Socialistisk Arbejderavis
Nr. 130 – 7. marts 1996 – side 8
Apartheid i Israel
Margit Johansen
Arafat og Israel benytter de seneste terroraktioner til at slå ned på den palæstinensiske oppositon.
Fundamentalisterne, såvel i Israel som i de palæstinensiske områder, forsøger at torpedere Oslo-aftalen mellem PLO og Israel. I efteråret dræbte israelske fundamentalistiske bosættere Rabin. I februar 1994 nedskød de 29 palæstinensere i Abrahammoskeen i Hebron.
På 2-årsdagen for massakren i Hebron udførte islamiske fundamentalister i Hamas 2 bombeattentater henholdsvis i Jerusalem og Askheion. 26 israelere blev dræbt, og bombeterroren fortsætter. Jerusalem er en by i belejring.
Arafat bruger jernnæven overfor den palæstinensiske opposition. Fængslinger og censur er hverdag for de, der taler Arafat imod. Israels svar på de seneste angreb har været at lukke for al færdsel til og fra de besatte områder. Det fører til en langsom og sikker økonomisk kvælning af områderne og dermed til social uro og yderligere voldelig optrapning.
Intern splid
Oslo-aftalen omtales som begyndelsen på fredsprocessen i Mellemøsten, men resultatet er voksende intern splittelse og vold. Men der var ikke andet at forvente det var en aftale mellem to meget ulige parter. På den ene side Israel med USA i ryggen og sit eget militære maskineri. På den anden side Arafat og PLO, der var ved at gå bankerot økonomisk og politisk. Hvis Arafat og det palæstinensiske borgerskab ønskede at overleve som en selvstændig faktor, var Oslo-aftalen sidste udkald.
Reelt sidder Israel stadig på de afgørende områder; økonomi, militær, sikkerhedsspørgsmål, eksport-import osv. Palæstinenserne har fået selvstyre på de udgiftskrævende områder som uddannelse og social- og sundhedsområdet.
Reelt kommer områderne til at fungere som de sorte homelands i Sydafrika; getthoer af billig arbejdskraft uden nogen form for rettigheder.
Israel er USAs og de vestlige stormagters repræsentant i Mellemøsten og varetager deres interesser effektiv, og Israel krænker samtlige menneskerettigheder overfor palæstinenserne. Men det er ikke kun over for palæstinenserne fra de besatte områder, at denne apartheidpolitik bliver ført.
Også palæstinensere, som bor i Israel, bliver behandlet som andenklasses borgere, med lavere lønninger, politisk forfølgelse og censur. Israel har netop lovfæstet brugen af tortur, men ramaskrigene fra verdenssamfundet er udeblevet.
Hvid magtelite
Også jødiske indbyggere mærker apartheidpolitikken. For nylig gjorde de etiopiske jøder oprør, fordi de følte sig skidt behandlet af den hvide europæiske og amerikanske magtelite. Sådanne oprør er forekommet med jævne mellemrum. I 70’erne organiserede de arabiske jøder sig, for at slås mod det interne israelske apartheid. De mærkede også den racemæssige forskelsbehandling. Igennem de senere år er de arabiske jøder igen begyndt at organisere sig, bla. fordi de bliver skubbet ud i slummen og marginaliseres på alle områder.
Kun en afskaffelse af det racistiske Israel, der bygger på apartheid, vil skabe varig og ægte fred i området.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed