Socialistisk Arbejderavis
Nr. 125 – 14. december 1995 – side 7
Kampen for overenskomst i Nyhavn
Blokaden bliver mere effektiv
Fra lørdag d. 9 december har sympatikonflikterne mod 14 restauranter i Nyhavn, som ikke har villet tegne overenskomst, været effektiv.
De 14 restauratører kan ikke få varer og service fra følgende faggrupper: SiD-transport og fabrik, Grafisk Forbund. Metal, Blik og Rør og El-forbundet.
Ud over det har Teleforbundet af egen kraft henvendt sig til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (RBF) for at være med i sympatikonflikten fra 1. januar. Og NNF vil sikkert også snart melde sig på banen.
Krumspring
Mogens Frederiksen fra RBF siger til Socialistisk Arbejderavis, at når fx Det Fri Aktuelt betegner konflikten som “Striptease i mørket”, så er det fordi forbundet indtil videre ikke har gjort meget ud af at føre kampagne overfor kunderne.
“Men alene de informationer, vi har sendt via fagbevægelsen har bevirket, at blandt andet Dansk Politiforbund og Kriminalpolitisk Forening og Slagterne fra Inco har aflyst arrangementer i Nyhavn. Og folk ringer ind og spørger om det er i orden at gå på andre restauranter udenfor Nyhavn – har de overenskomst?”
RBF er godt klar over, at restauratørerne gør mange krumspring for at omgå blokaden. Men RBF holder dem under observation for at få lukket de sidste huller. “Kampagnen har kun kørt kort tid nu – vi skal se den i et længere tidsperspektiv,” siger Mogens Frederiksen.
Demonstration
Dyreste øl serveret af de billigste tjenere
Fredag d. 8. december deltog 200 mennesker i en demonstration mod de 14 restauranter foran Mindeankeret i Nyhavn.
Forbundsformand Maj-Britt Bidstrup sagde: “Restaurationsejerne siger, at RBF kun er interesseret i eksklusivaftale for at score flere medlemmer, og at de ikke har råd til at leve op til forbundets krav. Men faktum er, at på de 14 restauranter får man byens dyreste øl serveret af de dårligst betalte tjener, og årsagen er profitbegær.”
Afslutningsvis gik ca. 100 mennesker gennem Nyhavn og råbte “overenskomst nu" foran de 14 værtshuse.
Hvis du skal have en hyggelig aften i Nyhavn, så gå i en stor bue udenom følgende værtshuse, der ikke har tegnet overenskomst:
M/S Øresund, Leonore Christine, Café Sars, Cap Horn, Elverhøj, Skipperkroen, Café Fisken, Canaletto, Nyhavnskroen, Restaurant Nyhavn, Hereford House, Café Bravissimo, Mc Joyce Choise og Café Charlottenborg.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe