Socialistisk Arbejderavis
Nr. 12 – September 1985 – side 6
Ny direktion i A/S Sovjet
Arne Lorenzen
Ruslands herskende klasse fik i foråret en ny leder, Mikhail Gorbatjov. I juni måned gjorde han sig bemærket ved at holde en, efter russiske forhold, usædvanlig skrap tale.
Det har fået mange til at nære håb om, at der nu vil ske grundlæggende forandringer i Rusland. Men kendsgerningen er, at den nye hersker ikke vil ændre ved bureaukratiets levebrød, nemlig den statskapitalistiske udbytning af den russiske arbejderklasse.
I sin tale kommenterede Gorbatjov udkastet til Ruslands fernårsplan for 1986-90. Der var så mange kommentarer, at han kunne fortælle, at politbureauet kort forinden havde kasseret udkastet og sendt det tilbage til revision.
Han kom med personlige angreb på 4 ministre, som var direkte ansvarlige for, at planmålene ikke blev opfyldt. Et resultat af de mange skævheder i økonomien, indrømmede Gorbatjov, er, at selv de bedste russiske varer »blegner i sammenligning« med tilsvarende vestlige.
Gorbatjovs hensigt med 5-årsplanen er at opnå vækstrater på 4% om året – dobbelt så meget som nu – ved at modernisere eksisterende virksomheder, og indføre ny teknik over en bred front.
Sammenbrud
Mange borgerlige vil uden tvivl tage Gorbatjovs tale som et tegn på den russiske økonomis forestående sammenbrud eller som bevis på, at det er umuligt at gøre den effektiv nok til at kunne konkurrere med markedsøkonomier.
Men så enkelt er det ikke. Rusland er et enormt land med verdens næststørste økonomi og bedre forudsætninger med naturlige ressourcer end noget andet land.
På trods af fejlstyring af økonomien har Sovjet opnået vækstrater, som i det store og hele kan sammenlignes med resten af verdensøkonomien. Lavere end Japan og Korea, men alligevel højere end Holland og England. På samme tid har det lagt skuldre til en temmelig stor krigsmaskine.
Når Gorbatjov alligevel går så hårdt til den, så skyldes det ikke personen Gorbatjov, men derimod et pres fra hele bureaukratklassen. I vesten er man i gang med at indføre ny teknik i stor målestok. Den russiske bureaukratklasse står over for opgaven enten at gøre det samme eller at miste konkurrenceevnen på verdensmarkedet.
I virkeligheden svarer Gorbatjovs reformer blot til, at en kapitalist indfører nye maskiner eller produktionsmetoder i sin virksomhed. Noget der sker med jævne mellemrum. Mere vigtigt for os socialister er imidlertid, at bureaukraterne kalder Rusland »socialistisk«.
Sovjet er ikke socialistisk
Argumentet for socialisme er, at det er muligt at bygge et samfund, hvor den produktive rigdom kontrolleres, ikke af et lille mindretal af direktører, men af almindelige arbejdende mennesker. Et samfund, hvor produktionen er bestemt af flertallets behov, ikke af mindretallets profit.
Socialismen kunne ophæve den modbydelighed det er, at millioner sulter i Etiopien, mens millioner tons fødevarer bliver oplagret og rådner for at holde fødevarepriser kunstigt oppe. Socialismen ville bruge opfindelser som robotter til at give mere fritid til alle, ikke til at spare direktørernes penge ved at sende arbejdere ud i arbejdsløshed.
Men landene i øst ser overhovedet ikke sådan ud. De styres også af en lille herskende klasse bestående af statsbureaukrater. De fastsætter produktionens mål, ikke på grundlag af menneskelige behov, men for at opretholde deres side af et endeløst økonomisk og militært kapløb med Vesten.
Ca. 75% af hvad der fremstilles i Rusland, er nyt kapitaludstyr til modernisering af industrien og våben, som bureaukratiet lader fremstille for at kunne opretholde sin stilling i våbenkapløbet. Forbrugsgoder kommer på en fjern tredjeplads, kun ca. 25 % af produktionen.
Revolutionens nederlag
Men hvordan er det kommet så vidt, når netop den russiske revolution i 1917 var en socialistisk revolution, hvor arbejderne overtog fabrikkerne og valgte komiteer til at drive dem. Det skete, fordi der var alvorlige grænser for, hvad arbejdere kunne opnå i Rusland alene.
De bolsjevikiske ledere regnede med, at revolutioner i de industrialiserede lande, især i Vesteuropa, ville komme dem til undsætning.
Store revolutionære opstande fejede hen over Europa, [tilføjet af web.red.: men tabte, og den russiske revolution stod isoleret tilbage].
Resultatet var, at den russiske arbejderklasse blev smidt ud i en krig mod den gamle herskende klasse og imod de store imperialistiske magters invasionshære. De vandt krigen, men til en ruinerende pris. Halvdelen af arbejderklassen (på 3 millioner i 1917) blev enten dræbt, spredt ud på landet eller trukket ind i bureaukratiet.
Sovjetterne blev lammet, magten vandrede over i statsfunktionærernes hænder. Bolsjevik-partiet forvandledes fra at være et parti af militante, klassebevidste arbejdere til et parti af bureaukrater.
Ideer kan ikke eksistere i et tomrum. Uden en stærk, militant, politisk bevidst arbejderklasse blev mange bolsjevikker, som ønskede at holde fast ved socialismens politik, skubbet til side.
Krigskommunismen
Det nye bureaukrati under Josef Stalin havde en anden målsætning: At befæste deres magt inden for Ruslands grænser.
Men bureaukratiet kunne ikke blot lade som om resten af verden ikke fandtes. De blev nødt til at forsvare sig mod fjendtlige herskende klasser. En mulighed var at sprede revolutionen til andre lande. Det gik det stalinistiske bureaukrati hurtigt bort fra. De forrådte arbejdernes opstand i Kina i 1927 og i Spanien i 1936, for ikke at bringe sig i modsætning til vestlige magter. Således blev forsvar ved konventionel militær magt den eneste mulighed, de havde tilbage. For de store kapitalistiske lande er imperialistiske magter, som deltager i såvel militær som økonomisk konkurrence.
Dette århundredes krige har fundet sted, fordi kapitalister i et land har forsøgt at kapre råstoffer, industrier, markeder og kolonier fra kapitalister i andre lande. For at beskytte deres rigdom er hver herskende klasse nødt til at have en hær, som er på højde med de andres hære. De må gå ind i et våbenkapløb, hvor de tilpasser sig mængden og kvaliteten af de våben, som deres rivaler har. Og da evnen til at producere våben afhænger af landets industrielle grundlag, er det nødvendigt, at industrien ustandselig udvides og forbedres.
Statskapitalisme
Den nye industri og alt militært udstyr produceres af arbejderklassen. Bureaukratiet er nødt til at tvinge arbejderne til at producere så mange af disse ting som muligt, i stedet for at producere varer, som arbejderne selv kunne forbruge. Med andre ord udbytter den russiske herskende klasse arbejderklassen.
Den begyndende industrialisering, fra den 1. fem-årsplan i 1928 og op gennem 30'erne, krævede en massiv udbytning. Arbejdernes levestandard blev skåret ned til et minimum. Endog ubetalt slavearbejde blev brugt. En hensynsløs polititerror garanterede, at de ikke kunne gøre modstand. Bureaukratiet koncentrerede alle landets ressourcer til at opbygge en sværindustri.
Stalin gjorde bureaukraternes situation helt klar, da han sagde: »At sænke (industrialiserings-) tempoet ville betyde at sakke bagud, og de der sakker bagud bliver slået. Vi ønsker ikke at blive slået... Vi er 50 eller 100 år bagefter de fremskredne lande. Vi må indhente dette slip i løbet af 10 år. Enten gør vi det, ellers knuser de os.«
Rusland blev industrialiseret, men med enorme afsavn og lidelser for den russiske arbejderklasse. Fra at have gjort sig til herre over produktionsmidlerne i 1917 blev russiske arbejdere fra 1928 igen underlagt de nationale kapitalers konkurrence om, hvem der kunne udbytte dem hårdest. Nu var den nye hersker blot ikke mange kapitaler, men et kollektiv af bureaukrater, som via staten optrådte som en kapitalist. Statskapitalismen var født.
Akkumulation
De »kommunistiske« lande har intet til fælles med Marx’ socialisme. Men marxismen er ikke desto mindre nøglen til at forstå dem.
Udbytning finder sted på samme måde som i den vestlige kapitalisme. Lønnen, som arbejderne modtager, er mindre end værdien af det, de producerer. En del af det, der laves, køber de tilbage, resten forbliver i bureaukratiets hænder. De akkumulerer kapital. Dets planer er udtrykt i de samme begreber som i ethvert vestligt aktieselskab, investeringer, produktionsomkostninger, løn, afkast af investeringer, profit.
Den centrale forskel mellem vestlig og østlig kapitalisme er, at kapitalen i øst ikke er opdelt mellem konkurrerende virksomheder, men er koncentreret i statens hånd. Det er STATS-kapitalisme.
Mange folk indrømmer, at de »socialistiske« landes virkelighed ikke er socialistisk, men nægter at kalde dem kapitalistiske. De har normalt to argumenter.
1. De herskende bureaukrater ejer ikke kapitalen – de er ikke kapitalister, fordi de ikke personligt profiterer af systemet.
Men personlig profit er ikke det, der driver de vestlige kapitalister. Akkumulation af kapital for at kunne overleve konkurrencen er den centrale drivkraft. Hvis ikke de akkumulerer lige så hurtigt som deres rivaler, ryger de ud af markedet og taber dermed alle deres personlige rigdomme og privilegier.
En tilsvarende konkurrence-drivkraft får de østlige herskere trukket ned over hovedet, ikke indefra, men på grund af deres stilling i verdensøkonomien.
2. I øst er økonomien planlagt.
Men det samme er vestlige økonomier og individuelle selskaber. General Motors planlægger for at producere en motor og fire hjul pr. bil. De har fabrikker over hele verden, så deres planer er meget detaljerede. Men de konkurrerer med Ford. Hvis Ford-selskabet laver en opfindelse, der giver det mulighed for at producere billigere eller bedre, er GM nødt til at gøre det samme, lige meget hvor meget kaos det måtte skabe i deres plan. Måske blir de nødt til at skrotte hele samlebånd eller købe nye maskiner.
Eftersom begge selskaber konkurrerer ved at geninvestere profitter for at lave denne slags opfindelser, så bliver forstyrrelser i hinandens planer uundgåelige.
På samme vis må bureaukraterne i øst tilpasse deres produktionsomkostninger til Vestens. I virkeligheden gør dette en reel plan umulig.
Gammel kending
Gorbatjovs reformer har et par forgængere. Khrusjovs reformer i 50’erne og Bresjnev/Kosygin-reformerne i ‘65. Begge gange blev reformerne blæst op til det helt store nummer. Ingen af gangene blev de ført ud i livet, før de måtte skrottes igen. Den russiske statskapitalisme er ikke en isoleret ø, hvor der kan planlægges uafhængigt af verdensmarkedet eller af den russiske arbejderklasse.
På trods af forskellige pres vil der nok alligevel være spillerum nok til, at Gorbatjovs reformer kan få en vis virkning. Det er sandsynligt, at Gorbatjovs reformer vil give fabriksdirektører større mulighed for at fyre arbejdere, øge lønforskelle og øge tempoet.
Slutresultatet kan meget vel blive, at det russiske bureaukrati får en fjende, som er langt mere dødbringende end de kapitalistiske konkurrenter i Vesten: den russiske arbejderklasse, som begynder at gøre modstand.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed