Socialistisk Arbejderavis
Nr. 114 – April 1995 – side 9
Marxisme i hverdagen
Er der stadig noget at kæmpe for?
Martin B. Johansen
Da Internationale Socialister i 1984 startede denne avis, valgte vi navnet “Socialistisk Arbejderavis”, fordi vi ville understrege, at socialismen er et projekt, som kun kan gennemføres af arbejderklassen.
Fra læsere, som i øvrigt er enige i mange af avisens ideer, bliver vi ofte kritiseret for denne sammenkobling. De mener, at sammenkoblingen af “arbejderklasse” og “socialisme” er udtryk for nostalgi – at store dele af arbejderklassen har fået gennemført sine krav om velfærd og indflydelse, og at arbejderklassen i dag er så opsplittet i forskellige grupper, at den ikke længere kan forenes af nogen overordnet strategi.
Det argument rejser to vigtige spørgsmål: hvem er arbejderklassen, og hvad er socialisme?
De fleste opfattelser af, hvem arbejderklassen er, er meget svævende. Der bliver normalt fokuseret på folks status på den sociale rangstige, på størrelsen af deres løn, eller hvilken slags arbejde de udfører.
Disse opfattelser er alle med til at opsplitte folk i en masse små grupper, som ikke har noget til fælles: En fabriksarbejder og en sygeplejerske har intet til fælles, fordi den ene arbejder med ting og den anden med mennesker. En typograf har intet til fælles med en kassedame, fordi han tjener meget mere. Lærere og pædagoger har intet til fælles, fordi deres job ikke har samme sociale status.
Men samtidig sørger disse opfattelser for at skjule, hvad de fleste mennesker faktisk har til fælles, nemlig manglen på indflydelse.
Det afgørende i ethvert samfund er ikke samfundets rigdom i sig selv, eller om den fremherskende religion er den ene eller anden. Det afgørende er kontrollen over samfundets produktion – skal der produceres boliger eller bomber, skal der investeres i skoler eller i spekulation, skal der bygges en Øresundsbro eller flere børnehaver.
Kontrollen over produktionen er i vores samfund i hænderne på en lille gruppe – arbejdsgivere, direktører, departementschefer, ministre – hvad man samlet kan kalde “den herskende klasse”.
Næsten alle andre mennesker har ingen eller kun meget lidt kontrol over samfundet, bortset fra at man kan stemme på en politiker en gang imellem. Men det er ikke desto mindre dette store flertal, der står for langt det meste af arbejdet med at producere, passe børn, behandle syge og gamle, passe forretninger osv.
Samfundet er altså karakteriseret ved, at de arbejdende stort set er uden indflydelse på deres eget liv. Det er den herskende klasse, der bestemmer hvad og hvordan, der skal produceres, og deres beslutninger tager udgangspunkt i deres eget behov for at fastholde og øge den indflydelse samt deres profit – ikke i det store flertals behov.
Den adskillelse af arbejde og kontrol over arbejdet er et grundlæggende kendetegn ved vores samfund, og den bliver ikke ændret af, at de, der arbejder, får bedre materielle forhold, eller at indholdet i deres arbejde ændrer sig. Det betyder, at selv om produktionen har ændret sig fra traditionel industri til mere vægt på overvågnings- og servicefunktioner, så har det ikke rokket en tøddel ved, at samfundet er delt i en herskende klasse og en arbejderklasse.
Snarere tværtimod, har de sidste 100 års industrialisering medført, at 10.000 vis af jobs, som tidligere blev udført af selvstændige eller i hjemmet, i dag udføres som lønarbejde.
Konsekvensen af den udvikling er, at socialisme i dag er et lige så aktuelt perspektiv for arbejderklassen, som det var for 100 år siden. For socialisme handler ikke i første omgang om bedre materielle forhold – det handler om hvem, der kontrollerer samfundets produktion. Socialisme betyder, at de arbejdende også er dem, der bestemmer, hvordan samfundets ressourcer skal fordeles.
Den kontrol kan arbejderklassen kun opnå gennem kamp. De herskende ved, at de kun eksi-sterer i kraft af at være dem, der kontrollerer produktionen – uden den kontrol er de ingenting. Og i virkeligheden ser vi hver dag en masse små kampe mellem arbejderne og de herskende om, hvordan samfundets ressourcer skal fordeles: Forældre og pædagoger der slås for bedre børnepasning, buschauffører der strejker mod lønnedgang, studerende der protesterer mod forringelse af studierne.
Socialisters opgave er at forene alle disse kampe til en fælles kamp for at sætte den herskende klasse på pension.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed