Krig skaber økonomisk kaos

Tyrkiet optrapper krigen mod kurderne samtidig med, at økonomien er ved at gå amok.

Den herskende klasse i Tyrkiet er fanget i et dilemma mellem en økonomi, der er ved at gå amok, og et ulmende oprør.

For at opnå lån og kreditter i den internationale monetære fond, har regeringen lanceret et spareprogram. Dette program har forringet den tyrkiske arbejders realløn, som nu er faldet til 56 % af hvad den var i 1980.

Det har bragt Tyrkiet på randen af et oprør. Et oprør, som den tyrkiske regering af al magt forsøger at slå ned, hvad enten det er kurderne i sydøst eller demonstrationer i Istanbul.

Vesten var så bekymret for kurderne efter Golfkrigen i 1991, men nu har Nato-partneren Tyrkiet fået en stiltiende accept til at gøre hvad USA bremsede Saddam Hussein i i 1991. Nemlig at nedkæmpe kurderne i det nordlige Irak.

35.000 tyrkiske soldater krydsede mandag d. 22. marts grænsen til Irak for at udrydde guerillabaser, hvorfra det kurdiske arbejderparti, PKK, opererer ind i tyrkisk Kurdistan.

11 års krig mod kurderne

Det er den foreløbige kulmination på 11 års åben krig mod kurderne, der indtil nu har kostet 15.000 mennesker livet, mens endnu flere er drevet på flugt. Tyrkiet har i øjeblikket 200.000 tropper i området involveret i krigen mod de ca 12-15.000 PKK-guerillaer.

Regeringens optrapning af krigen skal ses i lyset af Tyrkiets håbløse økonomiske situation. Siden militærkuppet i 1980 har den tyrkiske regering satset på at tiltrække udenlandsk kapital. Skatter og afgifter blev sat ned, militante fagforeninger blev smadret, så kun en ud af ni arbejdere idag er organiseret i fagforening.

Med sammenbruddet af Sovjet blev Tyrkiets rolle internationalt forstærket. Den nuværende premierminister, Tansu Çiller, udtrykte i 1992 den herskende klasses visioner således: “Vi opfatter, at vi kan udgøre broen mellem vestlige partnere og både Rusland og de republikker, som er kulturelt forbundet med Tyrkiet.”

Også militærstrategisk spiller Tyrkiet en vigtig rolle som forbindelsesled mellem Vesten og Mellemøsten. Det var blandt andet fra baser i Tyrkiet, at de vestlige allierede gennemførte angreb mod Irak under Golfkrigen. Landet er siden blevet den tredjestørste modtager af amerikansk militær hjælp efter Israel og Ægypten.

Inflation

Men Tyrkiets position er truet af to forhold. For det første førte sænkningen af skatteniveauet i 1980’erne til alvorlige finansielle problemer, eftersom staten ikke øgede sine indtægter på anden måde. Fra 1988 til 1994 blev statens underskud 24-doblet, og Tyrkiets kreditværdighed faldt drastisk.

For at betale af på gælden satte den tyrkiske nationalbank gang i seddelpressen med en inflation på omkring 130% til følge.

For at genvinde kreditværdigheden lancerede regeringen i april sidste år et nedskæringsprogram, som skulle sænke statens udgifter drastisk og hæve skatteindtægterne. Virksomheder blev privatiseret. 30.000 statslige ansatte blev fyret, lønningerne blev fastfrosset og de sociale udgifter blev skåret ned.

Strejkebølge

Det skabte naturligvis vrede og utilfredshed i den tyrkiske arbejderklasse, som reagerede med en strejkebølge, og regeringen havde derfor brug for at aflede opmærksomheden fra nedskæringerne. Den intensiverede sin anti-kurdiske og anti-græske mediekampagne. En kampagne, som den har til fælles med det Fascistiske parti, det National Aktionsparti. Det politiske klima blev derfor ekstra gunstigt for fascisterne, hvilket regeringen forsøger at udnytte til at slå ned på sine fjender. Det er blevet kendt, at Tansu Çiller har holdt møde med partiets leder Arpasian Turkes, samtidig med at partiet angreb organiserede arbejdere.

Kampagnen er ikke kun rettet mod PKK, men mod kurdere, der for eksempel ikke afskriver sig retten til at tale kurdisk. Over 1000 kurdiske landsbyer er blevet smadret. I juli 1993 fik 6 valgte parlamentsmedlemmer for det kurdiske demokratiske parti ophævet deres parlamentariske immunitet, og er siden blevet dømt op til 15 års fængsel for at forsvare kravet om en selvstændig kurdisk nation.

Det andet problem den tyrkiske regering står overfor, er den stigende ustabilitet i regionen – ikke mindst i form af den kurdiske seperatistbevægelse. Det skræmmer de udenlandske investorer væk fra Tyrkiet. Den tyrkiske regering satser derfor alt på et bræt ved at føre den totale krig mod de kurdiske partisaner.

Krigsførslen koster nemlig årligt ca. 40 mia. kr og er med til at sætte den tyrkiske økonomi under endnu stærkere pres.

Selvom nogle vestlige lande har taget afstand fra de tyrkiske troppers indtrængen i Irak, så har de igennem de sidste mange år accepteret, at Tyrkiet har ført krig mod kurderne.

Investeringer

De skyldes, at vestlige firmaer har store investeringer i Tyrkiet. I stedet for at forhindre Tyrkiet i at føre krig mod kurderne, bakker de op om den tyrkiske stat. Især tyske og amerikanske våben strømmer ind i Tyrkiet. Ifølge Financial Times modtog Tyrkiet alene i 1993 1.071 tanks. Det er næsten lige så mange tanks, som Storbritannien råder over i alt.

Den tyrkiske regerings brug af politi og militær mod demonstranter og opposition gør det utroværdigt, når de vestlige regeringer forsøger at fremstille Tyrkiet som et demokratisk land.

Men Vesten har brug for Tyrkiet økonomisk og ikke mindst som militær vagthund i Mellemøsten. Derfor skal vi ikke vente at se sanktioner som mod Serbien og Irak.