Socialistisk Arbejderavis
Nr. 126 – 11. januar 1996 – side 4
EU’s regeringskonference
Usikker fremtid for Europas magthavere
Nina Holm Jensen
1996 er året for EUs regeringskonference. I løbet af året vil embedsmænd og regeringer diskutere hvilken vej EU skal udvikles.
Spørgsmål om udvidelse af EU, fælles valuta (ØMU), militærsamarbejde i Vestunionen samt fælles politik på en række andre områder er sat på dagsordenen.
Det europæiske borgerskab står med store problemer. Arbejdsløsheden i Europa er enorm – 11% af EUs arbejdsstyrke er uden job. Samtidig svinder befolkningens tiltro til, at politikerne kan løse problemerne.
Overalt i Europa har de siddende regeringer svært ved at få opbakning. Knap er den socialistiske regering i Frankrig blevet væltet, før den nye borgerlige regering, der vandt valget stort, har fået hele den franske arbejderklasse imod sig.
Konkurrenceevne
EUs konkurrenceevne er svækket. Den europæiske andel af verdensmarkedet er faldet med 20% fra 1980 til 1995. Erhvervslivet investerer stort set ikke i nye arbejdspladser. Forklaringen på det er temmelig enkelt – det skaber ikke nok profit at investere. For eksempel er den gennemsnitlige profitrate for EU landene faldet fra 12,5% i 1960 til 4,5% sidst i 80’erne.
Den herskende klasse står splittet omkring, hvordan krisen løses. På den ene side kan profitten og dermed investeringerne kun øges ved at angribe arbejderklassen. De sociale udgifter og lønnen skal ned, og produktiviteten skal op.
På den anden side er det ikke ufarligt for magthaverne at angribe så frontalt. Den europæiske arbejderklasse finder sig ikke i hvad som helst, og hårde angreb kan provokere en massiv modstand som vi så det i Frankrig. Det ønsker den herskende klasse ikke.
Samtidig er en del af erhvervslivet bange for, at en fuldstændig frigivelse af konkurrencen vil betyde, at de bukker under.
EU er et forsøg på at løse krisen. Ved at skabe et homogent europæisk marked, kan erhvervslivet i højere grad operere uden risiko for, at rente- og valutauro bringer deres investeringer i fare. Deltagelse i den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) kræver, at landenes økonomier ligger på det samme niveau. Der stilles krav om statsgæld, inflation og underskud på statens budget.
Kravene er sat meget skrapt – kun få lande opfylder i dag kravene. For at komme med i ØMU’en, må regeringerne gennemføre massive nedskæringer. Arbejdsgiverne har behov for de nedskæringer og angreb på arbejderklassen, som regeringerne villigt fører frem. Både fordi de skal tilpasse sig ØMU’ens krav, men også fordi krisen tvinger dem til at øge deres profit, hvis de vil overleve i den internationale eller nationale konkurrence.
Problemet med ØMU’en er ikke, om pengene kommer til at hedde Ecu eller Euro. For det store flertal har der ingen betydning. Men den økonomiske politik, der bliver ført, angriber arbejderklassens rettigheder. EUs økonomiske politik er at sikre arbejdsgiverne den bedst mulige profitindtjening.
Også i lande, der ikke er medlemmer af EU, angribes arbejderklassen. Angreb på arbejdsløse og nedskæringer inden for det offentlige ses overalt.
Det er vigtigt ikke at tro, at bare Danmark får lov til at bestemme for sig selv, så undgår vi alle de EU bestemte nedskæringer og angreb. Også uden EU er arbejdsgiverne nødt til at skabe mere profit ved at angribe arbejderklassen. Men med EU har de herskende et redskab, som stiller dem stærkere i angrebene.
Derfor er det vigtigt at gå imod EU og ØMU’en. Et nederlag til EU er et nederlag til den herskende klasse – og en sejr for arbejderklassen.
Udfordring
Den franske arbejderklasse udfordrede med generalstrejken i december direkte de franske herskere, men strejken viser også, hvordan vi kan kæmpe mod EU. Arbejderklassen har magten til at forhindre, at de herskendes kriseplaner bliver ført ud i livet. Også i Belgien svarede de offentligt ansatte igen på regeringens nedskæringer med strejke.
Det franske eksempel er vigtigt, fordi andre lande vil stå i den samme situation i den kommende tid. Den herskende klasse er tvunget til at angribe arbejderklassen lige så hårdt, som Juppés regering gjorde i Frankrig.
Hvis arbejderne over hele Europa svarer igen med strejker og aktioner, kan de forhindre, at de herskende skraber profit ind på deres bekostning – og det kan sætte mere præg på EU end regeringskonferencen.
Se også:
SAA 126: Velfærd under angreb: Der er råd til velfærd
SAA 126: Den franske regering i knæ
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed