Socialistisk Arbejderavis
Nr. 133 – 18. april 1996 – side 5
Marxisme i hverdagen
Hvorfor være medlem af IS?
Martin B. Johansen
“Vi er enige i politikken. Vi er aktive socialister. Men vi orker ikke også at være aktive i et parti.” Sådan siger mange, som ellers er enige i at det kapitalistiske samfund skal afskaffes, og at de reformistiske partier ikke kan gøre det. Der er imidlertid afgørende forskel på om man er organiseret eller ej.
For det første vil man som enkeltperson opleve, at ens argumenter og viden er begrænset. Det ligger i sagens natur – ingen kan alene være så velorienteret og kende argumenterne så grundigt som en hel organisation.
For det andet kan det være svært som enkeltperson at opretholde håbet om, at verden kan forandres. Man er kun i stand til at være aktiv på et begrænset område, og ser kun resultaterne af det områdes kampe. Som aktiv anti-racist kan det være svært at overskue miljøproblemerne. Det overblik kan man kun have som medlem af en organisation.
For det tredje bliver vi alle dagligt konfronteret med en kæmpe dosis af borgerlige argumenter om, at de arbejdsløse er dovne, at kvinder er det svage køn, at indvandrere ikke vil lære dansk osv.
Borgerlige ideer
At stå op imod de argumenter kræver en enorm selvsikkerhed. Det er kun ganske få, der som enkeltpersoner kan undgå at blive påvirket af de borgerlige ideer.
Næsten alle vil før eller siden komme i tvivl: Er det ikke rigtigt, at Århus-skraldemændene er forkælede? Bliver der ikke født for mange børn i den 3. Verden? Er det ikke imod dansk mentalitet at lave revolution? Det er sjældent, at ens venner og kolleger kan give svarene – de vil som regel have den samme tvivl.
Men som medlem af en organisation kan man få argumenterne mod den borgerlige propaganda. Hele ideen med at opbygge en socialistisk organisation er, at man i fællesskab opbygger en politisk opfattelse, der gør op med den borgerlige ideologi.
For det fjerde har man som uorganiseret et problem, hvis man vil overbevise andre om, at de skal være aktive socialister: Hvor og hvordan skal de være aktive. Som organiseret har man en række redskaber i ryggen, som kan bruges til at organisere andre: Møder, en socialistisk avis, træf som “Marxisme ‘96”, fælles aktiviteter osv.
Usikker fremtid
For det femte er fremtiden ikke ligefrem positiv. Arbejdsgiverne presser på for at hæve deres profitter – om det så skal koste konflikter i stil med Ri-Bus og skraldemændene, er de villige til at tage dem. De borgerlige vil have privatisering og udlicitering og har fået en del af Socialdemokratiet med på ideen. Nazister terroriserer flere boligområder og vil forsøge at marchere i gaderne. Og så videre.
Den økonomiske krise vil presse den herskende klasse til at føre en hårdere politik, og højrefløjen vil optræde med større selvsikkerhed.
Den udvikling kræver et samlet modspil fra arbejderklassens side. Men i øjeblikket er modspillet som oftest sporadisk og begrænset til enkelte arbejdspladser eller enkelte aktioner.
Ingen socialistiske organisationer har i dag styrken til at udfordre hele den herskende klasse. De vil heller ikke få det før umiddelbart inden revolutionen.
Men socialister kan i dag opnå to ting ved at organisere sig: De kan høste af den kollektive viden og erfaring til at styrke hver enkelt persons indsats og overbevisning. Og de kan være med til i organiseret form at diskutere med aktionerende om, at deres kamp hænger sammen med kampen for et bedre samfund.
Så når folk siger: “Vi orker ikke at blive organiseret,” så må vi svare: “Hvordan orker I at lade være?”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed