Socialistisk Arbejderavis
Nr. 115 – Maj 1995 – side 4
1. maj
Mere end fadøl og Bamses venner
Charlie Lywood
At den røde fane svinger d. 1. maj, får ikke alle til at tænke på ord som revolution og arbejdermagt. Tværtimod betragter mange 1. maj som en dag med fadøl, Bamses Venner, og hykleriske socialdemokratiske talere.
Hvorfor gider revolutionære socialister så at bruge så meget krudt på d. 1. maj – hvorfor har det betydning for socialister i 1995?
1. maj er den eneste dag, som er afsat til “oprør”. I 1890 blev 1.maj stiftet som arbejdernes oprørsdag af 2. Internationale, og den samlende parole var “8 timers arbejdsdag”. I dag bruger hundredtusinder af mennesker over hele landet en hel dag på at markere en modstand mod kapitalismen.
Uffe er ikke at finde på nogen talerstol. Engell er tavs som graven. Dansk Arbejdsgiverforening må acceptere, at folk ikke går på arbejde den dag, og alligevel skal have løn for det! Dagen er i realiteten arbejdernes dag.
Som så meget andet i samfundet er 1. maj underlagt den herskende stemning og aktuelle styrkeforhold i arbejderklassen. Efter Berlinmurens fald og Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) kollaps, specielt på den faglige front, har Socialdemokratiet og i mindre grad SF været de toneangivende. Det afspejler sig også 1. maj. Masser af bajere og musik, og ikke så meget politik og diskussion.
Men blot de sidste 25 års 1. maj historie viser et helt andet billede. Socialdemokratiet havde i 60’erne stort set opgivet at holde 1. maj som andet end et morgenbordsarrangement med en Folketingspolitiker.
Tilslutningen til demonstrationer var meget ringe. Sangen var, at klassekampen var afskaffet til fordel for en harmonisk, folkelig velfærdsstat. Denne illusion fik adskillige skud for boven i begyndelsen af 70’erne, da en ny generation af oprørske unge voksede frem. Deres vrede var inspireret af imperialismens forbrydelser i Vietnam og Tjekkoslovakiet, og studenternes og arbejdernes anti-kapitalistiske oprør i Frankrig i 1968. De var drevet frem af kapitalismens begyndende krise i 1973-74. Denne bevægelse skabte nye partier – VS, KAP, SAP, – og pustede liv i gamle partier – SF og DKP. 1. maj blev atter kampdag og en udfordring til de tamme socialdemokratiske morgenmøder.
Da den konservative Schlüter kom til magten i 1982 var venstrefløjens 1. maj-traditioner så stærke, at socialdemokrater måtte bruge de lokale fagforenings-ledelser i LO for at kunne komme på banen.
Enhed
Efter 1985, hvor påskestrejkerne lagde landet øde, var den herskende stemning mod de konservative, for enhed i arbejderklassen. Senere har socialdemokrater dog kunnet udmanøvrere næsten alle andre end SF.
Og sådan har 1. maj altid været. En afspejling af stemningen og militansen i arbejderklassen (eller manglen på samme). For socialister er 1. maj derfor også vores dag. En dag hvor vi kan snakke om internationalisme og revolution med folk, som ønsker sociale fremskridt. Vi skal være der, selvom at rammerne er andres. Vi ses 1. maj til Bamses Venner og fadøl, men også til en masse politik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed