Socialistisk Arbejderavis
Nr. 11 – August 1985 – side 7
Marxismens betydning
Hvad lærte vi af historien
Ole Mølholm Jensen
Hvis vi kigger på de sidste 100 års historie, ser vi et sandt virvar af begivenheder. Der har været et utal af oprør, strejker, demonstrationer, krige og revolutionsforsøg, som har givet genlyd i mange år fremover. Samtidig kan vi stadig høre ekkoet fra store begivenheder i de senere år.
Tænk på Solidarnosc i Polen, militærkuppet i Chile, revolutionsforsøget i Portugal og hjemlige begivenheder som majstrejkerne i 74. Selv om disse begivenheder for mange er ukendte i dag, dukker de stadigvæk op i den politiske debat.
Hvorfor har alle disse begivenheder i historien betydning for socialister i dag? Hvis historien på den ene side var sådan, at begivenheder i fortiden aldrig kunne ske igen, ville historien være af meget ringe betydning i dag. På den anden side, hvis historien bare gentog sig igen og igen, ville den også være betydningsløs. Tingene ville jo bare gentage sig, med det samme resultat.
Grunden til, at socialister bruger historien så meget, ligger i stedet i en kombination af de to muligheder, Historien gentager sig nemlig på nogle måder. Så længe der er kapitalisme, vil der være klassekamp, og så længe der er en klasse, der er undertrykt af en anden, vil der være forsøg fra den undertrykte klasse på at gøre op med undertrykkelsen. Selv om oprør og revolutionsforsøg ikke bare gentager sig i samme form og efter samme mønster, så er der alligevel elementer, som altid er tilstede.
Samtidig viser historien os, at der er nogle fællestræk i, hvorfor revolutionsforsøg enten tabes eller vindes. Ud af historien er socialister altså i stand til at drage nogle almene træk, som i alle revolutionsforsøg må være til stede for, at en revolution kan lykkes.
Vores tradition
Erfaringer fra klassekampen har dannet grundlaget for en bestemt marxistisk tradition. En tradition som holder fast ved nogle centrale fælles træk i ethvert forsøg på at tilkæmpe et socialistisk samfund.
Nu er der selvfølgelig forskellige meninger om, hvilke fælles træk i historien der er afgørende. Der er med andre ord flere traditioner, som i dag giver sig udtryk i forskellige partier på venstrefløjen. DKP bygger således på den stalinistiske tradition, og SF bygger på en tradition om den parlamentariske vej til socialisme.
Den tradition, som Internationale Socialister bygger på, går kort og flot tilbage til Karl Marx’s analyse og forståelse af det kapitalistiske samfund, de erfaringer som blev indhøstet af bolsjevikkerne op til og under den russiske revolution i 1917, og de første 5 år af Kommunistisk Internationales historie. En tradition som blev videreført af Trotskij op igennem 30’erne, i form af kritikken af Stalins nyformuleringer.
Hovedelementerne og dermed grundlaget for hele IS’s politik kan samles til 4 helt centrale elementer.
Opgør fra neden
Det første element er, at arbejderklassens frigørelse fra kapitalismen i form af tilkæmpning af socialisme kun kan gennemføres af arbejderklassen selv. Der findes ikke nogen anden klasse eller gruppe, der kan gøre det på vegne af arbejderklassen.
Allerede her står vi i modsætning til den stalinistiske og reformistiske tradition. Stalinisterne og de hjemlige DKP’ere mener således, at socialismen kan gennemføres ved hjælp af et parti, eller et statskup, der blot skifter hovederne ud på de folk, der sidder i statsapparatet. Heroverfor siger vi, at hvis andre grupper forsøger at tage magten på vegne af arbejderklassen, som f. eks. Castro i Cuba, Mao i Kina, sandinisterne i Nicaragua, så ender revolutionen blot i dannelsen af en ny herskende klasse, som undertrykker og udbytter arbejderklassen.
Samtidig betyder det konkret i Danmark i dag, at vejen til styrkelsen af arbejderklassens muligheder for at frigøre sig fra kapitalismen ikke går over reformer i Folketinget, men igennem styrkelse af organiseringen på og imellem arbejdspladserne. Igennem opbyggelse af solidaritet og styrke i kampe mod de enkelte arbejdsgivere og staten. Igennem kamp og aktivitet begynder ideerne at ændre sig, og større dele af arbejderklassen bliver klar over den reelle styrke og mulighed, klassen har til at forandre verden og sine egne vilkår.
Erobring af magten
Det andet element er, at arbejderklassen må nedbryde det nuværende statsapparat og opbygge sit eget under socialismen for reelt at tilkæmpe sig socialisme og for at kunne fastholde resultaterne.
Grunden til, at vi må opbygge en ny stat, er at den nuværende stat er uløseligt knyttet til borgerskabets magt. Hæren er således ikke nogen neutral hær, og politiet begynder ikke pludselig at støtte strejker og blokader. Samtidig sikrer staten og det borgerlige demokrati, at vi ingen indflydelse har på produktionen. Vi kan ikke stemme os til 2% arbejdsløshed eller til 20% større investeringer. Det afgørende er borgerskabets profit.
Den statsmagt, som arbejderklassen må opbygge, er en stat, der hviler direkte på arbejderklassens kollektive magt og organisering på tværs af arbejdspladserne, i form af arbejderråd. Dette sikrer, at arbejderklassen har den fulde kontrol over produktionens indhold og organisering samt over det øvrige samfundslivs udvikling.
På verdensplan
Det tredje element i vores tradition er, at socialismen ikke kan opbygges i et land, men kun kan overleve hvis revolutionen spredes til flere og flere lande og fuldføres på verdensplan.
Her ramler vi igen imod den stalinistiske og maoistiske tradition, som mener socialisme i et land er mulig. Men hvis vi forestillede os, at Danmark var hele verden, vil det betyde, at de tror der kunne opbygges socialisme på Als, uden at det øvrige Danmark var med.
Internationalismen betyder samtidig, at vi ingen interesser har tilfælles med det danske borgerskab i deres forsøg på at udkonkurrere andre lande eller i deres indvandrerkontrol. Internationalisme betyder arbejdersolidaritet på tværs af landegrænser i alle spørgsmål.
Den nødvendige ledelse
Det fjerde element er nødvendigheden af det revolutionære parti. Et parti der kan fastholde og udbrede den revolutionære tradition. Partiet er samtidig nødvendigt for, at en socialistisk revolution kan gennemføres.
En revolution kræver teori om, hvordan og hvorfor staten skal smadres. Det kræver et lederskab. Partiet må være et arbejderparti, som bygger på og indeholder de mest bevidste arbejdere. Det er samtidig nødvendigt, at partiet bliver et masseparti og ikke en klike af få folk.
At vinde den politiske kamp om ideerne i arbejderklassen kræver et stærkt parti. Det er dette arbejde, som vi i dag er i gang med, og hvis du er enig i vore 4 hovedelementer, bør du gå med i IS.
Billedtekst:
Det er arbejderne på verdensplan, der er nøglen til et socialistisk samfund.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed