Socialistisk Arbejderavis
Nr. 112 – Februar 1995 – side 12
Friedrich Engels: Marx’ andet jeg
Martin B. Johansen
I august i år er det 100 år siden Karl Marx’ ven og kampfælle Friedrich Engels døde. Vi anmelder et særnummer af International Socialism, som handler om Engels.
Friedrich Engels – Karl Marx’ kammerat og samarbejdspartner gennem næsten 40 år – døde for 100 år siden den 5. august 1895. Han beskrev selv sin rolle i forhold til Marx som den, der “spillede anden violin”. Marx var ikke enig og omtalte Engels som sit “andet jeg”. Det faktum, at Marx og Engels gennem et helt liv arbejdede tæt sammen om såvel videnskabelige og teoretiske studier som praktisk politik, taler for, at Marx havde ret.
I vore dage huskes Engels mest som den, der understøttede Marx økonomisk, mens hans selvstændige bidrag til sit og Marx' fælles arbejde bliver kategoriseret som andenrangs i forhold til Marx. Mange marxistiske teoretikere kritiserer Engels for at være en dogmatiker, der forsøgte at tvinge Marx’ ideer ind i nogle fastlagte skemaer.
Derfor må det hilses særdeles velkommen, at det engelske tidsskrift, International Socialism, har udsendt et særnummer, som dels understreger, at Marx og Engels i deres samarbejde gensidigt var stærkt afhængige af hinanden, dels at Engels’ egne værker efter Marx' død i 1883 i høj grad udbygger Marx’ ideer frem for at skematisere dem.
Friedrich Engels blev født d. 28. november 1820 som den ældste søn af en af Ruhr-regionens fabrikantfamilier. Som ung blev han involveret i det samme intellektuelle miljø som Marx, der var under stærk indflydelse af den franske 1789-revolutions frihedsidealer. I kølvandet på revolutionen havde der også udviklet sig en mere radikal kommunistisk strømning, som Engels blev tiltrukket af.
Så Engels var allerede en meget oprørsk person, da han i 1842 blev sendt til Manchester i England for at arbejde og uddanne sig i driftsøkonomi og ledelse i en af familiens virksomheder.
Engels’ første ophold i England 1842-44 blev på flere punkter afgørende for resten af hans liv.
Han blev dybt rystet over mødet med den fattigdom og elendighed, der voksede frem som bagsiden af den enorme industrialisering, der havde fundet sted i England. Engels beskrev, hvor kynisk den kapitalistiske klasse så på elendigheden:
- Jeg tog ind til Manchester med en af disse burgøjsere og talte med ham om de elendige og sundhedsfarlige boliger i arbejdernes kvarterer. Manden lyttede opmærksomt og sagde til sidst, da vi skiltes: ‘Og alligevel bliver der lavet en masse penge her. Good morning, sir.’
Engels rejste rundt i England, talte med arbejdere og studerede de sociale forhold med henblik på sin første bog, Den arbejdende klasses stilling i England, der blev udgivet i 1844. Bogen dokumenterer ikke blot de rystende sociale forhold, men den forklarer også, hvorfor kapitalismen havde udviklet de forhold, og hvordan de kunne ændres.
Et af de mest fordømmende træk ved det nye industrisamfund var for Engels, at det på den ene side havde skabt muligheden for at gøre tilværelsen meget nemmere for mennesket, men at det snarere blev værre for det store flertal, fordi det var en lille klasse af fabriksejere, der kontrollerede produktionen: – Jeg har aldrig set en så dybt umoralsk klasse, så uhelbredeligt forrået af egoisme, som det engelske borgerskab ... Det kender ikke til større lyksalighed end udsigten til profit, ikke større smerte end udsigten til at miste guld.
Men netop opdelingen i borgerskab og arbejderklasse var for Engels “den vigtigste frugt af denne industrielle omvæltning”. For arbejderklassen var ikke et passivt offer for de herskendes grådighed – den engelske arbejderklasse havde i 1820’erne og 30’erne vist, at den kunne slås med en styrke, der langt overgik de små klubber af rebeller, som Engels kendte fra Tyskland.
Engels blev hurtigt involveret i, hvad han omtalte som verdens første “virkelig brede, politisk udformede, proletarisk-revolutionære massebevægelse”, de såkaldte chartister. Chartisterne kæmpede for demokratisering og bedre sociale forhold og havde netop afsluttet en generalstrejke, da Engels ankom til England. Mødet med chartisterne hjalp Engels til at forstå, at arbejderklassen havde potentialet til at gennemføre de kommunistiske idealer i praksis.
Det var med denne baggrund, at Engels fra sommeren 1844 vendte tilbage til Tyskland og begyndte at arbejde sammen med Karl Marx, i første omgang for at blande sig i diskussionen på den intellektuelle venstrefløj i Tyskland. De kritiserede de intellektuelle for at være alt for fokuserede på, hvordan man kunne ændre menneskers ideer.
Marx og Engels understregede, at det er de materielle forhold, som mennesker lever under, der udformer folks ideer. Men da det er mennesker, der udformer de materielle forhold, så kan man ændre ideerne ved at ændre de materielle forhold.
Metoden til at ændre de forhold var for Marx og Engels ikke at føre ideologisk kamp blandt intellektuelle, men at blande sig i den kamp, som tager udgangspunkt i det store flertals kamp for et bedre liv. Derfor forsøgte de at kombinere de teoretiske diskussioner på den intellektuelle venstrefløj med de små grupper af kommunister, som i højere grad var i kontakt med den klasse af arbejdere og håndværkere, som var ved at vokse frem i England, Tyskland og Frankrig.
Det første konkrete resultat af dette arbejde var dannelsen af Kommunisternes Forbund, som Marx og Engels havde store forventninger til i den revolutionære stemning, som fejede hen over Europa i slutningen af 1840’erne. Forbundets program blev skrevet af Marx og Engels og udkom i 1848 med titlen “Det kommunistiske manifest”.
Men den revolutionære bølge ebbede hurtigt ud. Marx og Engels blev tvunget i exil i England. De indså snart, at deres ophold kunne blive langvarigt, og derfor valgte Engels at genoptage sit arbejde i familieforetagendet i Manchester. Han gjorde det for at sikre sig en indtægt, som kunne understøtte både ham selv og Marx’ familie, som var ekstremt fattig.
Denne rollefordeling har været med til at skabe billedet af Engels som den, der forsørgede Marx, som var travlt optaget med at skrive sit hovedværk, “Kapitalen”. Men billedet er forkert. Kapitalen var i høj grad et fælles projekt.
I Manchester udarbejdede Engels mange af de undersøgelser og analyser, som dannede baggrund for værket. Gennem mange års korrespondance og diskussioner om alt fra stavefejl til avanceret renteteori. Selve korrekturlæsningen og afpudsningen af sproget overlod Marx til Engels, og det var også Engels, der færdiggjorde Kapitalens bind 2 og 3 efter Marx’ død i 1883.
I 1870 havde Engels oparbejdet sig en så stor formue, at han kunne flytte til London og koncentrere sig 100% om politisk arbejde. Han udgav i tiden frem til sin død i 1895 en lang række bøger og artikler, foruden at han var aktiv sammen med Marx i opbygningen af Første Internationale.
Et af Engels’ kendteste værker fra denne periode er “Familiens, statens og privatejendommens oprindelse”, der stadig er omdiskuteret. Bogen var banebrydende på flere punkter.
Gennem studiet af såkaldt primitive folkeslag viste han, at institutioner som familie, stat og privat ejendom ikke er evige strukturer, men at de er under konstant udvikling og faktisk er opstået sammen med samfundets opdeling i en herskende og en undertrykt klasse. I bogen demonstrerede han desuden et dengang usædvanligt syn på mænd og kvinder som ligeværdige.
Friedrich Engels’ indsats spænder over en hel epoke i den socialistiske bevægelses udvikling. Fra chartisternes kampe mod kapitalismens barbari til fremvæksten af de moderne fagforeninger i 1890’erne. Gennem sine mange bøger og artikler har han efterladt sig et eftermæle, der gør ham fortjent til et ry som en kapacitet på linje med hans kammerat og kampfælle, Karl Marx.
Billedtekst:
Marx og Engels venskab var afgørende for, at de begge kunne levere teorier og undersøgelser, der er relevante den dag i dag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed