Socialistisk Arbejderavis
Nr. 116 – Juni 1995 – side 8
Socialdemokratiet i vanskeligheder
Nyrup og Lykketoft slagter solidariteten
Ole Mølholm Jensen
Politiske problemer og uenigheder tårner sig op i Socialdemokratiet. Hver gang den socialdemokratisk ledede regering griber ind i konflikter eller stiller forslag, skaber det nye diskussioner og interne rivegilder i Socialdemokratiet.
Tænk bare på Færøbank-sagen, hvor Poul Nyrup i dag fremstår som en skræmt despot, der ikke tør besøge Færøerne, fordi han ikke vil efterkomme færingernes krav om at undersøge sagen til bunds. Eller sagen om lukkeloven, hvor regeringen først laver forlig med HK og butiksejerne for bagefter at bryde forliget på grund af det borgerlige pres. Man kan også nævne skattereformen, der kun gav til de rige, og de nye lempelser af arveafgiften, som igen er en ren foræring til alle rige med millionformuer.
Listen over asociale og klodsede indgreb er lang. Men det går faktisk lige så slemt for Socialdemokratiet, når regeringen ikke foretager sig noget. Den manglende støtte til Ri-Bus chaufførerne er faldet mange socialdemokratiske arbejdere for brystet. Fraværet af en konsekvent holdning mod nazistiske gruppers udbredelse af propaganda har også vakt vrede blandt socialdemokrater.
Disse sager er ikke enkeltstående svipsere – de er udtryk for, at Socialdemokratiet i dag er et parti uden klare holdninger. Partiet spænder fra traditionelle socialdemokratiske værdier om solidaritet og fællesskab over til nyliberale egoistiske holdninger. Senest er det kommet til udtryk gennem angreb på velfærdssamfundet fra dels Århus-borgmesteren Thorkild Simonsen og dels Socialdemokratisk Ungdoms formand Henrik Sass Larsens. Begge ønsker et opgør med dagpengesystemet, retten til folkepension og støtten til børnefamilier. Det er ren Uffe Ellemann-tale fra medlemmer af et parti, der forventes at forsvare de økonomisk svageste grupper i samfundet.
Deres asociale angreb på velfærdssamfundet udtrykker meget præcist Socialdemokratiets politiske dilemma i dag. Partiet spænder i dag politisk fra socialister til liberalister, der også som borgmestrene Thorkild Simonsen, Per Madsen fra Ishøj, Kjeld Rasmussen fra Brøndby med flere, angriber flygtninge og indvandrere og forsøger at gøre disse grupper til syndebukke for den øgede sociale elendighed.
Forsvar velfærdsstaten
I den modsatte ende af den politiske vifte står SIDs formand Hardy Hansen som den, der forsøger at fastholde ideerne om velfærdssamfundet og modstanden mod det liberalistiske egoistsamfund. Hardy Hansen står langt fra alene. Hans holdninger har stor opbakning blandt de menige socialdemokrater i fagbevægelsen. På lavere niveauer i Socialdemokratiet kritiseres selv Hardy Hansen for ikke at være radikal nok.
Med en så stor politisk bredde kan Poul Nyrup dårligt undgå at træde i spinaten. Problemet er dog ikke skabt af de menige socialdemokrater, men af den socialdemokratiske ledelse med Poul Nyrup og Mogens Lykketoft i spidsen.
En af de helt afgørende grunde til, at Socialdemokratiet i dag fremstår uden klar politisk profil, skal søges i partiledelsens politiske strategi i den lange kamp i 80’erne for at generobre regeringsmagten. Hovedindholdet i denne strategi var at gøre Socialdemokratiet mere spiseligt for de borgerlige partier. I første omgang for at sikre opbakningen fra de små borgerlige midterpartier som CD, de radikale og Kristeligt Folkeparti, men også for at sikre opbakning fra arbejdsgivere og finanskapitalen.
Den socialdemokratiske partiledelse ønskede at fremstå som et såkaldt ansvarligt alternativ til 10 år med Schlüter-regering. Det ansvarlige lå i, at Socialdemokratiet erklærede sig parat til at skære på de sociale ydelser og samtidig give skattelettelser til de rige. Sikring af medlemskab af EU og en generelt positiv holdning til arbejdsgivernes profitjagt var også vigtige dele i den nye ansvarlighed.
Et vigtigt skridt i den retning for den socialdemokratiske ledelse var at skifte Svend Auken ud med Poul Nyrup på formandsposten. Auken var ikke midtersøgende nok. Arbejdsgiverne og de små midterpartier var ikke sikre på ham. Det var de derimod på Poul Nyrup, der gennem opdragelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd havde demonstreret respekten for arbejdsgivernes profitjagt.
For arbejdsgiverne og de borgerlige partier var formandsskiftet fra Auken til Nyrup en klar offergave fra Socialdemokratiets side.
Samtidig åbnede det for de liberalistiske ideers indtog i ledelsen. Under positive paroler om nytænkning og modernisering begyndte den socialdemokratiske ledelse med Mogens Lykketoft i spidsen med at slagte de solidariske principper. Et grotesk udslag heraf var, da Lykketoft roste indførelsen af tvangsarbejde for unge på bistand.
Levebrøds-politikere
Det er i ly af denne udvikling, at levebrødspolitikere som Thorkild Simonsen, Per Madsen, Kjeld Rasmussen og nu også DSUs formand, Henrik Sass Larsen, lancerer det ene angreb efter hinanden på velfærdssamfundet, indvandrere, flygtninge og socialt dårligt stillede.
På mange måder har Uffe Ellemanns ideer om det liberalistiske helvede mere indflydelse på den socialdemokratiske partiledelse, end tusindvis af menige socialdemokrater har.
Den socialdemokratiske ledelse er intet politisk bolværk mod liberalismen. Selv om de i den sidste valgkamp med god grund advarede mod et VKZ-flertal, så er det i høj grad den samme politik, Poul Nyrup lægger frem. Den store forskel er, at Socialdemokratiet er mere følsomt over for protester og pres fra almindelige arbejdere og fagforeninger.
Reformismens krise
Socialdemokratiets krise skyldes grundlæggende, at det er umuligt på en gang at varetage kapitalens og arbejdernes interesser.
Krisen i Socialdemokratiet er på overfladen en voksende uenighed mellem en fløj, der vil fastholde velfærdssamfundet, og en anden fløj, der snakker mere om modernisering og ansvarlighed.
Men bag den uenighed gemmer sig det problem, at Socialdemokratiet gaber over en uløselig modsætning. På den ene side står de for velfærd og solidaritet med udgangspunkt i forbedringer for almindelige mennesker, og på den anden side skal det ske gennem fremgang for industrien og forbedret konkurrenceevne.
Socialdemokratiet har altid troet, at kapitalismen kunne gøres menneskelig, så alles interesser kunne tilgodeses inden for et økonomisk system, hvor jagten på profit er i centrum.
Ingen fælles interesser
Under det økonomiske opsving i 60’erne så der ud til at være overensstemmelse mellem hensynet til velfærden og hensynet til industriens profit.Men tyve år med økonomisk krise har vist, at drømmen om fælles interesser i samfundets udvikling til alles bedste ikke holder i virkeligheden.
Både de socialdemokratiske regeringer i 70’erne under Anker Jørgensen og 90’ernes under Poul Nyrup har ladet hensynet til industriens konkurrenceevne og dermed omkostninger veje tungest. Det er blevet et mål at få nationaløkonomien til at gå op, så profitterne ikke trues. Derfor bliver socialdemokraterne i virkelighedens verden nødt til at rette angreb på almindelige menneskers levevilkår.
Hvis industrien kræver det, ja så følger Socialdemokratiet trop og skærer hvor alle borgerlige partier skærer, nemlig på bistand, understøttelse, hjemmehjælp, sygehuse, ældreforsorg og uddannelsessystemet.
Det skaber så modsætninger internt i partiet, fordi mange menige socialdemokrater og vælgere er arbejdere og har forventninger om øget velfærd under en socialdemokratisk ledet regering.
Denne utilfredshed kan medføre øgede modsætninger mellem top og bund i Socialdemokratiet, og få flere socialdemokratiske vælgere til at søge efter et klarere politisk venstrefløjsalternativ. Jo mere de erfarer, at partitoppen handler imod deres interesser, jo mere vil de blive åbne for ideer om et andet samfund uden profitjagt.
Billedtekst:
Nyrup blev valgt som Socialdemokratiets formand for at slagte de solidariske principper og trække partiet til højre.
SiD-formand Hardy Hansen hører til den del af Socialdemokratiet, der vil forsvare velfærdsstaten.
Se også:
SAA 116: Socialdemokratiet: Et splittet parti
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed