Socialistisk Arbejderavis
Nr. 117 – Juli 1995 – side 8
Derfor er der krig i Bosnien
En røverkrig om land og magt
Margit Johansen
Krigen i Bosnien skyldes ikke etnisk had eller krigslystne folkeslag, men kamp mellem grupper inden for den gamle herskende klasse.
De vestlige regeringers løsning på krigen i ex-Jugoslavien er at sende flere tropper og tungere våben til Bosnien.
Det er en løsning som ligger i tråd med opfattelsen af, at krigen skyldes, at de etniske grupper ikke kan leve fredeligt sammen. En fredsløsning hænger for dem sammen med en etnisk opdeling af Bosnien, en adskildelse, som skal forsvares af de såkaldt fredsbevarende styrker.
Men krigen hænger ikke grundlæggende sammen med etniske modsætninger. Siden 2. verdenskrig og frem til det første krigsudbrud i 1991 har de etniske grupper levet fredeligt sammen dør om dør og med et stort antal blandede ægteskaber.
Det etniske had er tværtimod oppisket af nationalistiske ledere, som ved sammebrudet af den Jugoslaviske føderation har brugt de etniske forskelle som undskyldning for at erobre så meget land som muligt.
En af myterne, som bliver brugt for at understøtte ideerne om, at krigen i ex-Jugoslavien skyldes etniske modsætninger, er, at Balkan historisk set altid har været præget af krig og had. Men i virkeligheden er det udefra kommende imperialistiske magter, der har gjort Balkan til et sprængfarligt område.
Slagmark for stormagterne
Balkan har for de vestlige stormagter været af strategisk vigtig betydning, fordi kontrollen over området sikrede adgangen til Mellemøsten og Asien fra Europa. Balkankrigen i 1913 var et resultat af, at stormagterne England, Frankrig og Rusland ønskede at fratage tyrkerne kontrollen over området.
Oprettelsen af de nuværende nationale skillelinier mellem serbere, kroater og slovenere blev skabt i 1918 som et resultat af 1. verdenskrig, hvor de sejrende imperialistike magter ønskede kontrollen gennem at have allierede i området.
Under 2. verdenskrig bliver Balkan igen skueplads for stormagternes kamp om herredømmet. Tyskland besætter Jugoslavien og indsætter et fascistisk styre i Kroatien, der slagter serberne og de antifacistiske kroater.
Begivenheder som de serbiske nationalister i dag bruger til at oppiske had mod kroaterne. Kommunisterne med Tito i spidsen indleder en partisankrig for at befri landet fra besættelsesmagten. Partisanerne vinder krigen, hvilket sætter dem i stand til at danne regering efter krigen. Det er også en væsentlig grund til at Jugoslavien i 1948 har styrken til at bryde med Sovjet.
Høje vækstrater og en voksende levestandard prægede den jugoslaviske økonomi under det økonomiske boom i 50’erne og 60’erne. Men det var en udvikling, der internt var meget ulige.
Mens de serbiske områder forblev forholdsvis fattige og underudviklede, så var Kroatien og Slovenien præget af en stærk økonomisk udvikling, der blev båret frem af en eksport til f.eks. Italien, Østrig og Vesttyskland. I 80’erne var bruttonationalproduktet pr. indbygger dobbelt så stort i Slovenien, som gennemsnittet for hele Jugoslavien. Slovenien stod for 25% af eksporten, mens kun 8% af befolkningen boede der.
Da den økonomiske krise begyndte at sætte sig igennem i 70’erne lånte Jugoslavien penge i Vesten bla. i den Internationale Valutafond, som til gengæld krævede, at centralstyret satte ind med hård krisepolitik i 80’erne.
Den økonomiske krise bliver yderligere forværret ved Sovjets sammenbrud, fordi det var Jugoslaviens vigtigste handelspartner.
Nedskæringer, voksende arbejdsløshed og en accelerende inflation, der udhulede lønningerne, var blot nogle af de værste konsekvenser af krisepolitikken. Konsekvenser der fik en voksende utilfredshed til at slå om i strejker og demonstrationer vendt mod regeringen. I ‘84 var der 100 registrerede strejker, mens der alene i første halvår af ‘88 var mere end 3000 strejker samt trusler om generalstrejker. Mange strejker vinder opbakning i hele Jugoslavien, som fx en minearbejderstrejke i Kosova i ‘89, der umiddelbart får støtte fra de slovenske minearbejdere. Men de regionale forskelle bevirker, at mange strejker ikke spreder sig til hele landet. Det giver de regionale herskende klasser mulighed for at bruge det nationalistiske kort som afledning for vreden mod krisepolitikken.
Nationalisme som splitter
Nationalismen styrkes samtidig af de øgede interesseforskelle, der er mellem republikkers magthavere. Kroatien og Slovenien begynder at nægte at betale til den udligningsfond, der bruges til at udligne noget af den økonomiske forskel mellem de rige og fattige republikker.
For at styrke det serbiske borgerskabs stilling i forbundstaten spiller den serbiske leder Slobodan Milosevic ud med en stærkt nationalistisk politik, der især rettes mod albanerne i Kosova.
Det ender med, at han i ‘90 fyrer omkring 100.000 offentligt ansatte albanere, der nægter at underskrive en loyalitetserklæring til Serbien. Milosevic styrker sin position, og da det samme år er en kroat, der skal overtage præsidentposten, nægter Serbien at anerkende ham.
Den herskende klasse i det rige Slovenien og Kroatien svarer igen med samme nationalisme, med tanke på at kræve selvstændighed og løsrive sig fra Jugoslavien. I Kroatien fyrer Trudman serberer ansat i den offentlige administration og erstatter dem med kroater.
Den endelige opløsning af Jugoslavien sker i juni ‘91 hvor Slovenien og Kroatien melder sig ud af forbundsstaten og erklærer sig for selvstændige. Svaret fra Milosevics er at sende den tidligere forbundshær JNA, der er serbisk kontrolleret, ind i Kroatien og Slovenien.
Sloveniens folkeforsvar får i løbet af 10 dage smidt JNA ud, mens kampene i Kroatien fører til, at landet bliver opdelt, og at FN i begyndelsen af ‘92 udstationerer 14.000 mand til at overvåge våbenhvilen.
Våbenhvilen giver den kroatiske leder Franjo Trudman og den serbiske leder Slobodan Milosevic mulighed for at gennemføre deres fælles plan om at dele Bosnien imellem sig.
Bosnien erklærer i marts sin selvstændighed og EF anerkender det, men det gør hverken Serbien eller Kroatien. Krigen i Bosnien er igang. Selvom Serbien har været drivende i opstarten af krigen så er de andre parter hurtigt med på den politik, der handler om at vinde territorier, og adgang til vigtige industriområder.
Indblanding udefra
Stormagterne blander sig tilligt i krigen for at varetage deres egne interesser. Tyskland støttede Sloveniens og Kroatiens selvstændighed, fordi Tyskland havde tætte økonomiske forbindelse til Slovenien og et godt forhold til den rige del af Balkan.
USA og EFs holdning var i udgangspunktet at fastholde et samlet Jugoslavien, fordi en krig på Balkan kan sprede sig til de umiddelbart omkring liggende lande og truer dermed også EFs stabilitet. Men med den tyske anerkendelse ruller bolden, andre lande følger efter både med anerkendelse af Slovenien, Kroatien og senere Bosnien.
Dermed bliver en alliance med en af krigens parter udgangspunktet for stormagterne, for det er der igennem de kan sikre sig indflydelse i området, når krigen er ovre. USA satser på muslimerne og Rusland på serberne. Samtidig kan de afprøve deres indbyrdes styrkeforhold i den nye verdensorden såvel stormagterne imellem Rusland, USA og EF, men også mellem EF landene internt.
Anerkendelsen af den etniske opdeling er den drivende kraft i krigen i Bosnien. For at et område kan anerkendes som serbisk, kroatisk eller muslimsk skal det være etnisk rent, derfor har alle krigens parter udført etnisk udrensninger i erobrede områder.
I Bosnien var kun 9 ud af 109 distrikter etnisk homogene inden krigen. I dag er der ingen som har et overblik, kampene ændrer hele tiden billedet. Kampene foregår derfor om de byer og områder, der stadig er etnisk blandede.
En krigslogik som de mange forskellige vestlige fredsplaner styrker, fordi de alle tager udgangspunkt i etnisk opdeling.
Freden kan kun komme gennem oprør nedefra
En fred dikteret af FN eller af stormagterne vil ikke løse problemerne. En varig fred skal skabes nedefra.
En FN-fred med etniske udrensninger og massefordrivelser er ikke nogen acceptabel løsning på krigen i Bosnien. De etniske grupper har før levet fredeligt sammen og kan gøre det igen. Men forudsætningen for det er, at de nationalistiske ledere, som har oppisket den hadske stemning, bliver væltet af almindelige mennesker i området.
Det er ikke så utænkeligt, som det måske kan lyde. Under strejkebølgen i 1988-89 gik solidariteten arbejderne imellem på tværs af de etniske forskelle vendt mod regeringen.
I 1993 og 94 var der store strejkebølger i Serbien, som har tvunget den serbiske præsident, Milosevic til ikke at blande sig i krigen i Bosnien. Også blandt de bosniske serbere vokser utilfredsheden med krigen. New Statement citerer en serbisk soldat for at sige:
“Da krigen brød ud, kunne man ikke høre et eneste ord mod Karadzic (den bosnisk-serbiske leder). I dag forbander alle ham.”
Det er kun et spørgsmål om tid, før almindelige serbere, kroater og muslimer finder ud af, at de kan stoppe krigen og lidelserne ved at stå sammen mod de nationalistiske ledere. Selv endnu mere barbariske og brutale røverkrige er blevet stoppet af oprør nedefra.
Første Verdenskrig, hvor millioner af arbejdere blev sendt til fronten for at kæmpe mod hinanden i forskellige nationers uniformer, blev afsluttet ved at soldaterne ikke længere ville kæmpe mod hinanden og arbejdere på fabrikkerne ikke længere ville betlae krigens omkostninger med hårdt slid og dårlig løn. De begyndte at gøre oprør. Fra Rusland, Ungarn og Tyskland spredte den revolutionære stemning sig. I langt mindre målestok kan det samme ske i ex-Jugoslavien.
Billedtekst:
FN og NATO har haft mere end svært ved at forklare deres indblanding og mangel på succes i ex-Jugoslavien.
Herskerne har pisket den nationalistiske stemning op, så arbejdere i Beograd har demonstreret mod albansk selvstyre i Kosova.
Se også:
SAA 117: FN og NATO ud af Bosnien
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed