Socialistisk Arbejderavis
Nr. 128 – 8. februar 1996 – side 6
Ingen kvindekamp uden klassekamp
Nina Holm Jensen
For en arbejderkvinde har det ingen betydning om hun bliver udbyttet af en mand eller en kvinde. De reelle forskelle går ikke mellem kønnene, men mellem klasser.
Feminisme og marxisme er to vidt forskellige måder at forklare kvindeundertrykkelse på, og giver derfor også vidt forskellige bud på, hvordan undertrykkelsen fjernes.
Marxisterne, som ser kvindeundertrykkelsen som et resultat af klassesamfundet og kapitalismen, siger at mænd og kvinder i arbejderklassen må stå sammen. Feministerne, som hævder at det er mænd, der undertrykker kvinder, siger at kampen er en kamp mellem køn og ikke klasser.
Kvindeundertrykkelsen opstod imidlertid ikke af psykologiske eller biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, men skabtes med samfundets deling i klasser. Ved overgangen til landbrug og udviklingen af bedre redskaber blev menneskene istand til at producere et overskud. Med overskuddet blev det muligt, at nogle kunne have mere end andre, og produktionen af et overskud førte derfor til deling i klasser. De, der havde en plads i arbejdsdelingen, der gav adgang til overskuddet, blev den nye herskende klasse.
Hvor kvinders og mænds arbejde tidligere havde været lige vigtigt, blev det nu mændenes arbejdsområde, der skabte overskuddet, mens kvinderne primært tog sig af de reproduktive opgaver, det vil sige de ting, der skal til for at videreføre og “vedligeholde" slægten. Således blev grunden lagt til opfattelsen af kvinden som underordnet manden; mændene var reelt de magtfulde.
I dag, under kapitalismen, er forholdene meget forandrede. Kvinder er ikke længere isolerede fra produktionen. Kvindernes inddragelse i produktionen og deres deraffølgende økonomiske uafhængighed peger på at kvindefrigørelse er mulig under kapitalismen. Hvorfor er kvinder så stadig undertrykte idag?
Roden til kvindeundertrykkelse skal findes i den kapitalistiske kernefamilie, den private reproduktion. Kernefamilien er ikke, som feministerne hævder, den gamle patriarkalske familie, der har overlevet gennem historien på grund af mændenes forkærlighed for den. Ved overgangen til kapitalismen blev den gamle patriarkalske familieform nedbrudt. I arbejderfamilier måtte alle, inklusiv kvinder og børn, ud på arbejdsmarkedet for at familien kunne overleve.
Denne situation medførte at familierne gik i opløsning og ingen tog sig af reproduktionen. Med indførelsen af kernefamilien sikrede kapitalisterne sig, at der fandt en reproduktion af arbejderklassen sted; idet reproduktionen blev gjort til den enkelte kvindes problem. Men de fleste familier idag kan ikke leve af en enkelt indkomst, og kapitalisterne har rent faktisk brug for kvinder på arbejdsmarkedet. Men alligevel vil kapitalisterne ikke opgive kernefamilien, og arbejderkvinden må således udføre dobbeltarbejde: Ulønnet husarbejde og børnepasning samt lønarbejde på arbejdsmarkedet.
Ideologien om kernefamilien er vigtig for kapitalisterne, fordi den giver argumenter for nedskæringer på velfærden i krisetider og kan bruges til at skabe splittelse mellem mænd og kvinder i arbejderklassen.
Desuden har kapitalismen ikke råd til fuldstændig socialisering af reproduktion. Kapitalismen har ikke råd, fordi vores samfund er et klassesamfund, hvor et lille mindretal ejer stort set al ejendom. Og hvad der er råd til, bestemmes udfra kapitalisternes jagt på profit og de økonomiske mekanismer i kapitalismen.
Kapitalismen giver altså arbejderkvinden mulighed for at opnå frigørelse, fordi den inddrager hende i produktionen og gør hende økonomisk uafhængig, men samtidig forhindrer den fuldførelsen af frigørelsen, fordi den binder hende til kernefamilen og dermed til dobbeltarbejde og undertrykkende ideologi, samt fordi ejendommen i det kapitalistiske samfund kontrolleres af et lille mindretal i et mindretals interesse.
Feministerne analyserer kvindeundertrykkelsen , ikke som et produkt af en historisk udvikling eller klassesamfundet, men som et resultat af biologiske eller psykologiske forskelle mellem mænd og kvinder. Ifølge dem er den væsenligste modsætning i samfundet den mellem kvinder og mænd, og alle kvinder må stå sammen for at bryde med mændenes patriarkalske overherredømme.
Men hvis man ser på kvindeundertrykkelse under kapitalismen, så ser man, at kvinders oplevelse af undertrykkelsen er vidt forskellig afhængig af deres klassetilhørsforhold.
Overklassekvinden føler sig måske undertrykt af sexistiske idéer, er frustreret over at skulle blive i huset. Men hun kan altid betale sig fra husarbejde og børnepasningen.
Middelklassekvinden ønsker ret til at opnå samme status som sin mand, hvilket de sexistiske idéer forhindrer. Arbejderkvinden derimod er undertrykt af kernefamilien, der tvinger hende til dobbeltarbejde. Hun er undertrykt af det faktum, at hun er underbetalt. At hun ikke kan få eller selv må betale for børnepasningen, der er nødvendig for hendes lønarbejde. Og hun kan ikke bare vælge lønarbejdet fra, for hun er arbejder, hendes eneste eksistensgrundlag er at sælge sin arbejdskraft. Den ringe pris hun modtager for sit arbejde, vil desuden ofte binde hende økonomisk til en mandlig arbejder.
Arbejderkvindens kamp er ikke kun en kamp mod de sexistiske idéer men mod deres materielle baggrund. Og denne baggrund er kapitalismen.
Derfor har arbejderkvinder og middel- og overklassekvinder heller ikke de samme interesser. For de borgerlige kvinder betyder frigørelsen ligestilling med mænd. Når de så har opnået denne ligestilling, profitterer de i lige så høj en grad på udbyttelsen og undertrykkelsen af arbejderklassen, mænd og kvinder. For arbejderkvinden har det ingen betydning om kapitalisten er mand eller kvinde, udbyttelsen er den samme. De reelle forskelle går ikke mellem mænd og kvinder, men mellem overklasse og underklasse.
Clara Zetkin, en tysk revolutionær, sagde: “Arbejderkvindens kamp for frigørelse kan ikke være – som det er for borgerskabets kvinder – en kamp mod mændene i hendes egen klasse. ... Det endelige mål for hendes kamp er ikke fri konkurrence med mænd, men at frembringe arbejderklassens politiske magt. Arbejderkvinden kæmper mod det kapitalistiske samfund hånd i hånd med mænd af hendes egen klasse."
Som socialister forstår vi noget helt andet ved kvindefrigørelse end feministerne. Vi kræver total frihed, ikke bare ret til lige så meget eller lige så lidt udbytning som mændene i vores klasse. Derfor er vi først og fremmest arbejdere og dernæst kvinder. Hvis vi siger det omvendte – at kvinder har særlige interesser på tværs af klasserne – kommer vi til at samarbejde med de borgerlige feminister. Men den alliance kan aldrig føre til sejr, for de borgerlige feminister ønsker ikke vores frigørelse.
Vores frigørelse kan kun ske gennem klassekamp; ødelæggelsen af kapitalismen og skabelsen af et socialistisk samfund.
I den revolutionære kamp vil kvinder og mænd stå sammen, hele klassen må være forenet for at vinde den endelige sejr. Og når arbejderklassen tager magten i samfundet og begynder at organisere det nye, socialistiske samfund, vil både kvinder og mænd være med. I den proces vil de fleste, om ikke alle, af de gamle sexistiske idéer forsvinde. Men endnu vigtigere så vil socialisme betyde en ødelæggelse af den materielle baggrund for undertrykkelse: socialisering af madlavning, rengøring og børnepasning, indførelse af ligeløn, og kvinders deltagelse i udformningen af det nye samfund på lige fod med mænd vil betyde at kernefamilien, som vi kender den, vil forsvinde.
Men socialisme vil ikke “kun” betyde betydelige konkrete forbedringer af folks liv, men også forbedringer af deres indbyrdes forhold og deres bevidsthed. Den russiske revolution er et godt eksempel på, hvor mange nye idéer der udvikles, når arbejderklassen tager magten. Menneskenes opfattelse af sig selv og hinanden vil ændres, fordi den mennskelige arbejdskraft ikke længere vil være en vare adskilt fra den, der arbejder, en vare, der kan købes af en kapitalist. Arbejde vil være en skabende proces, en del af mennesket og menneskets liv, med et klart formål: at skabe en bedre verden og at opfylde menneskers behov.
Billedtekst:
“Arbejderkvinden kæmper mod det kapitalistiske samfund hånd i hånd med mænd af hendes egen klasse”, Clara Zetkin, tysk revolutionær.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed