Socialistisk Arbejderavis
Nr. 118 – August 1995 – side 7
Hvad mener socialister om krigen i Bosnien?
Krigen i det tidligere Jugoslavien har taget en farlig vending efter Kroatiens storoffensiv mod de kroatiske serbere i Krajina-området. Offensiven har skabt en enorm strøm af flygtninge – denne gang af serbere, som flygter fra den kroatiske hær.
I kølvandet på Kroatiens offensiv har den danske regering og medierne stillet sig på Kroatiens side. Den danske hær bortforklarer ligefrem, at en af dens egne soldater blev dræbt af en kroatisk granat, idet de ikke mener, at granaten var affyret for at dræbe.
Den danske regerings holdning ligger direkte i forlængelse af den debat, som startede i aviserne i juli måned. Især to forslag er fremme i debatten. Det ene går på at give de bosniske serbere en advarsel de ikke kan misforstå, nemlig “Bomb serberne væk”. (Ekstrabladet 19.juli) Dette forslag støttes af folk i regeringen og dele af den borgerlige opposition.
Det andet forslag går på at ophæve våbenblokaden, først og fremmest for den bosniske regeringshær. Flere af Enhedslistens folketingsmedlemmer og kulturpersonligheder står bag kravet i uskøn alliance med Peter Duetoft fra CD.
I Socialistisk Arbejderavis har vi gang på gang argumenteret for tre hovedpunkter: For det første at både de bosniske, kroatiske og serbiske ledere fører en krig om magt og områder på Balkan, og at alle parter laver etniske udrensninger i de områder, de erobrer. For det andet, at FN og NATO hverken kan eller vil skabe fred på befolkningens præmisser, derfor skal de ud af området.
For det tredje peger vi på, at det er ofrene for krigens vanvid – soldaterne, arbejderne og den krigstrætte befolkning – som kan skabe fred ved at vende sig imod deres nationalistiske ledere. Det vil være den største garanti for at stoppe en mulig udvidelse af krigen til Kosova og Makedonien – eller sætte større dele af verden i flammer.
Socialistisk Arbejderavis vil forsøge at besvare nogle af de spørgsmål, som stilles om krigen i Bosnien.
Er det ikke primært de bosniske serbere, der står for etnisk udrensning?
Nej, det er en politisk praksis alle krigsførende parter anvender.
Men den vestlige presse fortæller sjældent om krigsforbrydelserne, der bliver begået af deres allierede, Kroatien og Bosnien. Bosniens muslimer har været de største ofre for kampene indtil nu.
Men i de perioder, hvor den bosniske hær militært har været i offensiven, har de benyttet de samme metoder: overgreb, voldtægt og etnisk udrensning, fx. i den serbiske landsby Bratunac i 1992. Det engelske tidsskrift Economist skrev d. 15.7.95, at baggrunden til den fornyede opblussen af krigen skyldes at “40.000 serbere for nylig har mistet deres hjem, fordi de er blevet fordrevet fra det centrale Bosnien af den bosniske regeringshær og fra Vestslavonien af de kroatiske militser.”
Men er det ikke rigtig at den bosniske regeringshær har et multi-etnisk udgangspunkt?
Nej, den Bosniske præsident Izetbegovic´s parti, SDA, er udelukkende for muslimer. Kroatere og serbere er renset ud af regeringshæren.
Izetbegovic har stillet forslag om at Bosnien skulle ledes af hans rent muslimske parti SDA, selv om halvdelen af befolkningen i Bosnien består af serbere og kroater. Det britiske dagblad Guardian har beskrevet, hvordan Izetbegovic anvender “den etniske sekterismes sprogbrug lige så ivrigt som sine modstandere”. Dette faktum bliver også beskrevet i bogen “Mordet på Sarajevo” af den bosniske journalist Vukovic.
Vagn Rasmussen bekræfter også dette i Det Fri Aktuelt (27.7.95):
“Rent faktisk er Tuzlas borgmester Selim Beslagic den eneste socialdemokratiske borgmester i hele Bosnien! I alle andre områder er traditionen for øjeblikket stærkt svækket, og nationalister har overtaget magten over samfundet og over hæren.”
Vil den eneste reelle løsning ikke være, at FN og NATO mere håndfast forsøger at skille de stridende parter, og om nødvendigt forsvarer de "sikre zoner" med militær magt?
I dag er det tydeligt, at FN, EU og NATO har spillet fallit i ex-Jugoslavien. Men som det står i pjecen “Bosnien – krig uden ende?” fra Internationale Socialister: “FNs fallit som politisk faktor skyldes først og fremmest uenigheder mellem stormagterne som følge af forskellige interesser.”
Når USA ønsker ophævelse af våbenblokaden er det dels den amerikanske våbenindustris ønske om indbringende våbenhandel, og dels langsigtede økonomiske interesser i at fastholde en alliance med den muslimske fronts politiske allierede i oliestater som Saudi-Arabien og Iran.
Rusland har placeret sig centralt sammen med de serbiske magthavere og indgået militære, politiske og kulturelle aftaler – som skal bane vejen for Ruslands økonomiske interesser. Tyskland har som den stærkeste magt i EU befæstet sine primære interesser i Slovenien og Kroatien.
Danmarks indsats i Bosnien er meget betydelig i forhold til landets ringe størrelse, såvel militært som med nødhjælp. Den krigs-liderlige forsvarsminister Hækkerup udtaler, at Danmark ikke kan “nøjes med” kampvogne og nødhjælp, og udelukker ikke at Danmark skal bidrage til Nato's særlige udrykningsstyrke.
Til Det Fri Aktuelt 18.7.95, siger han at “Omkostningerne for den humanitære indsats og i form af FN-soldater, der bliver såret eller dræbt, vil blive øget.” Den humanitære indsats tynger åbenbart ikke EU, som i foråret skar nødhjælpen ned til en tredjedel. De vestlige magters rolle i Ex-Jugoslavien har ikke betydet mere fred, men reelt støttet den etniske opdeling af ex-Jugoslavien som Tudjman fra Kroatien og Milosevic fra Serbien aftalte i deres plan for deling af Bosnien i 1992.
Reelt har EU accepteret denne etniske delingsplan. At snakke om intervention nu betyder, at man stiller sig på samme side som Tudjman og Izetbegovic imod de bosniske serbere.
Et serbisk nederlag ville betyde nye massakrer og fornyede etniske udrensninger, som driver serberne ud af de områder, de bor i. Det kan trække Serbien ind i krigen – og muligvis Rusland, og sprede krigen til en række andre Balkanlande.
Er snakken om en klasseløsning, at arbejderne på tværs af Ex-Jugoslavien og etniske skel kræver fred, ikke fuldstændig abstrakt?
Det er rigtigt, at nationalismen står stærkt i Bosnien, Kroatien og Serbien.
Men det er også rigtigt, at krigstrætheden er stor. Omkring jul 1994 var der en stor strejke blandt jernbanearbejderne i Kroatien, hvor de besatte deres arbejdsplads og truede den kroatiske regering med at tage våbnene med, hvis deres krav om højere løn ikke blev indfriet. De vandt!
Selv om den kroatiske regering i øjeblikket kan høste stor tilslutning på grund af offensiven mod Krajina-serberne, så kan utilfredsheden hurtigt bryde ud, når regningen for krigen skal betales i form af dræbte og mangel på almindelige forbrugsvarer.
I Serbien var der en omfattende strejkebølge i 1993 og i begyndelsen af 1994. Der rapporteres om stigende modstand mod krigen. I begyndelsen af juni skrev tidsskriftet New Statesman om stigende vrede i den bosnisk-serbiske “republik” imod Radovan Karadzics regime. En serbisk soldat siger: “Da krigen brød ud, kunne man ikke høre et ondt ord imod Karadizic. I dag forbander alle ham.”
Ved slutningen af første verdenskrig førte krigstræthed til en revolutionær bølge i Vesteuropa og Rusland. Flere og flere soldater indså, at de blev sendt på slagmarken for at slagte deres brødre og søstre i andre lande, fordi magthaverne kæmpede om markeder og magt.
For socialister i og udenfor ex-Jugoslavien bør svaret være det samme, som det var for revolutionære under første verdenskrig: at man skal forene sig mod de magthavere og snyltere, der tjener på krigen – og pege på en socialistisk løsning, hvor folk kan opbygge et liv uden krig og profitjagt.
Billedtekst:
FN’s tilstedeværelse forhindrede ikke Kroatiens offensiv mod Krajina, hvor over 100.000 serbere blev drevet på flugt.
Se også:
SAA 118: IS-pjece: “Bosnien – krig uden ende”
SAA 118: Læserbrev: Brikker i et spil (Bosnien)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed