Socialistisk Arbejderavis
Nr. 118 – August 1995 – side 10
Reform eller revolution
Dorte Lange
Forsøget på at indføre socialisme gennem reformer har fået SF til at føle sig ansvarlig for kapitalisternes konkurrenceevne og acceptere nedskæringer og lønnedgang.
Socialister ønsker at forandre verden. Det er fælles for medlemmer af Socialistisk Folkeparti (SF) og Internationale Socialister (IS), at vi ønsker forurening, sult og arbejdsløshed standset.
Men enigheden hører hurtigt op, når vi diskuterer, hvordan projektet om en bedre verden skal lykkes.
SF mener, at socialister, hvis de får stemmer nok, kan gennemføre reformer i Folketinget, der vil sætte de menneskelige behov i højsædet og trænge hensynet til profit og økonomisk konkurrence mellem virksomhederne i baggrunden.
IS mener, at fænomener som sult, krig, fattigdom og arbejdsløshed hænger uløseligt sammen med det økonomiske system, vi lever i, nemlig kapitalisme.
Kapitalismen er også kendetegnet ved, at det er et lille mindretal af befolkningen, der ejer virksomhederne, og de bestemmer, hvad der skal produceres udfra, om det kan betale sig eller ej. Det såkaldte demokrati i folketinget er derfor ikke særlig demokratisk, for magten over økonomien ligger ikke i folketinget. Den til enhver tid siddende regering er nødt til at tage hensyn til betalingsbalance og nationale virksomheders konkurrencedygtighed i forhold til udlandet. Ellers bliver landets økonomi helt til rotterne.
For at skabe et reelt demokrati, hvor det store flertal af almindelige mennesker selv kan bestemme over deres eget liv i samarbejde med andre, er det nødvendigt, at de erobrer magten fra den klasse der har den nu. Altså laver revolution.
Gammel diskussion
Diskussionen om reform eller revolution er gammel. Den er lige så gammel som det system, socialister ønsker forandret.
Reformvejen er den, der umiddelbart virker mindst besværlig. Det naturligste ville vel være ved fornuftens brug gradvist at omdanne systemet til menneskers fordel. Altså, som SF siger, at opnå at kunne styre markedskræfterne demokratisk.
Men er det muligt at tøjle de mekanismer, som kapitalismen fungerer under? Og hvad sker der med ens politik, hvis man prøver?
Socialister i både SF og IS hilser naturligvis reformer velkommen. For eksempel var orlovsordningerne en god ting. De gjorde det muligt for forældre at bruge et halvt år sammen med deres børn, som ellers risikerer at vokse op uden, forældrene opdager det, fordi al deres tid bruges på at sikre arbejdsgivernes indtjening. Dejlig reform.
Nu skal den imidlertid afskaffes, fordi den er for dyr. Der var for mange, der brugte den. Enhver reform, der kommer mennesker til gode, er nemlig samtidig en belastning for systemet. Hvis man satser på et bedre liv for arbejdere gennem reformer, må man være indstillet på at danse et skridt frem og to tilbage på grund af de mekanismer, der er i kapitalismen.
Kapitalismen som system er baseret på konkurrence mellem virksomheder. Det er nødvendigt for den enkelte virksomhed at producere billigst muligt for at bevare kunderne og undgå, at konkurrerende virksomheder løber med dem. Den bedste måde at producere billigt på er ved at have så få ansatte som muligt, få dem til at arbejde mest muligt og betale dem mindst muligt i løn. Derfor hører vi meget om, hvordan den danske økonomi (læs: danske virksomheders økonomi) står i konkurrencen med den udenlandske økonomi. Især lige op til overenskomstforhandlinger. Arbejderne skal helst få det indtryk, at de har fælles interesser med danske virksomhedsejere, og at de bør hjælpe dem med at deltage i konkurrencen ved at arbejde billigere end arbejdere i andre lande.
Når SF ikke stiller et alternativ op til markedskræfterne, der bygger på konkurrencen, så må de også acceptere argumentet om lave omkostningsniveauer og løntilbageholdenhed for at tilgodese den. Og det gør de. Det er derfor ikke mærkeligt, at SF i kommunerne stemmer for nedskæringer, eller at Margrethe Auken op til SFs landsmøde siger, at Danmark må "kontrollere flygtningestrømmen" for at holde omkostningerne nede.
Hvert år gennemføres stramninger af finansloven, som betyder dårligere leveforhold for dem, der i forvejen har det dårligt. Arbejdsminister Jytte Andersen (SD) slår i øjeblikket på tromme for, at endnu flere grupper af arbejdsløse skal smides ud af dagpengesystemet og over på bistandshjælp. Hun gør det ikke, fordi hun er en ond person, men af ansvarlighed for systemet.
Enten eller
SF vil være nødt til at gøre det samme. De taler om at "tøjle markedskræfterne", men hvis man siger ja til at administrere systemet, må man lade det få muligheder for at leve, hvilket står i modsætning til menneskelig velfærd. Det er enten eller.
Det vidste Jes Lunde, da han i 1986 udtalte sig som finanspolitisk ordfører for SF, om hvad virksomhedsejerne kunne forvente af SF, hvis de kom i regering med Socialdemokratiet: “Vi vil føre en økonomisk politik, der bliver langsigtet og stabil, så virksomhederne ved, hvad de har at gøre med. Der er ingen grund til panik... Vi er nødt til at bremse meget hårdere op over for privatforbruget. Vi vil kun tillade en årlig forbrugsvækst på omkring en halv procent. Alle lønmodtagere med indkomster over gennemsnittet skal regne med et betydeligt fald i købekraft.”
Det lyder mere som en tøjling af menneskelig velfærd end en tøjling af markedskræfterne.
Billedtekst:
Det er ikke folketinget, der har den reelle magt i samfundet. Den ligger hos de kapitalister, der bestemmer hvad og hvordan, der skal produceres.
Vi har brug for en revolution
Hvis man ønsker velfærd for almindelige mennesker, så går der ingen vej uden om at sætte markedskræfterne ud af spil.
Alternativet til markedet er planøkonomi. Det vil sige, at det er mennesker, der styrer økonomien og ikke økonomien, der styrer mennesker. Ved demokratiske beslutninger vedtages det hvilken produktion, der satses på, og det besluttes udfra menneskelige behov.
Problemet er, at mange socialister troede, der var planøkonomi i Sovjetunionen og i Østeuropa, og da de systemer gik neden om og hjem, forkastede de fleste ideen om planøkonomi. Men der var aldrig planøkononi i Sovjet og i Østeuropa.
Hvis der skal være planøkonomi, skal det være almindelige mennesker, der har magten over økonomien. Det var det ikke i Sovjet. Det var en lille bureaukratisk elite, der besluttede, hvad der skulle produceres, og deres beslutninger blev ikke taget udfra menneskelige behov, men udfra Sovjets interesser på verdensplan. De interesser var styret af konkurrencen, for Sovjet var en del af det kapitalistiske verdenssystem, hvor overlevelse er betinget af, om man vinder den konkurrence eller ej.
Verdensrevolution
Eftersom Sovjet og Østeuropa hele tiden lå i 2. division i den konkurrence, så er det også her, man ser nogle af de værste miljøsvinerier. Det kom af, at de var nødt til at producere så billigt som muligt for at forsøge at følge med. Konkurrencen i kapitalismen kører ikke kun mellem virksomheder, den kører også mellem stater. Derfor mener IS, at almindelige menneskers demokratiske kontrol over produktionen må være international.
OK, men hvorfor så ikke søge indflydelse i ens nationale parlament mens vi venter på verdensrevolutionen, ville nogen måske spørge.
IS afviser ikke at arbejde i Folketinget. Det kan give mere opmærksomhed om ideerne om socialisme. Men hvis de ideer skal fremføres, skal det ske ved at pege på almindelige menneskers kamp for bedre levevilkår og mod nedskæringer som den sociale kraft, der kan ændre verden. Hvis man som SF går ind på systemets præmisser og vælger at skære ned, så kommer man i modsætning til den kraft og i modsætning til ideen om socialisme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed