Socialistisk Arbejderavis
Nr. 13 – Oktober 1985 – side 8
Bolivias arbejdere viser vej
Bolivias arbejdere har gjort det igen. I september måned gennemførte de en langvarig generalstrejke i protest mod regeringens benhårde nedskæringspolitik.
Valget i august gav magten til en civil højrepolitiker, som er indstillet på at gennemføre nedskæringer for at opfylde bankernes og Den Internationale Valutafunds (IMF) betingelser for lån.
Præsidenten fastfrøs lønningerne i den offentlige sektor, devaluerede med 90% og lod fødevarepriserne stige med 1000 %. Bolivia har en inflation på 14.000 %.
Bolivias LO (COB) proklamerede en fire dages generalstrejke fra begyndelsen af september. Men arbejderklassens aktiviteter, blandt andet minearbejdernes forbudte march til hovedstaden, udvidede strejken til flere uger. Selv om strejken endte uden resultater, viste aktiviteterne, at arbejderklassen med dens organiseringer, kampformer og radikalitet udgør en alvorlig trussel mod regeringen.
Arbejderne mod regeringen
Arbejderne fortsætter den kamp, som især voksede frem under den foregående regering. I oktober 1982 overgav militæret efter .17 år magten til den valgte præsident, for at han skulle administrere landet og IMF's krævede nedskæringspolitik.
P.g.a. kommunisternes og venstrepartiernes deltagelse i regeringen troede regeringen fra starten, at den havde fagforeningernes accept af den økonomiske politik.
Men arbejderne accepterede ikke passivt regeringens politik, men fortsatte med generalstrejker, massedemonstrationer og fabriksbesættelser i protest mod prisforhøjelser og ustandselige angreb på levestandarden.
En stadigt stigende radikalitet blandt minearbejderne og funktionærerne inden for det offentlige fik alliancen mellem regeringen, fagbureaukraterne og arbejderpartierne til at bryde sammen.
Arbejderklassens offensive forsvar for egne interesser fik regeringens forsøg på at genoprette økonomien på kapitalismens betingelser til at slå fejl.
Bolivias arbejderklasse har vist vejen, også for arbejderklassen i de øvrige gældstyngede latinamerikanske lande.
For arbejderklassen i Latinamerika findes der ingen vej ud af blindgyden og gældsbyrden sammen med de nye borgerlige »demokratiske« regeringer. Om det er »Den Demokratiske Folkeenhed« i Bolivia eller Sandiniststyret i Nicaragua er resultatet på dette punkt det samme.
De har ikke været i stand til at vise andre veje end militærregimerne ud af gældskrisen. Dårlig handelsudvikling og økonomisk pres fra USA har også presset sandinisterne i Nicaragua til at gennemføre nedskæringer i arbejderklassens levestandard under klassesamarbejdets og den nationale enheds banner.
For lige som gældskrisen i Latinamerika ikke kan adskilles fra verdensøkonomiens krise, kan løsningen heller ikke adskilles fra den internationale arbejderklasses fælles løsning.
Fælles løsning
Arbejderklassens muligheder for at slippe fri af den politik, som de internationale storbanker, IMF og de nationale borgerskaber forsøger at påtvinge den, ligger i at udvikle og organisere de kampe, som kommer sammen med den sociale uro.
En afskaffelse af den internationale finanskapitals benhårde hersken kan kun ske i forbindelse med arbejdernes fuldstændige overtagelse af banker og fabrikker. Dette gælder i de forgældede lande og i de mere udviklede kapitalistiske lande.
Når arbejderne i Bolivia kæmper for at afvise gældsbyrdens krisepolitik, er det et bidrag til den kamp, der en gang for alle kan afskaffe det kapitalistiske verdenssystem.
Se også:
SAA 13: Kampen mod gældspolitikken
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed