Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 119 – September 1995 – side 13

Frida Kahlo: “Dagbog. Et selvportræt”

Et silkebånd om en bombe

Jens Klüver

Frida Kahlo (1907 – 1955) er en af de mest markante kvindeskikkelser i Mexicos historie. Hendes surrealistiske billeder skildrer hendes eget liv og Mexicos historie set med hendes sociale engagement.

Med udgivelsen af hendes dagbog, som omfatter de sidste 10 år af hendes liv, gives der et indblik i hendes tanker, følelser og forhåbninger.

Frida Kahlo blev født i 1907 og var 3 år gammel, da den mexicanske revolution brød ud. Zapatisternes oprør og Mexicos historie havde en stor indflydelse på hendes univers.

Hun fik polio som 7-årig, men især et trafikuheld, som hun var involveret i som 18-årig, fik meget stor indflydelse på hendes personlige og kunstneriske liv. Hun brækkede rygsøjlen, kravebenet og bækkenpartiet, hendes højre ben og fod blev knust og en jernstang gennemborede hendes ryg og vagina. Hun gennemgik ca. 35 operationer i løbet af sin levetid. De stål- og gipskorsetter, hun var tvunget til at gå med, samt hendes øvrige bandageringer, blev ofte gengivet i hendes billeder, hvor hun fremstillede kvindeskikkelser, der havde metaldele i kroppen.

Som 20-årig meldte hun sig ind i det kommunistiske ungdomsforbund. Og til sin død kæmpede hun mod undertrykkelsen af arbejderklassen.

Hendes politiske engagement blev kraftigt påvirket af Diego Rivera, med hvem hun blev gift 2 gange. Diego Rivera var en fremtrædende maler, og han skildrede ofte mexicanernes kamp for selvstændighed og arbejdernes kamp imod undertrykkelse. Frida Kahlo følte en dyb kærlighed til Diego Rivera. I sine dagbogsoptegnelser skildrer hun ham ofte som sin modsætning, men livsnødvendige del af sit liv. Som lys og skygge, som Yin og Yang.

Diego Rivera meldte sig i 1936 ind i 4. Internationale, og i den forbindelse boede Trotskij i en periode hos Kahlo og Rivera under sit ophold i Mexico. Deres veje skiltes dog i 1939 pga. politiske uoverensstemmelser. Efter mordet på Trotskij i 1940 blev Diego Rivera en overgang mistænkt for at have haft forbindelser til attentatet.

Af andre tilbagevendende temaer i dagbogen er hendes referencer til tiden, før spanierne koloniserede landet. Aztekernes mytologi og kultur er evigt tilstedeværende elementer i hendes tekster, skitser og billeder.

Hun udviklede en helt egen malestil, der var influeret af den franske surrealisme og tilført den mexicanske mytologi og historie. Hendes optegnelser og skitser kredser ofte om hendes egne fysiske og psykiske smerter, som hun stiller offentlig frem i sine malerier.

I slutningen af 1940erne begynder hendes politiske holdninger at få en mere fremtrædende plads i hendes dagbog. På dette tidspunkt har hun taget afstand fra trotskismen og hun er igen blevet medlem af det mexicanske kommunistparti. Hendes overvejelser om revolutionen er både som en materiel realitet og en idealistisk metafor. For Kahlo begynder revolutionen at antage skikkelse af et religiøst trossystem. Således sammenstiller hun i to skitser på den ene side Engels, Marx, Lenin og Stalin med på den anden side symboler fra den aztekiske mytologi.

Frida Kahlo udvikler en egen form for kommunistisk univers, som er en blanding af den historiske materialisme og aztekernes mytologi.

Hendes engagement imod undertrykkelse er usvækket indtil kort før hendes død. Således deltager hun i 1954 i en demonstration mod USA’s og CIA’s intervention i Guatemala.

Det, der gør Frida Kahlos dagbøger til et spændende bekendtskab, er, at de giver et lille indblik i en stor kunstners tanker, forhåbninger og fortolkninger af sin egen personlige situation. Denne formår hun at gøre så nærværende, at hendes digte, skitser og malerier bliver vedkommende for læseren/ betragteren i dag.

Billedtekst:
Frida Kahlos fysiske og psykiske smerter blev ikke gemt væk, men stillet offentligt frem

Billedtekst:
Kahlos politiske engagement holdt hele livet, men hun udviklede sin egen form for kommunistisk univers

Flere artikler fra nr. 119

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Jens Klüver

Siden er vist 2746 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside