Socialistisk Arbejderavis
Nr. 130 – 7. marts 1996 – side 5
Marxisme i hverdagen
Terrorisme dur ikke
Martin B. Johansen
En række bombeattentater i England og Israel har sat fokus på et gammelt spørgsmål: Er terror et acceptabelt middel i politisk kamp?
Revolutionære socialister har altid vendt sig imod de borgerliges hykleriske angreb på terrorisme. Hyklerisk fordi de borgerlige samtidig forsvarer imperialistisk krigsførsel og politiets “ret” til at bruge vold.
Men det betyder ikke, at revolutionære skal forsvare bomber og terrorisme. Marxister har altid argumenteret imod terroristers likvidering af enkeltstående ministre eller direktører. Fordi undertrykkelsen og udbytningen i det kapitalistiske samfund er resultat af et økonomisk system, ikke af enkeltpersoners handlinger.
Desuden handler revolutionær kamp om at organisere millioner af arbejdere og undertrykte over hele verden til at erobre magten fra den herskende klasse. At skabe et socialistisk samfund, der bygger på et reelt demokrati, kan kun opnås ved at almindelige mennesker bliver aktivt involveret i at styre samfundet.
Erstatning for kamp
Terrorhandlinger er ikke med til at skabe den mobilisering. Uanset hvilke politiske motiver, der ligger bag, så er terrorisme altid en erstatning for arbejderklassens kamp, ikke et supplement.
Det ligger i sagens natur, at terrorisme altid er elitært og hemmeligt. Man kan ikke indkalde til massemøder og demonstrationer og dér vedtage at organisere bombesprængninger og attentater.
Og selv om terrorgrupper nogle steder skulle have stor sympati i arbejderklassen, så er terrorisme altid med til at skabe forventninger om, at andre end arbejderklassen selv kan kæmpe forbedringer igennem.
Det betyder, at selv om der er pokker til forskel i udtryksformen hos en terrorist og en reformist, så har de den samme negative indflydelse på mobilisering af arbejderklassen: Nemlig at masserne skal holde sig i ro og overlade det til andre at slås.
Desuden kan terrorisme ofte virke direkte fremmedgørende på arbejderklassens sympati for de spørgsmål, som terroristerne slås for.
Da IRA sprængte en bombe på Isle of Dogs i London, var det to almindelige arbejdere, der blev dræbt – ingen af dem havde det mindste ansvar for Storbritanniens rolle i Nordirland. Hundredvis af almindelige familier fik deres hjem smadret, også folk som ellers havde været aktive i kampagner for at trække britiske tropper ud af Nordirland.
Den fremmedgørelse kan oven i købet vende sig til, at folk bakker op bag regeringens kamp mod terrorister. Altså give politi øgede beføjelser til telefonaflytning, husransagelser, arrestationer, isolationsfængsling – alt sammen beføjelser som vil blive brugt imod arbejdernes egen kamp.
Terrorhandlinger er heller ikke med til at skabe “bevidsthed” hos de brede masser. Tværtimod er IRA’s bomber med til at uddybe skellet mellem katolske og protestantiske arbejdere i stedet for at pege på, at arbejderne i Nordirland har fælles interesser imod den herskende klasse.
Undergraver sympati
På samme måde er Hamas’ bomber i Israel med til at undergrave den sympati for palæstinensernes krav, som ellers er udbredt i Israel.
På den måde kommer terrorisme nemt til at undergrave forståelsen af, at arbejderklassen har fælles interesser på tværs af religiøse, nationale og racemæssige skel.
Derfor støtter revolutionære socialister ikke bombesprængninger og terrorhandlinger. Terrorisme og reformisme er i virkeligheden to sider af samme sag, nemlig at en lille elite kan føre arbejderklassens kamp.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed