Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 111 – Januar 1995 – side 16

Bekæmp racismen – bliv aktiv socialist

Ågot Berger

Racisterne er igen kommet på banen. Godt hjulpet på vej af borgmestre og politikere, der ønsker syndebukke for nedskæringer og arbejdsløshed.

I ly af krisen i verdensøkonomien blæser et spøgelse gennem Europa. En stank af racisme og med nazismen lurende i baggrunden. Krav om skærpet indvandrerkontrol og yderligere stramninger af flygtningeloven samler bred opbakning.

Den offentlige debat rykker til højre, som det seneste udspil fra Århusborgmestreren, Thorkild Simonsen er udtryk for.

Ikke mindst derfor er det positivt, at så mange i de sidste måneder har været i demonstrationer for aktivt at bekæmpe racisme og nazisme. Fra Kollund til Greve, over demonstrationer mod Den Danske Forening til kampen for de bosniske flygtninges ret til asyl.

Det er vigtigt at tage skridtet fra humanistiske holdninger til en aktiv anti-racistisk praksis, fordi vi derigennem kollektivt viser, at vi er mange, som ikke vil acceptere den racistiske gift.

Lad dem ikke splitte os

Racismen og nationalismen bliver fra tid til anden brugt til at skabe syndebukke for krisen og den nedskæringspolitik, som regeringer, kommuner og arbejdsgivere forsøger at løse den med.

Det er mere belejligt for dem, at det er indvandrere og flygtninge, der får skyld for elendighederne, end hvis de selv skal tage skraldet.

Når de sociale problemer i betonslummen i Gellerupparken tårner sig op, er det nemmere at snakke om indvandrerghettoer end at erkende, at man har ført en forfejlet politik på det sociale område og på boligområdet.

Som socialister mener vi ikke, at den største forskel på folk handler om deres nationalitet, hudfarve eller religion, men hvilken klasse folk tilhører. Mohammed, som er buschauffør og Grete, som er sygeplejerske har mere tilfælles med hinanden, end nogen af dem har med A.P. Møller.

De er tvunget til at sælge deres arbejdskraft uden at have kontrol over de værdier, som de skaber med den. De er sat uden for indflydelse, når de store beslutninger på deres arbejdsplads eller i samfundet skal tages.

Vi er derfor på de svages og undertryktes side uanset religion, køn, nationalitet eller hudfarve mod magthaverne. Vi afviser derfor også argumenterne om, at vi skal sørge for "danskerne", før vi kan være barmhjertige overfor flygtninge.

Plads til alle

Når der er arbejdsløshed, er det ikke fordi, der bor for mange flygtninge og indvandrere. Men derimod fordi, der bliver skåret ned på fabrikkerne, hospitalerne, plejehjem, skoler osv. Der er mange ting, der ikke fungerer, og mange opgaver, som ikke bliver udført, fordi der ikke er profit i at tage menneskelige hensyn.

Vi kunne også afhjælpe arbejdsløsheden ved at fordele arbejdet noget bedre. Arbejdstiden skal sættes ned, og det samme skal arbejdstempoet, så folk ikke bliver tvunget ud af arbejdsmarkedet, fordi de er fyldt fyrre og ikke kan leve op til de strenge krav.

Der er mangel på boliger, fordi der bliver bygget for få sociale boliger. Og de der er, er for dårlige og for dyre. Ikke fordi der er for mange flygtninge og indvandrere.

Vi har ikke råd, siger nogen. Men de vil samtidig påstå, at der er råd til at investere milliarder i en Øresundsbro, som kun bilfabrikanterne kan se fornuften i.

Den måde, pengene bliver brugt på i det kapitalistiske samfund, hænger sammen med hensynet til magthavernes profit. Den har vi ingen indflydelse på og kan ikke tage noget ansvar for. Da slet ikke, når økonomien bliver brugt som undskyldning for at føre en kynisk og racistisk politik overfor folk som bosnierne, der er flygtet fra et krigshelvede.

I stedet for at rette skytset mod flygtninge og indvandrere, som er ofre for det kapitalistiske samfunds menneskefjendske måde at fungere på, bør vi sammen med dem bruge vores vrede og energi på at fjerne det kapitalistiske samfund.

Vi siger nej til undertrykkelse af nationale og etniske minoriteter. Tværtimod er vi for at åbne grænserne for de, der vil ind.

Billedtekst:
Den danske Forening vejrer morgenluft, men blev mødt af 300 demonstranter i Århus.
Socialister ved at når racismen vokser, så forsøger nazisterne at udnytte stemningen til at vinde politisk fodfæste.

 

Flere artikler fra nr. 111

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
Racisme

Se flere artikler af forfatter:
Ågot Berger

Siden er vist 1852 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside