Socialistisk Arbejderavis
Nr. 111 – Januar 1995 – side 11
Hvorfor svigter fagtoppen?
Carsten Sørensen
Fagbureaukratiet står i et dobbelt forhold. På den ene side arbejdsgiveren – og på den anden arbejderen.
Her i starten af januar er de fleste overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked i gang, og overenskomstskravene for de offentligt ansatte er udvekslet mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked.
Overser krav
Det er også fra tidligere overenskomstforhandlinger almindeligt kendt, at de krav, forbundsledelserne afleverer til arbejdsgiverne, for det meste er barberet ned til mildt sagt det ukendelige.
Aktuelt er sygeplejeskernes forbundsforkvinde sprunget fra sygeplejerskernes massive krav om op til 15% lønstigning ved denne overenskomst.
Ved mødet i KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) om formuleringen af de endelige overenskomst krav lige før jul, rejste sygeplejeskernes forbundsforkvinde Kirsten Stallknecht end ikke sygeplejerskernes lønkrav på 15%, og det på trods af, at kravet havde stor opbakning på deres kongres i efteråret. Det er også almindeligt kendt, at fagforeningsledelsen som hovedregel under strejker sælger ud af medlemmernes krav eller forsøger at undergrave dem.
I det hele taget opleves afstanden mellem top og bund i fagbevægelsen som temmelig stor. Det er blevet dokumenteret i LOs egen store medlemsundersøgelse i 1993, hvor kun 8% svarede, at fagbevægelsens ledere handler i overensstemmelse med medlemmernes interesser.
Egne interesser
Når de faglige ledere så ofte sælger ud af medlemmernes krav, er det ikke, fordi de alle er udstyret med ringe evner til at varetage medlemmernes interesser eller er socialdemokrater.
Det er fordi, de har en samfundsmæssig position og placering, der giver dem egne, helt specielle interesser. Interesser, der i sidste ende står i modsætning til medlemmerne og dermed arbejderklassens interesser.
De er ansat som professionelle forhandlere og kompromis-magere med arbejdsforhold og privilegier, der er anderledes end arbejderne på gulvet. Men de er ikke kapitalister – de er fagbureaukrater.
Dobbelt forhold
Deres opgave er at forhandle løn- og arbejdsforhold og indgå bindende aftaler med arbejdsgiverne, på vegne af arbejderne. Det stiller fagbureaukratiet i et dobbelt forhold. På den ene side er de nødt til kunne styre medlemmerne for at kunne indgå aftaler med arbejdsgiveren. Det vil sige, at for at opnå arbejdsgivernes anerkendelse som forhandler på vegne af arbejderne, er de nødt til at slås for, at arbejderne overholder aftalerne.
Men på den anden side er de også afhængige af de arbejdere, der har valgt dem. For at blive valgt og genvalgt er det nødvendigt for dem at have en vis opbakning og respekt, derfor er de afhængige af de indrømmelser, de kan hente hjem hos arbejdsgiverne.
Fagbureaukratiet er også underlagt helt andre løn- og arbejdsforhold end de arbejdere, de repræsenterer. Først og fremmest er de sluppet for hårdt fysisk arbejde. De har en løn, der i langt de fleste tilfælde er over det dobbelte af en almindelig arbejders løn. En forbundsansat i Dansk El-Forbund har en grundløn på ca. 30.000 kr. pr. måned. Det giver en årsløn på 360.000 kr. De har større sikkerhed i ansættelsen – de bliver ikke fyret, når fabrikken lukker.
Fagbureaukratiets grundlæggende interesser er bundet til at forsvare deres samfundsmæssige position. Derfor vil deres krav til arbejdsgiverne altid være afstemt sådan, at de ikke provokerer arbejdsgiverne.
Teater-hær
Men går arbejdsgiverne udenom fagbureaukratiet, er de parate til at bruge arbejderne som teater-hær ved at kaste dem ud i kontrolleret strejke for at tvinge kapitalisterne til forhandlingsbordet. Omvendt vil en strejkebevægelse startet af arbejderne på gulvplan undergrave deres position og de vil med alle midler forsøge at stoppe den. Fagbureaukratiet er derfor også et konservativt socialt lag, der for alt i verden vil bevare status quo – kapitalismen.
Fagbureaukrater er for de flestes vedkommende socialdemokrater og dermed reformister. Det er ikke den reformistiske ideologi, der gør dem til fagbureaukrater. Men omvendt er den reformistiske ideologi det materielle grundlag for fagbureaukratiet. Reformismens ideologi om socialisme i ord og passivitet og kompromis i handling, passer som fod i hose til fagbureaukratiets samfundsmæssige rolle.
Historisk er der også en tæt sammenhæng mellem fagforeningernes og dermed fagbureaukratiets fremkomst og de socialdemokratiske partiers opståen. I arbejderbevægelses start var fagforeninger og parti én organisation – Internationalen (1871) – det var først i årene efter, at organisationen blev delt op i 2 separate organisationer. Allerede fra starten var det fagbureaukraterne, der havde en dominerende rolle.
Det bliver ofte hævdet, at socialdemokratiet i starten var revolutionært, men det var ikke krav om arbejdermagt og socialisme der blev rejst. Ved slaget på Fælleden i 1872 var Internationalens krav for eksempel forhandlingsret overfor arbejdsgiverne og en faglig voldgift. Krav, der var koncentreret om at opfylde fagbureaukratiets behov.
Internationale
Louis Pio grundlæggeren af Internationalen i Danmark, omtalte i 1870'erne strejker som “et tveægget sværd der måtte føres med forsigtighed”. Under en større snedkerstrejke i slutningen af 1871 indkaldte Internationalen til møde for, som det hed: “at forebygge en vild og uregelmenteret almindelig nedlæggelse.” Fagbureaukratiets rolle er derfor ikke noget nyt fænomen.
Fagbureaukratiet udgør de 18-20.000, der er ansatte på forbunds- og fagforeningskontorer rundt om i landet. På nogle større arbejdspladser strækker det sig helt ned på arbejdspladsen, hvor fællestillidsmanden udelukkende laver fagligt arbejde.
Alle tillidsmænd er i større eller mindre grad underlagt det pres, der er i kraft af den dobbeltrolle, de har, men nederst i hierakiet er de lettere at påvirke. Almindelige tillidsmænd er også langt mindre konservative, idet de ingen privilegier har at forsvare.
Alle fagbureaukrater er selvfølgelig ikke ens. Når SiD’s forbundsmand Hardy Hansen i ord og nogle (få) gange i handling er mere progressiv end for eksempel Metals Max Bæhring, så er det ikke fordi, at Hardy Hansen ikke er en del af fagbureaukratiet. Det er han.
Andre forhold
Forklaringen er, at hans medlemmer har andre forhold end Metals. SiD’s medlemmer tilhører en lavtlønsgruppe og er præget af høj arbejdsløshed. For at bevare sin position er fagbureaukratiet nødt til at lytte til medlemmerne.
De faglige lederes rolle som fagbureaukrater gør, at de ikke er allierede i kampen for forbedringer, i kampen for socialisme, eller i overenskomstsforhandlingerne. Det betyder ikke, at socialister skal vende fagforeningerne ryggen, men det betyder, at vi ikke skal nære tillid til dem eller stole på, hvad de siger og lover. Og i stedet arbejde for, at organisationen på gulvplan bliver så stærk som muligt. Det kan sikre, at kampen kan fortsættes, når fagbureaukratiet står af.
Vi skal heller ikke ignorere fagbureaukratiet, idet det ofte er dem, der sætter betingelserne for kampen og for, hvordan den gennemføres. Og netop fordi fagbureaukratiet er afhængig af deres basis, kan de også presses. Derfor skal vi arbejde for, at der er størst muligt pres på dem for at sætte kampen i gang.
En vigtig brik for socialister i at opbygge et pres på fagbureaukratiet, styrke organisering af kampen fra neden og skabe forbindelse mellem det mindretal der vil slås, er at sælge Socialistisk Arbejder Avis.
Billedtekst:
Louis Pio omtalte strejkerne som et tve-ægget sværd.
De faglige lederes rolle som fagbureaukrater gør, at de ikke er allierede i kampen for daglige forbedringer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed