Socialistisk Arbejderavis
Nr. 119 – September 1995 – side 11
Politiet
Forfølger blokadevagter, men beskytter nazister
Ellen Christensen
I Roskilde, og i mindre omfang i Greve, har politiet udmærket sig som vagtværn for nazisterne, og i Esbjerg bruges en masse energi på politisk forfølgelse af fagligt aktive arbejdere.
Statens ordenskorps har på det seneste gjort sig bemærket som andet end trafikregulanter og vejvisere for turister.
Nazisterne havde lørdag den 19. august bebudet en march gennem Roskilde. Anti-racister havde anmeldt en moddemonstration. I første omgang søgte politiet at beskytte nazisterne ved at flytte den anti-racistiske demonstration til et andet sted i byen. Det viste sig imidlertid ikke at være nok.
Arbejdere, pensionister og studerende i Roskilde ønskede ikke at se nazister i deres by og lavede spontane demonstrationer imod dem. Så hårde var angrebene, at nazisterne blev tvunget til at forlade byen. Så skulle roen jo sådan set været genoprettet. Men det mente politiet ikke.
De gik til angreb på anti-racisterne, der havde sat sig ned på nazisternes forventede rute. Med tåregas og hunde blev anti-racisterne jagtet gennem byen.
Ifølge politimesteren i Roskilde var problemet, “at ‘almindelige borgere’ deltog så aktivt i slagsmålene”. Han mente, at politiet havde styr på nazisterne og på anti-racisterne, men at opgaven bliver vanskeligere for politiet, når ‘almindelige borgere’ deltager så aktivt. Hans løsning er at forbyde både nazistiske og anti-racistiske demonstrationer.
Fængsler aktive
I Esbjerg har byretten varetægtsfængslet ledelsen af støttekomiteen for de fyrede Ribus-chauffører og en af de fyrede chauffører. Sigtelsen lyder på organisering og finansiering af hærværk mod skruebrækker-chauffører og bygger dels på fundet af en sum penge og dels på et par vidneudsagn.
Pengene stammer fra indsamlinger på arbejdspladser. Det er meget almindeligt og nødvendigt i konfliktsituationer, at arbejderne får støtte, også økonomisk, fra andre arbejdspladser. Det er dyrt at være i konflikt. Derfor er der ikke noget mystisk eller overraskende i, at politiet ved en ransagning kan finde et beløb i kontanter.
Den anden del af politiets beviser er et par vidneudsagn. De stammer fra to unge mænd, der blev anholdt i forbindelse med noget hærværk. I dag optræder de to unge mænd i medierne med deres historier: de har fortrudt, men det er altså nogle andre, der har lokket dem til det.
Ikke første gang
Det minder om en lignende sag for nogle år siden. I forbindelse med den store havnestrejke i 1982-83 satte et par havnearbejdere, i Esbjerg, ild til en foderstofsilo på havnen. Under politiets afhøringer angav de Esbjerg-havnearbejdernes talsmand, Karl Jørgensen, som initiativtager til ildspåsættelsen.
Han sad varetægtsfænglet i et halvt år, det meste af tiden i isolation. Da hans sag endelig kom for retten, måtte sigtelsen frafaldes, da de to havnearbejdere uden forbehold trak deres anklager tilbage og beskyldte politiet for at have udsat dem for et stort psykisk pres.
Ved fængslingen af de tre aktivister i Esbjerg har anklagemyndigheden, dvs politimesteren, forlangt dørene holdt lukket for offentligheden. Derved undgår politiet at blive kigget i kortene med hensyn til bevisernes styrke.
Men det er naturligvis forholdsvis nemt at knække et par unge hærværksmænd med henvisning til de lange fængselsstraffe, de ellers risikerer at se i øjnene.
Skruebrækkere
Fængslingen af de tre aktivister er kun det sidste skud på en lang, aktiv politiindsats i forbindelse med den lange Ribus-konflikt. Hele vejen igennem har politiet trofast støttet Ribus-selskabet og deres skruebrækkere. Dels gennem dagligt massivt opbud ved garageanlægget og dels ved at jage aktivister over hele byen. Anholdelser og ransagninger hører til dagens (u)orden.
Politiet har ført sig frem med uhørt brutalitet over for blokadevagterne foran garageanlægget. Hunde er blevet brugt flittigt. Anholdelserne falder i flæng.
Men trods den massive indsats har det ikke været muligt for politiet at skræmme aktivisterne væk, og derfor griber de nu til fængslinger og sigtelser for hærværk.
Farlige voldsmænd
Det er ikke kun når det gælder strejker og aktioner, at politiet optræder brutalt overfor arbejderklassen
Under jagten på de undvegne fanger fra Vridsløselille Statsfængsel, stormede politiet et sommerhus i Rørvig. De havde fået et falsk tip om, at nogle af fangerne skulle opholde sig i huset.
Øvelse – i hvad?
Under ransagningen – som politiet selv omtalte som en øvelse – blev huset mere eller mindre smadret. “Det er ren vandalisme. Hvis man leder efter mennesker burde man vide, at man ikke finder nogen bag et spejl som hænger på væggen,” udtaler Kurt Larsen, indehaver af huset, til Ekstra Bladet. Da de kampklædte var færdige med deres hærgen, fik han bare besked på at sende regningen.
I Gladsaxe måtte retten totalt frifinde en psykisk udviklingshæmmet mand for en række voldtægtsforbrydelser, han tidligere var blevet dømt for. En retsmediciner snublede tilfældigvis over et bevis, der entydigt pegede på en anden gerningsmand. Politiet havde oven i købet benyttet lejligheden til at pådutte ham et par andre, uopklarede voldtægtsforbrydelser.
Altid på magthavernes side
Politiet ynder at fremstille sig selv som garant for borgernes sikkerhed. Det møder gerne op i børnehaver og på skoler for at belære børnene om færdselsregler. De heldige børn får måske endda lov til at sidde et øjeblik på den skinnende motorcykel.
Men undervisning af børn er kun et meget lille hjørne af politiets virksomhed. Politiets hovedopgave er nemlig ikke at sikre borgernes tryghed, men at sikre staten over for borgerne.
Bag ordet ‘borger’ ligger den liberalistiske opfattelse af, at vi som boende inden for en stats grænser har det samme forhold til staten. Men staten er ikke neutral i forhold til sine beboere, den er en del af klassesamfundets kapitalistklasse.
Statens funktion er at varetage en række fællesopgaver for de enkelte kapitalister. Opgaverne kan f. eks. være at sikre et nødvendigt grundlag for produktionen via veje og broer, uddannelse af arbejdskraften og drift af et sundhedsvæsen. Derudover skal staten garantere kapitalen uhindret udnyttelse af arbejdskraften. Og til den opgave har staten politi og militær.
Arbejdere i konflikt og anti-racister i oprør er måske ikke noget direkte angreb på statsmagten. Men protester og oprør rummer i sig en kim til, at de kan blive spredt til flere. En arbejdskonflikt, der bliver vundet, rummer en mulighed for at blive fulgt op af andre strejker. En anti-racistisk demonstration, der stopper en nazistisk march, stiller spørgsmål ved, hvem der bestemmer over gaderne.
Nazisterne er langt fra statsmagtens livret i dag, men ubehaget ved nazisterne overgås langt af statens frygt for, at arbejderne skal blive bevidste om deres egen magt og begynde at bruge denne magt til at sætte spørgsmålet om hele samfundets indretning på dagsordenen.
Derfor vil politiet som institution altid stå på magthavernes side. Det forhindrer naturligvis ikke, at enkelte betjente kan have et ønske om at gøre en fornuftig indsats og nægte at deltage i enkelte ting, men som samlet styrke er politikorpset entydigt på kapitalens side.
Billedtekst:
Politiet er ikke en garant for arbejderes sikkerhed, især ikke når arbejdere går i kamp. Så går politiet altid ind som brutale skruebrækkere
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed