Socialistisk Arbejderavis
Nr. 128 – 8. februar 1996 – side 4
Er klassekampen død?
Nye tendenser i arbejderkamp
“Både skraldemændene og deres arbejdsgivere opfører sig, som lever de i en tidsalder, da klassekamp ikke var noget, der skulle slås op i et leksikon, men noget konkret og nærværende,” skrev Flemming Mønster i Det Fri Aktuelt.
Klassekampen er altså død, det er bare skraldemændene i Århus, der ikke har opdaget det.
Samme toner slår Mogens Søndergård, bestyrelsesmedlem i Dansk Industri, an:
“Jeg tror, at den traditionelle klassekamp forlængst er væk i virksomhederne. Nu opstår der kun få og kortvarige lokale arbejdsnedlæggelser i forbindelse med lønforhandlinger.”
Skribenterne af disse nekrologer over klasekampen lader sig ikke anfægte af, at 1995 og 1996 har været præget af to landskendte og langvarige strejker, hvor solidaritet og støtte fra andre arbejdspladser har været omfattende – nemlig Ri-Bus og skraldemandskonflikten. Foruden mange andre omfattende aktioner.
Disse grupper har erfaret på deres egen krop, at den eneste måde, de kunne forsvare deres levevilkår på, var gennem god, gammeldags klassekamp. Uanset hvad de nævnte vismænd har at sige.
Ingen hjælp fra LO
Arbejderklassen har ikke fået megen hjælp af, at regeringen nu i tre år har være ledet af Socialdemokratiet. Regeringen sanktionerede, at den borgerlige regerings privatiseringer skulle fortsætte. Selv når arbejderne gik optil 30.000 kr. ned i løn.
Og det var regeringen, som greb ind i sygeplejerskernes overenskomstkamp og gjorde strejken ulovlig.
Støtten fra vores egne organisationer, fagforeningerne, kan også ligge på et meget lille sted. LO bakker fx det århusianske Renholdningsselskabs ledelse op i fyringen af Louie Andersen, fordi han gjorde sine kolleger opmærksomme på, at de ikke behøvede at arbejde efter fyraften.
Det er den stigende erkendelse af at arbejderklassen hverken kan forvente hjælp fra regeringen, fagtoppen eller Socialdemokratiet, der udløste sympatistrejker 20. april sidste år og 31. januar i år. Strejker af et omfang vi ikke har set siden påskestrejkerne i 1985.
Ikke en gentagelse
Disse kampe er ikke klassekampens sidste dødskramper. De er udtryk for, at noget nyt er på vej. Tillidsmandsmøderne, som har spillet en afgørende rolle i Ri-Bus og skraldekonflikten, er ikke bare fortsættelsen af 70’ernes Formandsinitiativ og tillidsmandsmøder.
For det første døde de gamle tillidsmandsringe ud allerede i slutningen af 80’erne. For det andet er tillidsmandsforumerne i dag helt anderledes. De er ikke præget af at være topstyret af DKP-fagforeningsformænd, som ikke ønskede andet end svulstige ord og resolutioner.
Det sidste års tillidsmandsmøder har derimod været præget af, at repræsentanter fra forskellige arbejdspladser har diskuteret og koordineret, hvordan man konkret kan solidarisere sig med andre arbejdere fx. gennem sympatistrejker.
Også strejkestøttekomiteerne er nye. Sidste gang i brug 1983 i forbindelse med en strejke på Danfoss. Nyt er også, at en række arbejdspladser landet over er ved at organisere et netværk – Fagligt Aktivt Forum (FAF) – som kan træde til med støtte og sympati til strejkende.
I takt med at regeringen og arbejdsgiverne angriber vores leve- og arbejdsvilkår, vil solidariteten og kampviljen i arbejderklassen vokse. Klassekampen er ikke død – den er ved at vågne igen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed