Fagtoppen ønsker ikke strejker

Toppen i fagbevægelsen er mere bange for at miste kontrollen over arbejdere i kamp, end for at arbejderne taber kampen.

Det var fagtoppen i SiD der undergravede og forrådte de strejkende Ri-Buschauffører og deres kamp. At fagbureaukratiet slagter strejker er der desværre intet nyt i. Men det er klart, det kommer bag på mange arbejdere, der for første gang kommer i kamp.

Fagbureaukratiet udspringer af, at fagforeningernes rolle er at mindske udbytningen, ikke at afskaffe arbejdsgiverne og kapitalismen. Og vil man ikke afskaffe kapitalismen, må man opnå kompromiser. De har i kraft af deres poster i toppen af fagbevægelsen opnået en række privilegier i form af et mere behageligt arbejde og en højere løn i forhold til deres medlemmer. De vil gøre utrolig meget for at undgå at havne på fabriksgulvet, bag rattet eller i arbejdsløshedskøen.

Men det kræver, at de har kontrol over, hvad deres medlemmer foretager sig, og mener. For dem er strejker og blokader uønskede, for gennem kamp vil mange arbejdere erfare, at de selv har magt til at presse arbejdsgiverne. De lærer, at solidaritet og sammenhold er tusind gange vigtigere end nok så mange kompromiser og kloge forhandlere.

Problem

Men det er ikke kun medlemmerne, der kan blive et problem for fagbureaukraterne. Det kan arbejdsgiverne også. Fagbureaukraterne kan blive nødt til at understøtte eller ligefrem fremkalde aktioner, for at holde skansen overfor arbejdsgiverne. Fagtoppen kan presses til at støtte arbejdernes kamp. Det var tilfældet under HT-konflikten i 1984, hvor nogle SiD medlemmer meldte sig over i Danmarks Frie Fagforening.

Fagbureaukratiet er, når det kommer til stykket, mere bange for arbejderne end for arbejdsgiverne. Men fagbureaukratiet vil forsøge at få kontrol med konflikten og derved styre den.

I Ri-Bus konflikten foretog SiD en manøvre til venstre. De gik ind og bakkede op bag støttekomiteerne og tillidsmandsmøderne, ligesom Hardy Hansen deltog i det landsdækkende tillidsmandsmøde i Esbjerg den 18. april. Samtidig gik de bevidst mere og mere ind og overtog styringen af konflikten. Med en attitude om, at det ville blive en lang og sej kamp med daglige blokader, som SiD gik ind og var organisator for via distrikterne.

Opfordring

Der er uden tvivl utrolig mange faglige aktivister, tillidsfolk og lokale fagforeningsledere, som har opfattet dette signal fra toppen som en reel opfordring til forstærket støtte bag chaufførernes kamp i Esbjerg.

Men formålet var entydigt at få kontrol med konflikten og pacificere støttearbejdet og dermed livsnerven i konflikten: opbakningen og sympatien fra landets arbejdspladser. Værktøjet, som definitivt skulle bruges til at give chaufførerne kniven, var afhængighed. Derfor kunne SiD toppen forholdsvist nemt slå til med deres rådne aftale midt i oktober.

Set i Ri-Bus konfliktens bakspejl er der en række erfaringer, som er vigtige at samle op. Når fagbureaukratiets venstrefløj går mere aktivt ind og støtter konflikter, så udtrykker det både et pres fra neden fra et bredt udsnit af medlemmerne og ønsket om kontrol med konflikten. Samtidig udtrykker det en idemæssig splittelse mellem højre og venstrefløj i Socialdemokratiet og fagbevægelse, som er reel.

Kontrol

Men uanset om vi snakker om Hardy Hansen eller Finn Thorgrimsson vil de altid sætte kontrol med medlemmerne over deres ideer. Hensynet til deres egne positioner som fagbureaukrati og deres organisationer står altid over medlemmernes interesser. Netop fordi deres grundlæggende udgangspunkt ikke er at afskaffe kapitalismen, men at mindske uretfærdighederne

Havde der eksisteret et netværk mellem landets mest militante arbejdspladser, som politisk var klare på, at Hardy Hansen på et tidspunkt ville slå hånden af chaufførerne, ja, så havde SiD fået sværere ved at lukke konflikten.