Socialistisk Arbejderavis
Nr. 113 – Marts 1995 – side 12
50 år efter Auschwitz
Jørgen Lund
Rædslerne i Hitlers kz-lejre må aldrig blive glemt. Men det må heller ikke glemmes, at rædslerne var den logiske konsekvens af nazismens racehad.
Krisen i det mest udviklede europæiske samfund i 20’erne og 30’erne gav den tyske nazisme muligheden for at komme til magten i 1933. Det gjorde den ikke på grund af det tyske folks ondskab, men fordi kapitalismen havde brug for nazisterne til at slå ned på og smadre en stærkt voksende arbejderbevægelse.
Og denne alliance mellem storkapitalen og nazisterne fortsatte igennem hele det tredje riges levetid. Først da det stod klart, at Hitler ville tabe krigen, begyndte kapitalisterne at fjerne sig fra nazisterne.
Nazismens sejr i Tyskland i 1933 gav dem statsmagten som instrument til angrebene på arbejderbevægelsen, på fagforeninger, kommunister og socialdemokrater, og allerede i løbet af et år blev der bygget 50 kz-lejre til internering af disse statsfjender.
Nazi-sejren blev også indledningen til, at de i praksis kunne omsætte den racisme, som var et hovedtræk i nazismens idé-grundlag.
Antisemitisme er udtryk for en politik vendt imod jøder på grundlag af biologisk race-teori.
For den nazistiske racisme var jødernes udryddelse en ideologisk nødvendighed. Grundideen var, at enhver indblanding af fremmede racer betød en sikker ødelæggelse af den ariske race.
Jøderne var et fremmedelement i det tyske folkelegeme, og derfor årsag til nederlaget i Første Verdenskrig og den økonomiske og sociale elendighed bagefter, som maddiker i et forrådnende legeme, havde Hitler illustreret det i nazisternes bibel Mein Kampf. Og det blev gentaget igen og igen i nazisterens propaganda og politiske kampagner.
Efter magtovertagelsen i 1933 blev det ført ud i livet:
I 1933 antijødiske boykot-kampagner, berufsverbot og bogafbrændinger i ensretningen af kulturliv og videnskab.
I 1935 Nürnberg-racelovene, der reducerede jøderne til andenrangs-borgere uden rettigheder og forbød ægteskabelige og seksuelle forbindelser.
I 1938 blev Krystalnatten (opkaldt efter vinduesglassene i jødiske forretninger) den 9. nov. en altomfattende ødelæggelsesaktion mod jødisk ejendom og blev indledningen til mere drastiske skridt til udelukkelse af jøderne fra det tyske samfundsliv, som fx skoler.
Hensigten med krigen mod Øst, Polen fra september 39 og Sovjetunionen fra juni 41, var det grundlæggende tyske ønske om “Lebensraum”. Straks fra starten af besættelsen blev alle jøder i Polen samlet i de gamle jødiske ghettoer i storbyerne. Og fra juni 41 blev hærens fremgang mod Øst fulgt op af 4 Indsatsgrupper á 3.000 SS’ere, som begyndte på folkemordet på de store østeuropæiske jødiske samfund. Efter opsamling kom udryddelsen med skydning i massegrave, og senere var deres metode massedrab i lukkede lastbiler ved hjælp af bilernes udstødningsgas.
Dette viste sig at blive et stadig større problem for moralen blandt soldaterne. Druk og selvmord tog til. Nazi-lederen Hess så dette som en fare og pressede derfor på for at få en mere effektiv og “renere” løsning på jødeudrydelsen.
Den endelige destruktion af jøderne blev ikke planlagt, fordi den var en rationel bogholderisk overskudsforretning. Det var i starten af krigen ikke behovet for slave-arbejdskraft, der igangsatte oprettelsen eller tømningen af de jødiske ghettoer. Udryddelsen havde et klart politisk mål.
Efter en konference i Wannsee ved Berlin i januar 42 for de tyske ministeriers højeste embedsmænd blev de omfattende praktiske problemer i forbindelse med arrestation, transport, bygning af lejrene osv. fastlagt, og det systematiske bureaukratisk organiserede folkemord sat på skinner.
De 20 store kz-hovedlejre i Tyskland og de besatte lande med deres hundreder af underlejre var ikke tilstrækkelige. 6 nye rene udryddelseslejre i Østeuropa blev endestationen for mere end 5 mio. jøder fra hele Europa. Heraf var Auschwitz den mest berygtede og den største, med sine op til 170.000 slavearbejdere – udskiftet i takt med, at den formulerede “udryddelse gennem arbejde”-politik slog fangerne ihjel ved hjælp af udmattelse, kulde, sult og terror.
Men som krigen skred frem, og trak i langdrag, fik kz-lejrene også en anden betydning.
De allierede havde indskrevet millioner af kvinder til at arbejde i industrien, således at den mandlige arbejdskraft blev frigjort til krigstjeneste. Men den nazistiske ideologi byggede på, at kvinder skulle passe hjemmet og børnene. Derved opstod der en mangel på arbejdskraft i industrien, og kombineret med tyskernes massive tab på østfronten forklarer det nazisternes brug af jødiske og østeuropæiske slavearbejdere
Dette var et udtryk for den mest renlivede og barbariske kapitalisme, uden sociale, moralske eller lovgivningsmæssige restriktioner. Et brug-og-smid-væk system af menneskelig arbejdskraft, hvor ikke-arbejdsduelige kun var til besvær og derfor skulle fjernes.
Auschwitz er i dag et symbol på barbariet i folkemordet mod jøderne, på grund af lejrens masssemord på samlebånd direkte fra transportvognene til gaskamrene i lejr-afdelingen Birkenau af ca. 1 mio. ikke arbejdsduelige.
Ved ghettosammenstuvningerne i de besatte lande blev de efterladte værdier beslaglagt, ghettobeboerne blev udplyndret, og helt fra starten af de afsluttende udryddelser blev de efterladte værdigenstande samlet, helt ned til udplyndringen af ligenes guldtænder, kvindernes hår og brugen af krematorie-aske til kunstgødning og knoglernes formaling til benmel.
Frasorteringen af den egnede arbejdskraft udgjorde mellem 10-25% – hovedsageligt mænd og mellem 15 og 40 – og skete ved ankomsten i kreatur- og godsvogne til Auschwitz. Derved fik man slavearbejderne til det interne arbejde i lejrens egne værksteder og administration, til SS’ produktionsværksteder og til udlejning til de krigsvigtige fabriksanlæg, som især nogle af de tyske storkoncerner havde lagt i tilknytning til lejren, som Krupp og IG Farben, som dér havde verdens største produktionsanlæg.
Enorme værdier blev produceret til krigsindsatsen og til de tyske kapitalister. Og enorme værdier, først og fremmest til SS’ egen økonomi og betalingen af SS-styrkernes krig – ved fronterne og i deres racekrig mod jøder, zigøjnere, polakker, osv.
Både i ghettoerne og i lejrene var der modstand. Men lejrfangernes disciplin forhindrede det oftest, da flugt medførte omfattende og brutal kollektiv afstraffelse. Der var enkelte oprørsforsøg, fx lykkedes det at sprænge nogle af Auschwitzs krematorieovne i stykker.
Også i udryddelseslejren Treblinka (hvor 700.000 fra Warszawas ghetto blev udryddet) var der i august 43 et oprør af de 700 arbejdsfanger, hvoraf 150 slap fri, og 12 overlevede.
Hele folkemordet for at holde den ariske race ren var en direkte følge af nazisternes racisme. Den tyske kapitalisme havde brug for nazismen, og nazisterne havde brug for racismen, som førte til dødslejrene og kz-lejrenes helvede.
Men nazismens sejr var ikke en logisk og uundgåelig ting.
Når der i dag er racistiske og nazistiske grupper, der benægter eller bagatelliserer mordet på 6 mio. jøder, fortæller Auschwitz, at det er vigtigt at huske, hvad og hvorfor det skete. Og at kæmpe for at forhindre det i at ske igen.
Billedtekst:
Nazisternes folkemord var uundgåeligt på grund af krigen og nazismens fremmedhad. Men nazismens magtovertagelse var ikke uundgåelig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed