Socialistisk Arbejderavis
Nr. 117 – Juli 1995 – side 11
“The Bell Curve”
Er det genernes skyld?
Dorte Lange
Er menneskers livsform og personlige egenskaber bestemt af det miljø, de er opvokset i, eller er det noget, hver enkelt har arvet fra tidligere generationer?
Den gamle debat om “arv eller miljø” har fået nyt liv, især med bogen “The Bell Curve” (Klokke-kurven), som udkom i USA i efteråret.
Forfatterne, Charles Murray og Richard Herrnstein, har fundet ud af, at sorte gennemsnitligt klarer sig dårligere end hvide i intelligenstests. De bruger så disse undersøgelser til blandt andet at foreslå fødselskontrol for de grupper i befolkningen, der har lav IQ, eftersom de mener, at der er en sammenhæng mellem lav IQ, fattigdom og kriminalitet. Altså racehygiejne på nye flasker.
Den måde at tænke på vækker mindelser om nazi-tidens raceteorier, men det er ikke nazisterne, der har opfundet racehygiejnen. Charles Darwins fætter, Francis Galton, mente at kunne påvise, at intelligens måtte være genetisk bestemt. Han havde kigget tilbage i generationerne i rige engelske familier og fundet ud af, at de alle havde højtstående sociale positioner.
Dermed konkluderede han, at nogle mennesker var disponeret genetisk for den slags. Han valgte åbenbart at overse, at disse mennesker i stedet for at arve intelligens, arvede de sociale positioner, som gav økonomisk mulighed for bedre uddannelser.
Ideen om racehygiejne er opstået i USA ud fra Galtons teorier, som påstod, at “negres gennemstnitlige intellektuelle standard er ca. 2 niveauer under vores.” Dette førte til, at man i 1924 i USA vedtog en lov om, at andre racer end den hvide skulle have mindre ret til at rejse ind i landet, for derved at imødegå en eventuel devaluering af intelligensniveauet som følge af raceblanding.
Holocaust
Nazisterne udførte denne logik i sin yderste konsekvens i drabet på millioner af jøder, sigøjnere og andre. Når den uhyggelige historie er kendt, er det foruroligende, at lignende tanker nu kommer frem igen i ly af gen-forskningen.
Trods den videnskabelige indpakning hviler teorien om, at menneskers intelligens ligger i generne, på et meget løst grundlag. For det første er det meget usikkert, hvad “intelligenskvotient” (IQ) egentlig udtrykker. For det andet er der aldrig påvist en direkte sammenhæng mellem gener og intelligens i stil med sammenhængen mellem gener og hårfarve.
Intelligenstests er ikke neutrale. Testene er lavet udfra en middelklassetankegang, og derved favoriseres medlemmer af denne klasse, som for øvrigt overvejende er hvide. Desuden fokuserer testene firkantet på det enkelte individ, selvom alle menneskets aktiviteter – bortset fra enkelte sportsgrene – bygger på samarbejde og evnen til at bidrage til kollektivet. Intelligenstests kan ikke bruges til andet end at teste evnen til at løse intelligenstests.
Ikke neutrale
Videnskabsmænd og forskere har en vis autoritet, men deres forskningsmetoder er ikke politisk neutrale. Den gennemgående forskningsmetode i videnskaben i dag, er reduktionisme. Det vil sige, at man reducerer de ting, man vil undersøge, for at finde den mindst mulige enhed, og deraf slutte sig til, hvad helheden består af. Et menneske består således af DNA-koder, og udfra disse DNA-koder kan man slutte sig til hvordan dette menneske vil se ud.
Denne tankegang fører til, at man nu mener, at når videnskaben om nogen tid kan kortlægge alle DNA-koder, så vil man ikke kun kunne sige om personen har rødt eller sort hår. Man vil også kunne sige noget om personens sindelag, ligefra hidsighed til skizofreni, og om personen mon vil blive en morder.
Med reduktionismen i genforskningen er den biologiske holdning om, at menneskets karakter og levevis er arveligt bestemt, kommet i offensiven.
Helheden
Men man kan videnskabeligt tilbagevise den biologiske holdning til for eksempel intelligens. En anden videnskabelig holdning siger nemlig, at en helhed består af mere end summen af enkeltdelene. Sagt på en anden måde: Et individ er ikke kun det, som man kan aflæse ved at analysere individet isoleret set. Man må se på samspillet mellem individet og dets omgivelser. Dette samspil betyder nemlig, at individet er i dynamisk forandring hele tiden.
Forandringen sker ikke kun, fordi individet passivt påvirkes af omgivelserne, men også fordi individet forandres, når det selv aktivt griber ind i og forandrer sine omgivelser. På den måde bliver intelligens et dynamisk begreb og altså ikke noget, der er fastlagt én gang for alle.
Spørgsmålet om hvilken holdning til videnskab der bør være gældende, beror imidlertid ikke på fornuft, men på politiske interesser.
Men det er næppe så meget de videnskabelige landvindinger der får “arv-tilhængerne” til at vejre morgenluft, som det er de politiske muligheder de ser i denne forskning. Begrundelsen for, at ideerne kommer frem igen er, at for overklassen er det en bekvem ideologisk forklaring på problemer som fattigdom og arbejdsløshed.
Den republikanske højrefløj i USA bruger således påstandene i “The Bell Curve” til at angribe socialhjælp og positiv diskriminering af etniske mindretal i forhold til uddannelsesstøtte.
Hvis det lykkes for dem at forklare, at skizofreni, alkoholisme, hjemløshed og dårlige skoleresultater skyldes det enkelte individs medfødte egenskaber, kan det trække opmærksomheden væk fra de opvækstbetingelser, folk har i et konkurrencesystem, hvor succes for de få er betinget af en masse menneskers undergang.
Billedtekst:
Kan intelligens måles?
Favorisering af eliten
Kvaliteten af undervisningen i folkeskolen er kommet til debat efter at det blev offentliggjort, at danske børn i 3. klasse læser dårligere end stort set alle andre børn på samme alder i Europa.
Hvis man ser på de nedskæringer folkeskolen har været udsat for i de sidste 10 år, ville det have undret mere, hvis danske børn kunne have holdt standarden.
Men i stedet for at se på de reelle forhold for børn og lærere, ønsker de, der skal forklare dette systems dårligdomme, at gøre problemerne til noget individuelt for det enkelte barn. Derfor foreslår de intelligenstests af børn allerede før 1. klasse med det erklærede formål at kunne tilrettelægge undervisningen ud fra de enkelte elevers behov.
Men sådanne tests siger intet om, hvad barnet vil kunne udvikle sig til, hvis det fik gode betingelser for det. Ideen om, at man kan teste intelligens bygger på et statisk intelligenssyn. Det er imidlertid pædagogisk anerkendt, at intelligens er noget, der kan udvikle sig, hvis betingelserne for det er til stede. En af betingelserne er mulighed for aktivitet, fordi man forandrer sig selv, når man griber ind i og er med til at forandre tingene omkring sig.
Med de heftige nedskæringer i skolen begrænses muligheden for aktivitet, og undervisningen bliver derfor passiviserende for børn.
Nedskæringer
Ideen om at intelligensteste børn er inspireret af "The Bell Curve" (klokkekurven). Den skulle vise, at børn fordeler sig intelligensmæssigt i en kurve der har form som en klokke, med få børn med henholdsvis høj og lav intelligens og en stor gruppe i midten. Ifølge den tankegang er det synd for både den lille gruppe velbegavede børn, og den lille gruppe "dårlige" børn, at skolen ikke kan imødekomme deres behov.
Men resultatet af mange års nedskæringer i skolen har ført til, at man i stedet for en “klokkekurve” har “Matthæuseffekten” i skolen. Det vil sige, en kurve der har form som et “M”, med en voksende gruppe børn, der klarer sig nogenlunde, og en lignende gruppe, der tabes mere og mere. Desuden står der i Matthæusevangeliet, at “de som har skal gives, og de som intet har skal alt tages fra”.
Dette kendetegner skolens sorteringsfunktion. Børnene bliver sorteret i forhold til de klasser, de kommer fra, og som de skal ud og leve i som voksne. Og trods alle erklærede hensigter om det modsatte, så vil en opdeling af skolebørn efter intelligens føre til favorisering af en lille elite, der i forvejen klarer sig godt i skolen, på bekostning af børn fra arbejderfamilier.
Solidaritet
Utilfredsheden med betingelserne for undervisning har betydet en stor nej-procent til det nye mæglingsforslag til lærernes overenskomst. Kamp mod nedskæringer betyder, at solidaritet og tro på, at mennesker kan forandre og forbedre sine levevilkår, bliver et modsvar til de reaktionære og racistiske ideer om, at vores liv er bestemt på forhånd.
En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at den sociale baggrund er afgørende for, hvor høj en uddannelse man får:
35% af drengene fra højtuddannede familier tog selv en videregående uddannelse – kun 3% af drengene og næsten ingen af pigerne med ufaglærte forældre kom på universitet.
Af den dygtigste tredjedel i 7. klasse endte 49% af de veluddannedes sønner og 25% af døtrene på universitetet. Kun 10% af de ufaglærtes sønner i denne gruppe kom så langt. Blot én procent af de dygtige piger fra ufaglærte hjem fik en videregående uddannelse.
Undersøgelsen viser, at der i skolen finder en sortering sted ud fra forældrenes sociale status – elevernes faktiske evner kommer i anden række. Det er den sortering, som mange politikere vil forstærke, når de taler om at tage endnu større “hensyn” til eliten i folkeskolen.
“Not in our genes” af Steven Rose m.fl.
Bestilles hos Internationale Socialisters Forlag, tlf. 35 37 80 95.
Pris 75 kr.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed