Socialistisk Arbejderavis
Nr. 126 – 11. januar 1996 – side 3
Palæstina
Undertrykkelse i nye uniformer
Nina Holm Jensen
Op til det første palæstinensiske selvstyrevalg er forholdene stadigvæk ikke blevet bedre for de fleste palæstinensere. Oslo-aftalen har reelt ikke betydet forandringer, og selv om Arafat står til at vinde valget, er utilfredsheden med ham stor.
Spørgsmål om israelske bosættere i palæstinensiske områder, og hvorvidt de mange palæstinensiske flygtninge kan vende tilbage, står stadig uafklaret. 6.000 palæstinensere sidder i israelske fængsler. Kun 1.200 af dem er lovet løsladelse.
De israelske tropper trækkes nu ud, by efter by, men det gør ikke forholdene friere for palæstinenserne. Det palæstinensiske politi har i stedet overtaget den israelske hærs rolle med at holde ro og slå utilfredshed ned.
At intet har ændret sig, viser følgende ros til den palæstinensiske sikkerhedstjeneste fra chefen for Israels interne sikkerhedstjeneste: “Vi var vidne til, at de [det palæstinensiske politi] havde en mere håndfast håndtering af den palæstinensiske opposition.”
Efter at Palæstina har fået sin egen politistyrke, er oppositionsaviser og menneskerettighedscentre blevet lukket, og kritikere er blevet fængslet. Først i januar blev en israelsk menneskerettighedsaktivist fængslet. Hans organisation havde kritiseret det palæstinensiske politi for brutalitet og tortur i selvstyreområderne. Han blev dog senere løsladt efter israelske protester.
Arafat har ikke i sinde at forbedre forholdene for almindelige palæstinensere. Han vil bruge de samme midler som Israel for at undgå oprør og sikre forholdene for den palæstinensiske og israelske kapital.
Alternativ
Men alternativerne til Arafat er svære at få øje på. Samiha Khalil stiller som den eneste op som modkandidat til Arafat. Hun kritiserer Arafat og Oslo-aftalen for at sælge ud af palæstinensernes krav. “Vi har reelt ikke opnået uafhængighed,” siger hun.
Venstrefløjen og de islamiske fundamentalister kritiserer også fredsaftalen, men deres eneste bud er at boykotte valget. Ingen i oppositionen forsøger at bygge på arbejderklassens styrke. Hvis de palæstinensiske arbejdere tager sagen i egen hånd, kan de tilkæmpe sig bedre forhold.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe