejde otte timer om dagen til shahens løn eller 12 timer for mullahens.« Mange blev arresteret og tortureret, og nogle er stadig fængslet.
Arbejdere på Coca Colas og Canada Drys fabrikker i Teheran har også været involveret i langvarige kampe. Ledelsen har her forsøgt at. flytte rundt på folk og få dem til at betale en del af deres løn til særlige krigsfonde. Revolutionsgarden blev kaldt til fabrikkerne, og mange arbejdere blev dræbt.
Lignende strejker har fundet sted i andre fabrikker. I alle tilfældene har de islamiske råd grebet ind til fordel for ledelserne. Nogle steder har arbejderne selv valgt repræsentanter for at gå uden om »de gule råd«, hvilket tyder på, at de endelig føler sig stærke nok til at gå imod regimet og fabriksledelserne.
Arbejdernes modstand er også kommet til udtryk på mere utraditionelle måder. To gange inden for de sidste tre måneder har der været demonstrationer på Amjadie fodboldstadion i Teheran. Efter slagsmål mellem fans øjensynligt startet for at forvirre revolutionsgardisterne – er titusinder brudt ud i slagord som »Død over Khomeini, død over den islamiske republik«. Demonstrationerne har chokeret regimet, da de ikke er kommet fra de studenter, der udgjorde oppositionen umiddelbart efter revolutionen, men fra unge arbejdere.
Revolutionsgarden patruljerer dagligt i gaden for at sikre, at kvinderne bærer den foreskrevne klædningsdragt ifølge Islams love. I mange tilfælde har forbipasserende grebet ind og hjulpet kvinderne, og det har ført til gadekampe.
Manglende organisation
Det er helt klart ikke kampviljen, arbejderklassen i Iran mangler, men den mangler enhver form for organisation, der kan koordinere aktiviteterne og sprede erfaringerne. Der er endnu ingen tegn på fagforeninger, og venstrefløjen tror ikke rigtigt på den værdi, arbejderklassens kampe repræsenterer.
Års undertrykkelse har tappet venstrefløjens kræfter, men mange er også blevet lammet af guerillataktikkens politiske fallit. Organisationer som Fedayeen og Mujahideen havde hundrede af tusinde aktivisters opbakning lige efter revolutionen. I stedet for at bygge på arbejderklassens kamp valgt de at følge den stalinistiske taktik med at opbygge en klassealliance. Tudeh (Kommunistpartiet) forsøgte alle midler for at skaffe sig indflydelse i regimet.
Da mullaherne greb magten, stod arbejderklassen og disse venstreorienterede organisationer magtesløse. Mujahideen og fraktioner i Fedayeen svarede med at opfordre til væbnede angreb og isolerede dermed yderligere deres medlemmer fra arbejdspladserne. Andre Fadayeen-medlemmer og Tudeh gjorde vanvittige forsøg på at tilpasse sin politik til regimets, indtil også de blev forfulgte, fængslede og henrettede.
Nu udvikler arbejderklassens modstand sig igen. Regimets ustabilitet og de voksende økonomiske problemer betyder, at arbejderne igen har mulighed for at opbygge organisationer på arbejdspladserne. For at forbinde sig med denne nye og mere solide modstandsform må venstrefløjen gå tilbage til de vigtigste principper. Hvis der skal opbygges et iransk arbejderparti, må de begynde med at forholde sig til den daglige kamp på fabrikkerne.
Billedtekst:
Krigens rædsler har ført til voksende modstand i arbejderklassen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed