Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 118 – August 1995 – side 5

Ri-Bus chaufførerne

Gør udmattelseskrigen til storstrejke

Hans Erik Madsen

Udmattelseskrigen skal vendes til en offensiv. Der skal masseblokader og sympatistrejker til for at knække Ri-Bus og VKZ-flertallet i Ribe Amtsråd.

Ri-Bus mangler fortsat 50 chauffører – de har kun knap 30 – og busdriften er en parodi. VKZ flertallet, med Venstre i spidsen, holder Ri-Bus ved rattet. De bruger Ri-Bus konflikten i deres ideologiske felttog for privatisering – for liberalisme og egoisme. De vil have chaufførerne og fagbevægelsen ned med nakken.

Derfor giver de Ri-Bus lang snor. Deres håb er, at chaufførerne kører trætte, at støtten til dem smuldrer, og blokaderne bliver mindre og mindre.

I den sammenhæng er politiets indsats vigtig. De optræder bevidst provokerende for at skræmme folk væk fra blokaderne. Hundebid, vilkårlige anholdelser, tørre tæsk og brugen af benlås er deres metoder. De lever helt op til deres rolle som kapitalens tro lejesvende.

Men virker det? Har Venstre grund til optimisme?

Nej. Situationen efter ferien er status quo. Det lykkedes ved hårdt slid chaufførerne og støttekomiteerne at fastholde blokaderne i juli måned.

Moralsk støtte

Opgaven er nu at få genetableret solidaritetsarbejdet på landets arbejdspladser. Af to grunde. Det er herfra, at den moralske støtte skal komme. Stemningen i befolkningen sætter den store dagsorden for selve styrkeforholdet i Esbjerg, dvs. om Ri-Bus har let eller svært ved at hyre chauffører, om folk vil eller tør køre med busserne, om de fyrede chauffører kan holde gejsten oppe sammen med kernen af seje blokadevagter osv.

Men at få støtten til Ri-Bus konflikten rejst på arbejdspladserne – både i Esbjerg og landet over – er også vigtig af en anden grund. Det er her nøglen til at vinde findes: hyppige masseblokader og sympatistrejker er et signal til VKZ-flertallet om, at solidariteten bag de fyrede er så stærk, at deres håb om at udmatte chaufførerne er drømmeri.

For at få udmattelseskrigen vendt til en offensiv fra “vores” side må chaufførerne ud på landets arbejdspladser, fagforeningskontorer og uddannelsessteder igen og fortælle om konflikten. Ligesom der må indkaldes til et landsdækkende tillidsmandsmøde fulgt op af lokale tillidsmandsmøder. Her må masseblokader og aktionsdage sættes til diskussion.

Hvor er toppen?

Mange spørger: Hvor bliver støtten fra fagforeninger, forbundstoppen og arbejderpartierne af? Partiernes folketingsgrupper kunne sende blokadevagter hver uge! Ansatte og tillidsvalgte i forbundene og fagforeninger kunne deltage i blokaderne hver uge! Akkurat ligesom deres medlemmer og vælgere gør! Hvorfor kan hver af SiDs 325 afdelinger ikke sende 5 blokadevagter om ugen?

Hvorfor sker det ikke? Er man uenige? Er SiD bange for organisationsansvar? I 1984 fik SiD en bod på 20 millioner for at have støttet HT-konflikten. Men de var givet godt ud. For konflikten handlede om, at en brandmand, som for øvrigt var medlem af Venstre, meldte sig ud af SiD og ind i Danmarks Frie Fagforeninger.

I 1984 blev konflikten vundet – “udbryderne” blev fyret – og de borgerlige fik en over snuden. Er Ri-Bus konflikten ikke mindst 20 millioner værd for SiD toppen?

HT-konflikten i 1984 blev ikke vundet i kraft af SiDs støtte. Sejren kom i hus, fordi omfattende sympatistrejker blev sat igang. HT-området var strejkeramt i 12 dage. Men HT-konflikten blev vundet med en klar opbakning fra SiD-toppen. Den opbakning har Ri-Bus chaufførerne stadig til gode.

Uanset toppen i partierne og fagbevægelsen så kan  kampen vindes.

Aktionsdagen den 20. april – hvor op mod 250.000 lod Danmark gå i stå og masseblokaderne 1. og 27. juni skal følges op.

Det vil vise det borgerlige Danmark, at vi ikke bøjer nakken, og det giver fornyet næring til den daglige kamp med at organisere og opretholde blokaderne i Esbjerg.

Se også:
SAA 118: Læren af kampen mod Ri-Bus
SAA 118: Politiets støtte til Ri-Bus: Koster os dyrt

Flere artikler fra nr. 118

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
Ribus-strejken

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1884 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside