Socialistisk Arbejderavis
Nr. 134 – 1. maj 1996 – side 5
Marxisme i hverdagen
1. maj – værd at fejre
Martin B. Johansen
Første maj, arbejdernes internationale kampdag, bliver som sædvanlig præsenteret i medierne som et levn fra fortiden.
I TV og radio hører vi om, at 1. maj er en indholdsløs tradition, der mere handler om bajere end om politik, og at det kun er et mindretal, der deltager i demonstrationer og møder.
Det pudsige er, at 1. maj-demonstrationerne i Danmark aldrig har været større end i de sidste ti år. I halvfjerdserne var der sjældent over 100.000 til 1. maj i København – de sidste ti år har antallet været 200-300.000.
Det pudsige er også, at mange andre traditioner er betydeligt mere indholdsløse og kommercialiserede end 1. maj – fx jul og påske – uden at medierne af den grund stiller spørgsmålstegn ved dem.
Men medierne har altid latterliggjort 1. maj, fordi det er dagen, hvor der er tilladt at tale om solidaritet, klassekamp og socialisme. Og den herskende klasse hader 1. maj, fordi det minder dem om den enorme styrke, der er i arbejderklassen, når den optræder samlet.
Vigtig tradition
1. maj er en vigtig tradition i arbejderklassen, fordi dagen minder os om, at vores rettigheder og leveforhold er noget, som arbejderne har kæmpet for op gennem de sidste over 100 år – intet er kommet forærende.
Traditionen med 1. maj stammer fra USA, hvor en strejkebølge i 1880'erne kulminerede med kampen for otte-timers arbejdsdag. I 1886 blev der sat ekstra styrke bag kravet ved at indkalde til en fælles strejkedag d. 1. maj.
Fra 1889 blev kampen for otte-timers dagen taget op af fagforeninger og arbejderpartier over hele verden ved at strejke 1. maj.
Lige siden har 1. maj været et samlingspunkt for arbejdere i alle lande – det har været den dag, hvor arbejdere verden over kunne markere sin utilfredshed med det bestående samfund.
Det er karakteristisk ved 1. maj, at selv under de vanskeligste forhold er dagen er blevet fejret. I den jødiske ghetto i Warszawa, hvor nazisterne holdt 300.000 jøder indespærret under 2. Verdenskrig, fejrede man 1. maj. I diktaturstater, hvor al faglig organisering har været forbudt og tit forbundet med hårde straffe, har arbejdere brugt 1. maj til at protestere. Det gjaldt fx Polen og Tyrkiet i 1980'erne, hvor titusinder af arbejdere hvert år den 1. maj trodsede militærdiktaturet.
Leon Trotskij beskrev i 1917, hvordan 1. maj var blevet fejret af russiske soldater i skyttegravene på Østfronten under 1. Verdenskrig: “Vi hørte om møder, taler, bannere og revolutionære sange i skyttegravene, og de blev besvaret fra den tyske side af fronten, der sang de samme revolutionære sange på deres sprog.”
Og i 1970’erne aktionerede fanger i danske fængsler for at kunne holde fri 1. maj og på den måde markere sig som en del af arbejderklassen.
På den måde har 1. maj i årtier været et fokus for arbejderklassens kamp for et bedre samfund. Når traditionen alligevel bliver opfattet som udvandet, så er det i høj grad de socialdemokratiske fagpamperes værk.
Udvanding
For i perioder med socialdemokratiske regeringer har de faglige ledere ikke ønsket at markere 1. maj som en kamp mod det bestående samfund. I stedet valgte de at udvande det politiske indhold med intetsigende paroler som: “For fri forhandlingsret og kildeskat” (1967), “Fremtiden er vor” (1981), “Større solidaritet sikrer økonomisk fremgang” (1965) osv. Og i takt med den politiske udvanding gjorde de plads til mere og mere gøgl og bankospil.
Men uanset den udvanding, så er 1. maj stadig dagen, hvor hundredtusinder af arbejdere alene i Danmark vil demonstrere, at der stadig findes en arbejderbevægelse og et ønske om en bedre verden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed