Socialistisk Arbejderavis
Nr. 115 – Maj 1995 – side 7
Frankrig
Strejker rykker valget til venstre
De borgerliges triumf udeblev ved første runde af præsidentvalget. Baggrunden er ikke ny tro på socialistpartiet, men strejkebevægelsen mod de borgerlige.
1. runde af præsidentvalget i Frankrig blev ikke den forventede triumf for højrefløjen, som meningsmålingerne ellers havde spået.
For det første blev det Lionel Jospin fra socialistpartiet, der fik flest stemmer.
For det andet tog valgkampen i Frankrig en drejning i løbet af april, fordi millioner af franske arbejdere gik i strejke.
Indenfor bilindustrien reagerede arbejderne på, at profitterne er højere end nogen sinde. Arbejderne, som har skabt overskuddet vil have del i det. Arbejderne på Renaultfabrikkerne har allerede tvunget arbejdsgiverne til at tilbyde en lønstigning på 4,5%. Men da det kom frem, at virksomhedens overskud var på 5 mia. kr., gik arbejderne i strejke igen for at få mere i løn.
Strejkebølge
I starten af april var den kollektive trafik lammet en dag i protest mod en række forhold. I Paris strejkede buschaufførerne og metrotogførerne for et krav om højere løn. Jernbanearbejderne strejkede for større sikkerhed i ansættelsen.
Også dele af postvæsenet var lammet af strejker i protest med nedskæringer og fyringer.
Strejkerne har betydet, at selv højrefløjens kandidater har måttet gå til venstre i deres valgretorik i kampen om de få stemmer, der adskilte dem.
Jacques Chiraq, som er den ene kandidat fra det højreorienterede Gaullistparti har i løbet af valgkampen sagt, at han støttede hjemløse, som besatte tomme huse i Paris. Han har indrømmet, at højere løn ikke er beskæftigelsens fjende.
Den anden gaullist, Edouard Balladur, har fulgt det op med ligefrem at sige, at arbejderne skal have højere løn, og at det kun er naturligt, at arbejderne vil have del i opsvinget.
Da bilarbejderne fra forskellige af Renaults fabrikker demonstrerede på motorringvejen “Le Peripherique” og lavede et gigantisk trafikkaos, undlod Balladur i egenskab af premierminister at indsætte det specialtrænede politikorps, CRS, som ellers altid bliver sat ind mod demonstrationer.
Jospin fra socialistpartiet har erklæret, at arbejdstiden skal sættes ned til 37 timer om ugen.
Det viser, hvor stort indtryk strejkebevægelsen har gjort på dem. Men når valget er overstået vil piben sikkert få en anden lyd.
Resultatet af første valgrunde viser den herskende klasses problemer. Stemmerne søger væk fra midten i fransk politik i protest over de elendige sociale forhold, der hersker i Frankrig for tiden.
Stemmeprocenten har været historisk lav, fordi erfaringerne med at have en socialistisk præsident i 14 år og 2 år med en borgerlig regering er, at det ikke gør den store forskel. Mange franskmænd ved derfor ikke, hvem de skal stemme på.
Malurt fra højre
Samtidig er yderfløjene i fransk politik blevet styrket. Nazisten, Jean Marie le Pen, fra partiet Front Nationale fik 15 % af stemmerne. Le Pens program handler først og fremmest om, at indvandrere skal smides ud af Frankrig. Hans konkurrent på højrefløjen Philippe de Villiers fra partiet Mouvement Pour la France fik 5% af stemmerne. Så den ekstreme højrefløj fik tilsammen 20% – næsten lige så mange stemmer som Jacques Chirac.
Til venstre for socialistpartiet fik Robert Hue fra kommunistpartiet 8% af stemmerne. Mens Arlette Laguiller fra det revolutionære venstrefløjsparti Lutte Ouvrière (Arbejderkamp) fik 5% af stemmerne.
Sammen med de grønne fik venstrefløjen tilsammen 17% af stemmerne.
Valget i Frankrig giver derfor både grund til glæde og til bekymring.
Hvem der egentlig bliver præsident kommer ikke til at betyde så meget for de, der lider under de sociale problemer i Frankrig. Men at almindelige arbejdere igennem strejker og protester har været i stand til at få valgkampen til netop at handle om de sociale problemer, viser, hvad solidaritet kan gøre.
Omvendt er det kun fordi, at den ekstreme højrefløj er splittet, at fx le Pen ikke havde nogen chance for at gå videre til anden runde.
Billedtekst:
Strejkebevægelsen i Frankrig har presset den socialistiske kandidat, Jospin, til løfter om kortere arbejdstid og bedre forhold.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe