Socialistisk Arbejderavis
Nr. 131 – 21. marts 1996 – side 4
Lukning af B&W
Fra arbejderkamp til mudrede kompromisser
B & W arbejdernes løfter om lønnedgang, samarbejde og mere knokleri har ikke været nok til at slukke aktionærernes hunger efter profit. Værftet lukker og afslutter hermed et stort kapitel i den københavnske arbejderbevægelses historie.
![[ B&W kæmper mod lukning ]](../saa/131/04bogw.jpg)
Fra at være en kæmpende arbejdsplads har fællesklubben på B&W bøjet sig for ledelsens trusler
Det er ikke bare historien om, at aktionærer og investorer er parat til at lade 5.000 arbejdspladser gå tabt, fordi de ikke synes, at de får profit nok. Det er også historien om, at en fællesklub forvandler arbejdspladsen fra at være den københavnske arbejderklasses spydspids til at blive en arbejdsplads, som på sine grædende knæ tigger om at få lov til at beholde arbejdet på værftet.
I 1970’erne var B&W den arbejdsplads, som andre arbejdspladser kiggede efter, når der skulle strejkes eller aktioneres. En strejke på B&W var signalet til andre arbejdspladser om at gå med. Det ændrede sig i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Under trusler om fyringer, lykkedes det arbejdsgiverne at overtale tillidsmændene og fællesklubben til at indgå aftaler om mere knokleri og mindre i løn.
Mere knokleri
Den linie er fortsat. Fællesklubben accepterede i realiteten en forklaring på værftets økonomiske problemer, der gik ud på, at arbejderne fik for meget i løn og lavede for lidt. Så sent som i efteråret indgik fællesklubben en aftale med arbejdsgiverne. Produktionen skulle hæves fra 5 til 8 skibe om året med det samme antal arbejdere.
Et nyt lønsystem skulle “motivere til personligt engagement og effektivitet”. Sagt med andre ord skulle de forskellige værksteder indbyrdes konkurrere om lønsummen. Lønnen skulle kunne svinge med 40% alt efter, hvem der knoklede mest. Desuden bortfaldt tilskuddet til marketenderiet og færre tillidsfolk skulle fritages fra arbejdet.
Mens sådanne aftaler garanterer, at arbejdernes løn- og arbejdsvilkår bliver forringet, så sikrer den ikke mod fyringer. Det kunne fællesklubben have forudset, hvis de havde set på, hvad lignende aftaler om at gå ned i løn, betød for arbejderne hos Sterling Airways og Brüel & Kjær m.fl. Her var aftalerne om lønreduktion bare foreløberen for fyresedlen.
Bitre erfaringer
Nu har arbejderne på B&W måttet indhøste de samme bitre erfaringer. Fællesklubben er blevet trukket rundt i manegen uden egentlig indflydelse på, hvad der foregik, fordi den har været syltet ind i samarbejds- og forhandlingspolitik, som kendetegner toppen af fagbevægelsen. De valgte at stole på arbejdsgivernes påstand om, at arbejdernes løn var for høj, fremfor at stole på arbejdernes kollektive styrke.
Tidligere, når truslerne om lukning føg om ørerne, mødte værftets arbejdere truslerne med en kollektiv, organiseret modstand. Gennem strejker og demonstrationer er det lykkedes B&W arbejderne at lægge pres på diverse regeringer for at sikre arbejdspladserne. Derfor virkede arbejdsgivernes trusler ikke.
Afslutningen på B&W blev en så ynkelig omgang for fællesklubben, fordi tillidsfolkene troede, at modstanden mod arbejdsgivernes grådighed skulle udøves på aktieselskabsbestyrelsens møder og ikke opbygges fra neden ude på arbejdspladsen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed