Socialistisk Arbejderavis
Nr. 11 – August 1985 – side 8
Sydafrika
På randen af en revolution
Pia Larsen
11 måneders stigende uro og strejker i Sydafrika førte for nylig til, at præsident Botha indførte undtagelsestilstand i 36 sorte distrikter. Undtagelsestilstanden betyder, at politi og militær har beføjelse til at arrestere og tilbageholde hvem som helst på ubestemt tid. De kan indføre udgangsforbud og demonstrationer, møder er forbudte, og al presse bliver censureret.
Præsident Botha forsøger med brutal undertrykkelse at nedkæmpe det spirende oprør i landet. Og foreløbig har han afvist al dialog med de sorte – først og fremmest repræsenteret af biskop Desrnond Tutu – sidste års modtager af Nobels fredspris.
De fleste kapitalistiske lande har reageret på undtagelsestilstanden og i forsigtige vendinger fordømt det sydafrikanske styre. Frankrig og Danmark fik en vedtagelse igennem i FN, der opfordrede til sanktioner.
Frankrig, USA og ikke mindst England er meget nervøse over udviklingen. Og når de i dag – og ikke for to år siden – er villige til at fordømme apartheid-regimet, så er det ikke fordi, de lige pludselig har fået øjnene op for, hvor barbarisk styret i virkeligheden er.
De er simpelthen bange for deres mange penge og interesser i landet, og hvilken indflydelse et oprør i Sydafrika kan få for nabolandene i Afrika.
Som en boomerang
Selv om Frankrig standser nye investeringer i Sydafrika omgående, har det kun en begrænset effekt. Allerede underskrevne aftaler berøres ikke, og bankernes lånevirksomhed er også undtaget. Frankrig har i dag omkring 17 mia. kr. investeret i Sydafrika. Frankrig importerer for 7 mia. kr. varer årligt fra landet og eksporterer for omkring 5 mia.
Men Frankrig er langt fra Sydafrikas største kreditor. Langt værre står det til med England. Omkring 10% af den engelske økonomi er investeret i Sydafrika, og man regner med, at 250.000 engelske arbejdere er direkte afhængige af eksporthandlen med Sydafrika. Forleden kostede en strejke i de sydafrikanske gummiplantager 800 jobs i de britiske firmaer, der aftog produkterne.
Ikke så underligt, at Margaret Thatcher ikke vil være med til økonomiske sanktioner – det ville være en boomerang, der meget hurtigt ville ramme de engelske kapitalister i London.
Sort borgerskab
Der er ingen tvivl om, at kapitalisterne frygter for deres penge. I øjeblikket mener de, at den bedste måde at redde dem på er, at de hvide afgiver lidt af deres magt og giver de sorte en bid af kagen. Kun ved at udvikle et sort borgerskab er der håb om, at den sorte arbejderklasse forholder sig i ro. Biskop Desmond Tutu har nok udtrykt det klarest, når han siger, at det er en politisk brøler af præsident Botha, at han ikke vil mødes med Tutu og diskutere en fredelig løsning.
– Det kan meget hurtigt blive for sent – hvis ikke det allerede er det, sagde Tutu i slutningen af juli.
Desmond Tutus holdning til kampen i Sydafrika er klar. Han tager afstand fra den sorte arbejderklasses forfølgelse af de sorte, der samarbejder med styret, og han truer med at forlade landet, hvis det bliver en politisk kamp. Alt hvad han kræver er mere samarbejde inden for det kapitalistiske system.
Kapitalens banemand
Men det er netop kapitalismens behov for billig arbejdskraft, der har skabt apartheid. Men det er samtidig kapitalens behov for en arbejderklasse, der nu har skabt muligheden for at vælte kapitalismen i Sydafrika.
Inden for de sidste ti år er den sorte arbejderklasse vokset enormt og med den fagforeningerne. De sorte har nu både magten og redskabet til at ødelægge den sydafrikanske økonomi. En varslet strejke i landets 27 guld- og kulminer kan meget hurtigt bringe Sydafrika på knæene. I forvejen ligger halvdelen af bilproduktionen stille og hundredtusinde andre sorte er i strejke.
Strejkerne breder sig hastigt og vil i løbet af meget kort tid ende i en generalstrejke, hvis ikke det hvide styre er i stand til at vende udviklingen.
Men det er svært at se, hvordan de skal gøre det. Undtagelsestilstanden er brutal og undertrykkende, men den er ikke i stand til at få arbejderklassen tilbage i arbejde. Sydafrikas militær og politi er både stærkt og effektivt, og det kan myrde og slå løs på folk – men at få mange millioner til at arbejde med en pistol for panden er ikke muligt.
Fejlslagen politik
Politisk har den sorte arbejderklasse to store organisationer. ANC – African National Congress – der har eksisteret i over 70 år, og Pan Africanist Congress, PAC, der fik vind i sejlene i 70’erne med den fremtrædende leder Steve Biko.
ANC er ledende i massebevægelsen UDF – United Democratic Front, der blev dannet i protest mod de nye valglove sidste år, der tillod farvede begrænset adgang til parlamentet, men holdt de sorte udenfor.
UDF har haft stor succes og hævder i dag at tælle over to millioner medlemmer. UDFs strategi er boykotter, demonstrationer og proteststrejker, og dertil kommer så ANCs væbnede fløj Umkonto we Sizmwe.
ANC er kommunistisk domineret og har overtaget strategien om folkefront. Det vil sige, at de mener, at alle sorte skal slå sig sammen – også med progressive hvide – og vælte apartheid. Politisk pres både indenfor og udefra – f. eks. FN – skal fjerne underlaget for det hvide styre. For ANC er det ikke arbejderklassen, der spiller den ledende rolle, og når ANC opfordrer til strejke, er det kun ment som proteststrejke – ikke som en direkte udfordring til systemet.
ANCs strategi er slået fejl mange gange. Det er svært at få arbejdere til at strejke, hvis ikke de kan se nogen virkninger – hverken på den politiske magt eller i lønningsposen. Dertil kommer, at strejkerne hver gang udarter sig som »bliv hjemme«-strejker – arbejderne får altså ikke mulighed for at diskutere sammen og udvikle kampen.
Lige så svært er det at få øje på mulighederne for en væbnet kamp. Væbnet kamp har i få tilfælde kunnet vælte et styre – i f.eks. Zimbabwe og Mozambique, men her havde guerillaerne også mulighed for at bygge på støtte hos bønderne på landet. I Sydafrika har kapitalismen udryddet bønderne – på landet findes kun rige hvide godsejere.
Desuden har Sydafrika kontinentets største og stærkeste hær – det bliver ikke på antallet af kugler, at de sorte skal vinde magten.
PAC er på nogle punkter uenige med ANC. Taktikken er stort set den samme, men hos PAC betyder den sorte bevidsthed mest. PAC samarbejder under ingen omstændigheder med hvide, og det samfund, de ønsker, er en slags »tilbage-til-stammerne« samfund. Hverken kapitalisme eller socialisme – snarere en slags sort feudalisme uden herrer.
Et revolutionært parti
Hverken ANC eller PAC kan lede den sorte arbejderklasse til sejr og socialisme. ANCs folkefrontsteori vil snarere føre til, at man undertrykker arbejderklassen for at få borgerskabet med på en løsning, og PAC repræsenterer ikke nogen magt, der er stor nok til at vælte systemet.
At arbejderklassen er begyndt at organisere sig og kæmpe for bedre løn- og arbejdsforhold er et stort skridt på vejen.
Men apartheid kan kun fjernes, hvis arbejderne bruger deres økonomiske magt til politiske mål. Og fordi apartheid er så tæt knyttet til kapitalismen, er kampen ikke bare et spørgsmål om racisme og demokratiske rettigheder – det er et spørgsmål om at gennemføre en socialistisk revolution.
I øjeblikket er der ikke nogen større grupper eller organisationer i Sydafrika, der peger på dette mål og organiseringen heraf. Det kræver et netværk af militante med rødder i arbejderklassen, der argumenterer for, at den magt, der ligger på arbejdspladserne, skal bruges mod staten og alle dens undertrykkelsesmidler.
På et tidspunkt – måske meget snart – vil præsident Botha indse det umulige i situationen og indbyde det sorte borgerskab til samarbejde.
Så vil ANC og UDF blive lammet af sine egne politiske svagheder, og hvis ikke arbejderklassen skal blive trukket med i passivitet, må der opbygges et revolutionært parti, der peger på arbejderklassens egen aktivitet og magt.
Billedtekst:
Urolighederne og strejkerne er mere omfattende end nogensinde før.
Boykot-kampagner
Sydafrikakomiteen i Danmark arbejder først og fremmest på boykot-kampagner over for Sydafrika. Komiteen lægger sig tæt op af ANC med opfordringer til den danske stat om at stoppe samhandlen med Sydafrika.
Vi må som marxister pege på helt andre løsninger i Sydafrika. Vi vil ikke samarbejde med det danske borgerskab om at afskaffe apartheid. Sydafrika er ikke kun råddent, fordi det er racistisk – det er racistisk, fordi det er kapitalistisk. Og vi kan ikke samarbejde med kapitalen om at afskaffe kapitalismen.
Rimelig forrentning
Kapitalisterne vil en dag boykotte Sydafrika – nemlig den dag, hvor de ikke længere kan tjene penge – »få en rimelig forrentning«, som ØK forleden udtrykte det.
Og den dag de sorte arbejdere besætter en fabrik i protest over kapitalflugt, så står vi på arbejdernes side – ikke på boykotternes.
Det er hverken kapitalistisk eller individuel boykot, der vælter det kapitalistiske styre i Sydafrika – det kan kun den sorte arbejderklasse selv.
Men boykot har også en politisk side. De mennesker, der deltager, har i hvert fald gjort op med racisme – og det er et skridt på vejen til en socialistisk bevidsthed – dem vil vi gerne diskutere med.
Og den dag de danske arbejdere boykotter sydafrikanske kul, fordi minearbejderne i Sydafrika er i strejke – den dag støtter vi, ligesom vi sagde nej til skruebrækkerkul fra England. Vi skriver derimod ikke lange læserbreve med opfordringer til ELSAMs ledelse om at stoppe kulindkøb fra Sydafrika – ELSAM er ikke vores allierede.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed