Socialistisk Arbejderavis
Nr. 119 – September 1995 – side 4
Socialdemokrati i krise
Udmanøvrering af svag venstrefløj
Charlie Lywood
Med valget af Ole Stavad til anden næstformand – sammen med Birthe Weiss – har Poul Nyrup cementeret sin position i Socialdemokratiet.
Med Pia Gjellerup som gruppeformand, Mogens Lykketoft som partiets strateg og Stavad som den interne organisator sidder det trekløver, der stod bag slagtningen af Auken som partileder i 1992, nu på alle relevante magtpositioner.
Men det var kun med lodder og trisser, at det lod sig gøre. Elise Pedersen fra Fyn, som er en velkendt venstrefløjssocialdemokrat, fik over 40% af de afgivne stemmer i hovedbestyrelsen og markerede derved, at der er en udbredt utilfredshed med Socialdemokratiets glidende kurs mod højre. Spørgsmålet er, om utilfredsheden kan manifestere sig politisk og organisatorisk.
Venstrefløjens odds ser ikke for gode ud. Hardy Hansen fra SiD har gentagne gange hudflettet den nyliberalistiske fløj omkring ledende DSU’ere, som bakkes op af partiets grå eminence, Mogens Lykketoft. Men Hardy Hansens stemme står tit alene og bliver svækket, idet Villy Strube, inkarneret Nyrup-mand, ventes at overtage formandsposten i SiD.
LO toppen bakker 100 procent op bag “fornyelses”-processen, som er en følge af Socialdemokratiets midtersøgende kurs i 90’erne efter formandsopgøret.
Uskadeliggjort
Også Svend Auken, der selv blev offer for kursændringen, bakker partiledelsen op. Og venstrefløjen med MF’ere som Holger Graversen og Lone Møller, som tit har råbt vagt i gevær overfor angreb på arbejderklassen, ser ud til at være uskadeliggjort gennem deltagelse i Socialdemokratiets “velfærds-tænketank”, der har Ole Stavad som formand.
Udviklingen i Socialdemokratiet i Danmark er parallel med, hvad der sker i andre lande. Både i Sverige, hvor Socialdemokratiet har stået for de værste nedskæringer i velfærdsstaten siden anden verdenskrig, og i Storbritannien og Tyskland vinder højrefløjen frem.
Baggrunden er, at kapitalismen som system er i “deep shit”, og intet tyder på, at det bliver bedre. Socialdemokratiets eksistensberettigelse er at forsvare arbejderklassen mod kapitalismens luner. I dag er der ingen mulighed for reformer, som giver fremskridt. Tværtimod kræver arbejdsgiverne dybtgående indhug i områder som arbejdsløshedsdagpenge, retten til orlov, bistandsydelser, børnechecken, folkepensionen og flere privatiseringer, højere produktivitet, længere arbejdstid mm.
Den benhårde konkurrence indenfor kapitalismen kræver disse angreb. Socialdemokratiet er enig i, at der skal ske “reformer”, fordi de accepterer denne konkurrencelogik. Men samtidig repræsenterer Socialdemokratiet de folk, som “reformerne” går ud over.
Loyale
Da Anker Jørgensen overgav regeringsmagten til Schlüter i 1982, var det først og fremmest, fordi LO ikke ville kunne lægge ryg til de angreb på arbejderklassen, som systemet krævede for at kunne fungere.
Så selvom LO er loyale overfor Nyrup i dag, kan de presses af utilfredsheden fra neden. Dét pres ønsker Nyrup at være fri for, og derfor skal de kræfter i partiet, der ønsker at bevare “presset fra neden” udmanøvreres.
Venstrefløjen er afvæbnet, fordi deres alternativ, forsvar for de svage, i dag er umuligt uden et opgør med markedsøkonomien og inddragelsen af en aktiv arbejderklasse, som bekæmper angrebene. Det vil de ikke. Det viser Ri-Bus kampen.
De kan kun protestere fra sidelinjen. Det haster med at opbygge et parti, som kan forbinde arbejderklassens forsvarskamp med et socialistiske alternativ til kapitalismen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed