Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 116 – Juni 1995 – side 11

“Der er ikke forskel på os”

Adam Johansen

Enghøjskolen i Avedøre skal lukkes, fordi der efter kommunens mening er for mange indvandrere. Eleverne kan ikke se problemet.

- Der er ikke nogen forskel på os, siger elevrådsformand på Enghøjskolen i Avedøre Stationsby, Heidi Villadsen. Socialistisk Ardejderavis har diskuteret byrådsflertallets forslag om at lukke skolen med Heidi og med Gitte Petersen og Dennis Madsen, som også er elevrødder.

Som Dennis fra 7B siger: – I min klasse er der både lyserøde og sorte, som er gode og dårlige. Og Gitte (9B): – De indvandrere, der er i min klasse, scorer topkarakterer. Heidi (9G) tilføjer: – De er ganske almindelige børn, som bare laver deres lektier. I min klasse får 2 ud af 3 indvandrere topkarakterer. Hvis indvandrere har problemer i skolen, så har det ikke at gøre med andre ting end for danske børn, som har problemer i skolen. De er jo ikke dumme.

- Vi har leget sammen siden vi var små, uanset hvad farve hud vi har. Fordi du bli’r ældre holder du jo ikke op med at gå sammen med dem, du altid har været sammen med.

- De er ikke noget problem, siger Heidi som kommentar til borgmester Britta Christensens udtalelse om, at lukningen af skolen som en sidegevinst vil sprede de 43% indvandrerelever ud på de to andre folkeskoler i Stationsbyen. Svampe- og betonskader er den konkrete anledning til at foreslå skolen lukket.

Og Heidi fortsætter: – Jeg tror, hun ta’r det som en kæmpegevinst. De kigger bare på tal og tror, det er en god idé at sprede dem, fordi der er så mange, og at det bliver et kæmpeproblem fremover, fordi de holder sammen og ikke lærer det danske sprog. Men det gør de jo. Hvis du kommer ud på skolen, kan du høre, at de allesammen snakker dansk.

Men er svampeskaderne så blot et påskud for at lukke skolen?

Gitte: – Nej, svampeskaderne er alvorlige nok. De værst angrebne lokaler er lukket, og om 3 år vil skolen kunne styrte sammen, hvis ikke der bliver gjort noget. Men de tænker kun på penge og image. Stationsbyen har et dårligt ry.

Heidi: – Alle, som ikke bor i Stationsbyen, gør indvandrerne til et problem. Os, der bor her, synes ikke, de er et problem. De andre kender jo ikke til det. En ting er tal, praksis er noget andet. De sidder og ser, hov – hold kæft et kæmpe tal. Men de ser ikke, hvordan det fungerer.

Tænker ikke på eleverne

- De tænker ikke på eleverne, siger Gitte. – Hvis de lukker Enghøjskolen, skal der gå 900 elever i de 2 andre skoler i stationsbyen, fortsætter Dennis. – Klasserne bliver meget større og der bliver mindre tid til den enkelte elev. Det lærer vi mindre af.

Heidi: – Det er jo eleverne, det går ud over. Vi skal på en anden skole og finde os til rette, ha’ nye venner og ha’ længere til skole.

- Det tænker de ikke på. Det er ikke kun de tosprogede børn, det bliver os allesammen, som får skylden for at skolerne bliver for store, hvis vi bliver flyttet over, siger Gitte.

Hvad vil I gøre for at forhindre det?

- Vi har selv samlet ca. 2.500 underskrifter ind til byrådsmødet den 16. maj. Men der kom også ca. 800 underskrifter fra forældrene på de 2 andre skoler i Avedøre. Vi har bosat skolen i et døgn sammen med vores forældre, fortæller Gitte. – 120 af skolens 435 elever overnattede. Ca. 1/3 af os var indvandrere. Ca. 20 forældre overnattede, også indvandrerforældre, tilføjer Dennis. – Men om dagen var der mange flere forældre, og nogle indvandrerkvinder lavede mad til os.

Besæt skolen

Og Gitte slutter: – Vi kunne godt tænke os, at alle skoler bosatte, ligesom dengang i efteråret da skolerne var bosat i København. Vi har kontaktet vores elevorganisation, DEO. Heidi: – Vi vil gerne snakke med andre elever. Det kunne være de har nogle idéer.

Kontakt Elevrådet. Enghøjskolen. Bødkerporten 6A. 2650 Hvidovre, Tlf. 36784741.

Billedtekst:
Den 16. maj demonstrerede elever fra flere af skolerne i Avedøre mod lukning af Enghøjskolen.

Adam Johansen er skolebestyrelsesmedlem på Vesterbro.

Se også:
SAA 116: Racisme bag skolelukning

Flere artikler fra nr. 116

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
Andre sociale kampe (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Adam Johansen

Siden er vist 2068 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside