Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 1 – Oktober 1984 – side 8

Ravnstrup-fredslejre

Kvinder i kamp

»Det er også vores jord«, sagde 300 kvinder, da de trængte ind på militært område i Ravnstrup ved Viborg sidst i august. Udgangspunktet for aktionen er en kvinde-fredslejr samme sted. Den er vendt mod opførelsen af en NATO-kommandobunker.

Bunkeren har været under opførelse i snart 7 år. Den skal tjene som NATO-hovedkvarter for den sydlige del af nordregionen. Det er givet, at mellemdistanceraketterne Vesttyskland skal dirigeres herfra.

Lejren ligner til forveksling den engelske kvindefredslejr ved Greenham Common – den nye raketbase. Filosofien bag kvindelejrene er, at kvinder er opdraget til ikke at være aggressive og krigeriske i modsætning til mændene. Kvinder skulle derfor være en selvstændig kraft imod oprustningen og krigen, som dirigeres af magtbegærlige mænd. Men krig og oprustning er ikke et spørgsmål om køn, men om klasser. Det er borgerskabet, der sætter sine interesser igennem, når der rustes op – ikke mændene.

Det er rigtigt, at det ofte er mænd, der repræsenterer borgerskabets interesser. Men der er da også eksempler på det modsatte, fx. Thatcher i England og Indira Ghandi i Indien. Såvel i borgerskabet som i arbejderklassen er begge køn til stede, og en splittelse mellem arbejderklassens mænd og kvinder er en svækkelse af kampen for freden.

Eller som en af de kvindelige deltagere i aktionen, Hanne Hansen fra Randers, sagde:

»Det er skide godt der var 300 kvinder i aktion, men det ville have været bedre, hvis der var 600 m/k'ere.«

Problemet er, at selv Greenham Common kvinderne kunne ikke hindre opstilling af raketterne. Trods fantastisk udholdenhed og meget bred folkelig opbakning. Ravnstrup-kvinderne er også blevet lempet mere eller mindre væk fra bunkeren. Disse symbolske ikke-voldsaktioner gør desværre meget lidt indtryk på vores herskere.

I virkeligheden kan kun masseaktioner fra både mænd og kvinder ændre situationen. Et lille mindretal, lige meget hvor heltemodigt og prisværdigt deres initiativ er, kan ikke afskaffe våbnene og militarismen.

Der er desværre ingen genvej til freden. Hverken gennem »eksemplariske« aktioner eller gennem »kvinder tilbage til natur« bevægelser.

Kun ved at de mange fredsaktivister og især de 300 kvinder fra aktionen ved Ravnstrup vender ansigterne hen mod arbejdspladserne kan tingene ændres. Her ligger den kraft, som kan kobles sammen med Ravnstrup kvindernes idealisme og energi og skabe en bevægelse, som kan løse problemerne.

Billedtekst:
Kvinder fra freds-lejren i Ravnstrup ved Viborg. (Foto: Mediearbejderne).

Se også:
SAA 1: Ingen fred uden arbejdermagt
SAA 1: Smøgpause for fred

Flere artikler fra nr. 1

Flere numre fra 1984

Siden er vist 1979 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside