Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 114 – April 1995 – side 16

Gasværksvejens Skole, Vesterbro

Mod skolelukning og racisme

Adam Johansen

Eleverne på Gasværksvejens skole på Vesterbro i København bosatte deres skole, fordi borgerrepræsentationen vil lukke skolen.

Gasværksvejens Skole på Vesterbro i København har over 95% tosprogede elever. Derfor vil de borgerlige partier og Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation lukke skolen. Radikale Venstre, SF, Enheds- og Indvandrerlisten er imod. Som eleverne har skrevet på et banner: “Fordi det ikke er hvidt, behøver det ikke være skidt.”

Lukningen af skolen begrundes alene i det lave elevtal. Der gik 123 elever, da Borgerrepræsentationen vedtog at lukke skolen fra 1996 og fordele eleverne på to andre Vesterbro skoler.

Eleverne ved udmærket, at havde de været lyserøde af hudfarve og kun fået det danske sprog ind med modermælken, ville skolen aldrig blive lukket.

Kun én forklaring

De har stensikkert ret, for Gassen er den eneste folkeskole i et stort område af Vesterbro, hvor der for tiden er en omfattende byfornyelse igang – endda med den erklærede målsætning at fastholde og tiltrække børnefamilier. Derfor virker det umiddelbart tåbeligt at lukke skolen.

Der er kun en forklaring. Socialdemokratiet vil for alt i verden ikke have skoler med kun tosprogede børn, og de vil tækkes de lyserøde forældre, som tror, at deres børn lærer mindre af at gå i skole med indvandrer- og flygtningebørn.

Nok vil partiflertallet i København gerne spare penge, men allerede fra 1996 ventes en voldsom stigning af børn til børnehave- og førsteklasserne på Vesterbro, og fra 1998 vil elevtallet på alle klassetrin være markant større end nu.

At også Lubna Elahi, SF, som selv er indvandrer fra Pakistan, stemte for lukning, ændrer ikke på, at lukningen er vendt mod indvandrerne.

Hun har tværtimod bragt sig i modsætning til mange indvandrere. Ifølge pakistanere, som Socialistisk Arbejderavis har talt med, har Lubna Elahi  ingen opbakning blandt sine landsmænd på Vesterbro.

Elever og forældre på Vesterbro har indsamlet underskrifter blandt folk på Vesterbro. De er afleveret til Skolevæsenet, som har sendt beslutningen til høring.

I Vesterbros to lokalaviser har der været mange debatindlæg, flest imod lukning. Og på et åbent forældremøde for hele Vesterbro mødte 160 forældre op for at diskutere skolelukningen. Her vedtog man en udtalelse for skolens bevarelse.

De mange protester gør næppe større indtryk på Socialdemokratiet. IS vil derfor bakke op om enhver aktivitet, der kan presse partierne i København, inden den endelige beslutning om skolens lukning tages i april eller maj. En af skolens elever appellerede på IS-Vesterbros initiativ om støtte fra daginstitutionsforældrene, der var forsamlet til stormøde imod nedskæringer.

IS vil hermed opfordre andre skolers elever, forældre og lærere, fagforeninger og arbejdspladser, indvandrer- og flygtningeorganisationer til at blande sig, og til at støtte de aktiviteter, som eleverne måtte sætte igang.

Engagerede elever

Eleverne på Gassen er mindst lige så integrerede som andre tosprogede børn. I efteråret bosatte de skolen i protest mod budgetnedskæringer, hvilket gjorden, at nedskæringerne blev halveret.

Mange af skolens elever har skrevet læserbreve til lokalaviserne og været aktive i underskriftsindsamlingen. Det er da integration. Eleverne på Gassen er engagerede og aktive i det danske samfund.

Hvis jeg ha’d no’en betydning
så ved jeg, hvad jeg ville;
jeg ville redde Gassen
og gi’ Lubna en på kassen

Ja jeg kommer her fra skolen
og hva’ så om jeg er sort;
bar’ fordi vi ik’ er hvide
behøv’s det ik’ at vær’ no’et lort!

I kan ikke lukke skolen
det’ den skole, vi ka li’
Ligemeget hvad I siger
er det her, hvor vi vil bli’

Slagsang til Gassen

Billedtekst:
Eleverne på Gasværksvejens skole mener ikke, at der er nogen problemer i, at 95% af eleverne er tosprogede.

Nej til kvoter for flygtninge og indvandrere

Høje antal tosprogede elever i skolerne afføder fra politikerne ofte snak om kvoter for flygtninge og indvandrere i boligkvarterer og skoler. Men kvoter er i realiteten at fratage folk med en anden hudfarve et frit bolig- og skolevalg.

I Gassens skoledistrikt fravælger mange lyserøde familier Gassen. De gør det sandsynligvis, fordi skolen i flere år har været truet af lukning, og fordi de har fordomme om deres tosprogede naboer.

De fordomme må tages op og bekæmpes aktivt af elever, forældre, lærere og Skolevæsenet. Samtidig må blandt andre Socialdemokratiet se i øjnene, at dele af København og andre danske storbyer næsten udelukkende bebos af tosprogede.

Et spørgsmål om klasse

De har også krav på en folkeskole tæt ved deres bopæl. Skolerne må løse de opgaver, eleverne stiller. Det prøver man på skoler med diplomat, over- og middelklassebørn fra USA, Frankrig og så videre.

Så det kan selvfølgelig også gøres på de skoler, hvor pakistanske, tyrkiske børn med flere går. Med deres klassetilhørsforhold gør forskellen. Socialdemokratiet angriber de svageste grupper.

Både de tosprogede og de lyserøde børn af arbejderbaggrund og fra udsatte samfundsgrupper bliver ofre for partiets ødelæggelse af velfærdsstaten. Folkeskolerne bliver skåret og skåret, og så kan de velstillede vælge privatskole.

Flere artikler fra nr. 114

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Adam Johansen

Siden er vist 1964 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside