Socialistisk Arbejderavis
Nr. 116 – Juni 1995 – side 13
Michael Strunge: “Samlede Strunge – Digte 1978-85”
80’ernes poet
Jens Klüver
Michael Strunge: “Samlede Strunge – Digte 1978-85”, 1005 sider, indbundet. 198 kr.
Den nyligt udkomne “Samlede Strunge” indeholder de 11 digtsamlinger, Michael Strunge nåede at udgive inden sin død i 1986. Derudover er der medtaget 70 digte, som er blevet offentliggjort i aviser og tidsskrifter.
Michael Strunge har i sine digte kunnet fange de tanker og følelser, der spirede frem blandt en stor gruppe unge i slutningen af halvfjerdserne og i starten af firserne.
Hans digtning var et opgør med dén overfladiske, egoistiske og materialistiske grundholdning, der kendetegnede strømningerne indenfor politik og kultur som blev stadig mere synlige. Mens flere og flere blev udstødte af det etablerede samfund, blev de rige stadigt rigere, og grådigheden og jagten på statussymboler blev den fremherskende ideologi.
Han gjorde oprør mod yuppiekulturens menneskeforagt og liberalismens afgudsdyrkelse af profit og holdningen om, “at du er din egen lykkes smed”.
Hans sympatier lå hos de undertrykte, de udstødte og dem, der blev ladt tilbage i jagten på mammon og i fremskridtets navn.
Strunge æstetiserede forfaldet og håbløsheden og prøvede at give lyd til dem, der ikke blev hørt, især de unge, som stod overfor arbejdsløshed og bistandshjælp uden mulighed for at være med til at skabe et samfund, hvor deres behov og forhåbninger blev indfriet. Han var i opposition til de fremherskende ideer og holdninger i samfundet.
Især efter at Schlüter kom til magten, blev hans digtning skarp, nærmest hadsk, overfor det etablerede politiske system.
POLITI(K)
De er sorte
som maskinerne i fabrikken
de nu vil rydde for blokadevagter
som splittes med knugende knipler.
De er sorte
som pupillerne i pigens øjne
der trækker sig sammen mod slagene og blitzen
og sløres af dræbene tårer.
De er sorte
som asfalten foran indgangen
der plettes af pludseligt blod...
Også jeg er rød.
Men Michael Strunge pegede ikke på en løsning for at komme ud af liberalismens og egoismens favntag. Han tog afstand fra alle ideologier og flygtede ind i en nærmest nihilistisk hyldest til forfaldet, undergang og kaos. Regnfyldte gader i mørket, forfaldne industribygninger og neonbelyste husfacader er gennemgående billeder i hans digtning.
FREMTIDEN (II)
Verden er sig selv trods elektriske chok fra himlens spænding over byernes eksplosioner af metalknogler og glasøjne. Jeg ser mig selv trods alt dette. Alligevel kan jeg ikke lukke øjnene. Jeg må se og se, og i mørket ser jeg kun eksplosionerne fra fremtiden.
Selv om Michael Strunges digtning ikke direkte peger på muligheder for at skabe et bedre samfund, så har han et håb om en bedre verden. Det er blot op til læseren selv at finde ud af hvordan det gøres. Hans kompromisløse angreb på profitjagt, liberalismens menneskeforagt og de herskendes skrupelløshed er stadig sørgelig aktuel. Også ti år efter hans sidste digte.
Billedtekst:
Michael Strunge pegede ikke på nogen løsninger og endte med at tage sit eget liv.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed