Socialistisk Arbejderavis
Nr. 117 – Juli 1995 – side 2
Brent Spar
Shell: Profit er vigtigere end miljø
Gennem modige aktioner på Shells olietank i Nordsøen, Brent Spar, er det lykkedes miljøorganisationen Greenpeace at få skabt opmærksomhed om, hvordan kapitalen sætter miljøhensyn til side for at spare penge.
Shell ønskede at skille sig af med olietanken ved at sænke den i Atlanterhavet. Vel vidende, at tanken indeholder 106 tons spildolie, tungmetaller, radioaktive stoffer og andre giftstoffer, som med tiden vil blande sig med overfladevandet og få uoverskuelig konsekvenser for havmiljøet.
Tanken kunne trækkes på land og destrueres uden fare for miljøet. Forskellen er, at dumpningen koster 100 mill. kr., mens det koster 400 mill. kr. at destruere tanken på land.
Protestbølge
Siden Greenpeaces aktioner har Shell været udsat for en sand protestbølge, især i Tyskland. Shell blev boykottet af såvel firmaer som private kunder. De tyske Shell-tankstationer oplevede et fald i benzinsalget på op til 30%.
Denne protestbølge tvang Shell til at opgive dumpningen.
Sænkningen af olietanken blev så upopulær, at den tyske regering og miljøministrene i Holland, Sverige og Danmark havde opfordret til boykot af Shell. Men det er det rene hykleri.
Hykleri
For det første har den danske miljøminister, Svend Auken, kendt til dumpningen siden februar og kunne have gjort indsigelser dengang. For det andet kan det officielle Danmark ikke mene noget alvorligt med sin opfordring til boykot. Staten havde nemlig ikke nogen planer om selv at boykotte Shell. Fx ville DSB fortsat købe ind hos dem.
Uanset hykleriet var det vigtigt at støtte boykotten. I Nordsøen flyder der 53 lignende anlæg rundt, som indenfor de næste 10 år skal skrottes.
Shell’s beslutning om at opgive dumpningen er en sejr over Shell, der viste at omfattende protester kan stoppe miljøsvineriet.
Billedtekst:
Shell’s grønne image stopper, når det koster penge
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe