Socialistisk Arbejderavis
Nr. 116 – Juni 1995 – side 10
Privatiseringer angriber vores velfærd
Karen Lodal
Spørgsmålet om privatiseringer er kommet øverst på den politiske dagsorden. Modstanden bliver tydeligere.
Ri-Bus konflikten i Esbjerg er efterhånden blevet et “nationalt anliggende”. Både i kraft af den enorme opbakning chaufførerne har i store dele af befolkningen, men også fordi privatisering er et af tidens varmeste politiske emner.
Fortalerne for privatiseringer, som først og fremmest skal findes blandt de borgerlige, mener, at privatisering er en god ting, fordi det kan spare unødvendige skattekroner.
De påstår, at når en arbejdsopgave bliver udliciteret, vil det billigste og bedste udbud blive valgt, omend det kan lyde som en umulig opgave at skulle kombinere disse to ting. Resultatet skulle derfor være besparelser, og vi skulle komme til at betale mindre i skat. Et argument, der i manges ører lyder som den rene englesang.
Profitten er vigtigst
Men betingelsen for at fastholde et velfærdssamfund med plads til alle og med en sund miljøpolitik er, at opgaverne varetages af det offentlige fremfor af private foretagender, hvor profitten har første prioritet. For det er nemlig præcis, hvad privatisering handler om.
Når et arbejdsområde hører under den offentlige sektor, er det netop fordi, det ikke er en overskudsforretning. Men de sidste mange års økonomisk krise har betydet, at politikerne har gennemført store besparelser. For at spare yderligere, forsøger man sig nu med privatiseringer.
Men når både det offentlige skal spare, og arbejdsgiveren skal score sin profit, så kan regnestykket kun gå op, hvis servicen bliver ringere eller ved at forringe de ansattes arbejds- og lønforhold. Som Else Winther Andersen, MF for Venstre udtrykker det i Jyllandsposten d.10.5.95: “...Endelig er det offentlige ofte meget gavmild over for sine ansatte. De offentlige overenskomster er typisk 10 % dyrere end de private overenskomster.” Tydeligere kan det ikke siges.
At privatiseringer heller ikke betyder forbedret eller mere effektiv service, bliver illustreret af udliciteringen af rengøringen på Landbohøjskolen i København. Stedets egne rengøringsfolk vandt licitationen. Prisen var den samme, som de private bud, men personalet kunne for den samme betaling tilbyde 20% flere timer, fordi ingen skulle tjene profit på det.
En privat arbejdsgiver byder næppe på en udlicitering, for at indføre omfattende, kostbare miljøforbedringer, eller fordi ældreplejen ligger ham eller hende specielt på sinde. En privat arbejdsgiver byder, hvis vedkommende mener, at der er penge at tjene. Argumentet om, at privatisering vil medføre skattelettelser, holder ikke. Besparelser inden for de rammer, der blev lagt ved udliciteringen, vil blot betyde øget fortjeneste til arbejdsgiveren.
Privatiseringer giver ikke skattelettelser
Det er derfor at stikke folk blår i øjnene, når dette argument dukker op. Det beviser Ri-Buskonflikten. Da Ribe Amt udbød busdriften i licitation, var det med klare og veldefinerede retningslinier for, hvor mange linier, der skulle køre, bussernes standard og så videre. Det er selskabets ansvar. Det vil så få betaling for det antal linier, de kører og derudover per bus i drift. Det er selskabet underordnet, hvor mange passagerer, der benytter busserne, og hvor mange billetter, der bliver solgt. Det drejer sig altså kun om driften.
Ri-Bus, som fik opgaven, kan derfor være ligeglad med, om busdriften er til gavn for chaufførerne og brugerne, blot omkostningerne bliver holdt nede og profitten oppe. Ribe Amt giver stadigvæk tilskud til driften. Det er derfor borgerne i Ribe Amt, der vil komme til at betale for et eventuelt underskud, hvis servicen er for dårlig, og folk vælger andre transportmidler. For slet ikke at tale om de ansatte, der oplever væsentligt forringede arbejdsforhold.
Ri-Bus konflikten har sat privatiseringerne på den politiske dagsorden. Det er ikke længere muligt for kommuner, amter og stat at liste privatiseringer ind af bagdøren. I den forstand har de fyrede chauffører i Esbjerg allerede vundet en vigtig sejr.
Fokus på privatisernger
Esbjerg-konflikten har også afsløret, hvad privatiseringerne indebærer. Alligevel bliver mange socialdemokrater ved med at gentage, at privatiseringer eller udliciteringer er gode nok, hvis man undgår de konsekvenser, de har fået i Esbjerg.
Men da hele pointen med privatiseringer er, at nogle skal score kassen ved at arbejdernes forhold bliver forringet, så er det en selvmodsigelse, så det brager. Vi må derfor sige nej til enhver form for privatisering.
Udlicitering eller privatisering
I debatten bliver der anvendt to begreber: udlicitering og privatisering.
For socialdemokraterne er det vigtigt at skelne mellem de to begreber, fordi de ikke vil identificeres med privatisering, som er opfundet af VKZ. Men forskellen er blot, at ved en udlicitering kan det offentlige selv byde på opgaven, og arbejdspladsen ender ikke nødvendigvis med at komme på private hænder.
Men udgangspunktet for at udbyde i licitation er jo det samme, nemlig at spare penge, uanset hvilken type arbejdsgiver, man vælger. For den ansatte kan det være ligegyldigt. Slutresultatet vil altid være en forringelse i forhold til den bestående situation.
Regeringen overtager VKZ’s politik
For de borgerlige er privatisering selvsagt at opfatte som et kæmpe fremskridt. Det var oprindeligt deres idé, og det hænger sammen med deres generelle politik om at styrke de i forvejen stærkeste i dette samfund, kapitalejerne. Så vejer hensynet til de ansatte, brugerne og miljøet mindre.
Men også blandt socialdemokrater har ideen om privatiseringer vundet indpas. Lillian Knudsen, formanden for Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), har på det seneste argumenteret kraftigt for privatisering.
Det kan undre, når medlemmerne i KAD overvejende er ufaglærte – en udsat gruppe, når det drejer sig om dårlige arbejdsforhold og lave lønninger. Skønt hun er klar over, at det i de fleste tilfælde vil medføre endnu dårligere forhold, ser Lillian Knudsen det alligevel som en vigtig opgave at fremme privatiseringen.
Hvorfor begejstring?
Sandsynligvis hænger hendes begejstring sammen med, at når offentlige arbejdspladser bliver privatiseret, så skal arbejderne skifte fagforening bla. til Kvindeligt Arbejderforbund. Privatiseringer betyder derfor flere medlemmer i Lillian Knudsens forbund.
Mange socialdemokrater blandt partiets græsrødder er uenige med Lillian Knudsen. De ser strejken i Esbjerg som en klar mulighed for en skarp markering af Socialdemokratiet, som et parti, der bakker op bag arbejdernes kamp mod VKZ’s politik.
Men regeringen, med Socialdemokratiet i spidsen, har anerkendt privatisering som en måde at spare på; de bifalder med andre ord den mekanisme, der giver en arbejdsgiver lov til at score profit på andres arbejde.
De borgerlige politikere holder sig ikke tilbage, når de langer ud efter velfærdsstaten. De ved, at Socialdemokratiet har et “forklaringsproblem”, når baglandet og toppen ikke er enige om partiets holdning.
De borgerliges strategi er åbenlys; splittelsen i Socialdemokratiet kan hæmme det i en sådan grad, at VKZ kan tilrane sig indflydelse.
Billedtekst:
Ri-Bus konflikten har sat fokus på privatiseringer, hvilket tydeligt kunne ses under aktionsdagen d. 20 april.
Når rengøringen bliver privatiseret går det ud over arbejdsmiljøet og kvaliteten.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed