Strejken i 1956

For den danske arbejderklasse var 1950’erne præget af stor arbejdsløshed på ca. 10%. Arbejdsgiverne var i offensiven med krav om rationaliseringer og effektiviseringer i form af tidsstudier. Resultatet var faldende realløn.

Efter et kraftigt opsving i antallet og omfanget af strejker umiddelbart efter verdenskrigens afslutning, havde årene 1947-56 været karakteriseret af meget få strejker, selv om det langt fra kunne tages som udtryk for en generel tilfredshed med tingenes tilstand.

Ved overenskomsten i 1956 stod arbejdsgiverforeningen, DA, og fagbevægelsens hovedorganisation DSF (det nuværende LO) stejlt over for hinanden. Ud over generelle lønforhøjelser, fremsatte DSF også krav om forkortelse af den ugentlige arbejdstid fra 48 til 42 timer.

Arbejdsgiverne ønskede rationaliseringer. Lønningerne skulle holdes i ro, den automatiske dyrtidsregulering skulle afskaffes, og arbejdstiden skulle snarere forlænges end forkortes.

Dyrtidsreguleringen var en ordning, der automatisk sikrede, at lønningerne steg i takt med prisstigningerne.

Forhandlingerne brød sammen, og 55.000 arbejdere blev sendt i strejke, bl.a. blev aviserne og olie- og benzinforsyningen ramt.

Efter knapt 14 dages strejke fremsatte forligsmanden et mæglingsforslag, der gav en lille forbedring på timelønnen og uændret arbejdstid. Samtidig opfordrede forligsmanden sammen med DA og DSF til, at strejkerne blev indstillet, mens afstemningerne kørte. Den opfordring blev imidlertid kun fulgt i begrænset omfang.

Oppositionen til socialdemokraterne i fagbevægelsen, næsten udelukkende kommunister, forstod at udnytte de næste fjorten dage til at rejse en stemning mod mæglingsforslaget.

Ud af kontrol

Afstemningerne fandt sted på generalforsamlinger i de enkelte fagforeninger, men gennem radioen nåede kommunisterne ud til arbejdere over hele landet. Arbejdere begyndte at mødes på tværs af arbejdspladser og fag. Fagtoppen var ved at miste kontrollen.

Den 12. april ligger resultatet: 66% af de stemmeberettigede havde deltaget, og af dem havde 2/3 stemt imod.

Få timer efter offentliggørelsen af resultatet fremlagde den socialdemokratiske regering med DSF’s godkendelse et lovforslag, der skulle gøre mæglingsforslaget til lov. Det blev vedtaget dagen efter.

Samme dag, fredag den 13. april, gik arbejderne over hele landet i strejke. 150-200.000 demonstrerede foran Christiansborg.

På det tillidsmandsmøde, der om aftenen skulle lægge linjen for de videre aktiviteter, fik kommunisterne flertal for en opfordring til at afblæse strejkerne fra mandag morgen og føre kampen videre via lokale lønkrav. En fortsat generalstrejke ville have betydet en konfrontation med regeringen og den socialdemokratiske fagtop, og det ønskede kommunisterne ikke.

Mandag morgen standsede strejkerne. Kun sømænd og rugbrødsbagere fortsatte. Bagerne opnåede en klækkelig lønforhøjelse, mens sømændene trods to ugers yderligere strejke indkasserede et nederlag.

Påskestrejkerne

Påsken 1985 så de mest omfattende strejker siden 2. verdenskrig. På strejkens højdepunkt var mindst 600.000 arbejdere i strejke.

Strejken var et isoleret brud med den generelle nedgangstendens i arbejderklassens aktiviteter, der satte ind fra slutningen af 1970’erne.

Arbejdsløsheden var massiv: 270.000 registrerede ledige i 1984, reallønnen var faldende, mens overskuddet i banker og virksomheder blev firdoblet fra 1980 til 83.

Kravene til overenskomsten gik på arbejdstidsforkortelse og lavtlønsværn. Heroverfor stillede arbejdsgiverne, der med rette følte, at de havde Schlüters regering i ryggen, krav om 0-løsning og afskaffelse af dyrtidsreguleringen. DA ønskede tydeligt en konfrontation.

10 dage før påske startede de overenskomstmæssige strejker, men allerede efter tre dages strejke fremlagde Schlüter et lovforslag om regeringsindgreb.

Arbejdspladsernes protester var massive: på et møde i Nørrebrohallen vedtog 2000 tillidsfolk at fortsætte strejkerne trods lovindgrebet. Tillidsfolk fra det offentlige område, som ikke var omfattet af strejkerne, bebudede, at de ville gå med.

Dagen efter skulle lovindgrebet vedtages i Folketinget. Men 1000 aktivister blokerede broerne over til Slotsøen, så folketingsmedlemmerne havde problemer med at nå igennem.

Ved middagstid blev der holdt den første af en række protestdemonstrationer på slotspladsen. Dagen efter nåede antallet af demonstranter op på 150.000. Arbejdet var nedlagt på en lang række arbejdspladser.

Folketinget vedtog lovindgrebet om lørdagen, og arbejdet skulle så genoptages fra mandag.

Mandag morgen kunne DA imidlertid tælle 2.000 medlemsvirksomheder, der var omfattet af  faglige møder og strejker. 600.000 arbejdere deltog i aktionerne. I København og alle store provinsbyer var der store demonstrationer.

Generalstrejke

Dagen efter begyndte de politiske diskussioner om videreførelsen af aktionerne. Grupperinger til venstre for DKP ønskede en generalstrejke, mens DKP ville afblæse de landsdækkende strejker og føre kampen videre i lokale lønkrav. 4.000 tillidsfolk vedtog på et møde i KB Hallen at fortsætte strejkerne og gøre den 10. april (onsdag efter påske) til en landsdækkende aktionsdag.

Den 10. april så de største demonstrationer siden krigen. Men på tillidsmandsmøder efter demonstrationerne var mange socialdemokratiske og kommunistiske tillidsfolk indstillede på, at nu måtte det være slut.

Strejkebevægelsen var på vej ned, selv om der stadig var mange strejker torsdag og fredag. Men alternativet til venstre for DKP var for svagt, til at det kunne sætte sig i spidsen for en bevægelse vendt mod både arbejdsgivere, regering og fagtop.