Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 116 – Juni 1995 – side 4

Føroya Bank

Løber fra regningen

Charlie Lywood

Hvad er det som Poul Nyrup og Hans Engel har sammen, når nu regeringen og de Konservative står last og brast om Føroya Banki sagen?

Når det drejer sig om at sikre danske kapitalinteresser er der ingen slinger i valsen.

Og det er præcis det som Færø-gate sagen drejer sig om. Ikke om Poul Nyrup vidste det ene eller det andet, men at han sørgede for, at Den Danske Bank kunne trække sig ud af sine arrangementer på Færøerne uden større tab. Taberne i denne sag er de almindelige arbejdere på Færøerne. De skal betale gennem frontale angreb på velfærdsstaten, høje skatter og arbejdsløshed.

Marionetter

Adskillige andre sager viser, at når det drejer sig om at sikre stabilitet i bankverdenen, er danske politikere velvillige marionetter for finansbaronerne og det uanset partifarve eller påstået ideologi. Da Schlüterregeringen sad ved magten i 1991, ydede de et ekstraordinært skattefradrag til Bikuben for at overtage Bornholmer Bankens fallitbo.

Alternativet var, at en stor del af erhvervslivet på Bornholm ville have bukket under, fordi de pludseligt skulle til at indfri deres lån. Skatteministeren på daværende tidspunkt var liberalismens fornemste fortaler, Venstres Anders Fogh Rasmussen.

Den nuværende regering har givet milliarder til at indfri de tabsgivende lån som trak Varde Bank ned i 1994. Derved sikrede de at den "rentable" del af Varde Bank kunne sælges til anden side. Himmerlands Bankens fallit og senere overtagelse af Sparekassen Nordjylland i efteråret 1993, blev honoreret ved et ulovligt skattefradrag på 176 millioner kr. årligt. Hobro måtte ikke “gå i sort”. Skatteministeren var Socialdemokraten Ole Stavad.

Det som disse politikere er optaget af er, at et bankkrak ikke skal trække flere pengeinstitutter ned og derved forårsage en dominoeffekt. Derfor kommer arbejderklassen, via skatterne, til at betale for systemets fallit. I Føroya Banki sagen er det ekstra beskidt, fordi de højt agtede instanser, som har iscenesat Den Danske Banks røveri på færingerne, er besat af de samme mennesker som skal kontrollere at alt går retfærdigt til. Den daværende formand for Finanstilsynet, som godkendte den Færøske stats overtagelse af Den Danske Banks filial på Færøerne, var Knud Sørensen. Knud Sørensen er også formand for Den Danske Bank.

Pressen har velvilligt stillet sig til rådighed og udbasuneret, at færinger har levet over evne og bygget for mange broer og tunneler. Men sagen er, at Den Danske Bank har levet fedt af at låne penge til færingerne i mange år, da også de forventede at fiskeri ville sikre den fremtidige tilbagebetaling.

Men de selv samme investeringer i dyre og effektive fiskerbåde betød også at bestanden svandt ind og færre mennesker skulle bruges til at fiske. De små både blev udkonkurreret og de store både bukkede under for rentebyrden. Men når konsekvenserne af denne investeringspolitik, som Den Danske Bank havde tjent så godt på, stod klar, så løb man fra regningen.

Fremskridtspartiet himler op om, at danske skatte-yder ikke skal betale for færingernes forbrug og er dermed fuldstændig ligeglade med, at folk bliver kastet ud i arbejdsløshed og armod.

Kapitalismens anarki

Socialister kan sige noget mere fornuftigt. Kapitalismens totale anarkisme har skabt krisen på Færøerne. Socialdemokratiet bekender sig til kapitalismen og kan derfor kun gå hånd i hånd med Den Danske Bank og godkende at regningen tørres af på befolkningen. Vi støtter færingernes krav om tilbundsgående undersøgelser af alle aspekter i sagen og at finanskrisen ikke skal betyde forringelser i velfærden på Færøerne.

Pengene kan hentes hos Den Danske Bank, men det bliver hverken Poul Nyrup eller Hans Engel der gør det.

Flere artikler fra nr. 116

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1906 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside