Socialistisk Arbejderavis
Nr. 139 – 1. august 1996 – side 4
Kapitalismens blodige arv (Liberia, Israel, Rusland/Tjetjenien)
En verden i krig
Charlie Lywood
Verden er rystet af krig. I alle verdensdele udkæmpes der borgerkrige eller blodige krige mellem nationer.
![[ Tanks ]](../saa/139/3904tank.jpg "[ Tanks ]")
I tv, radio og aviser får vi at vide, at krigene skyldes etniske eller religiøse modsætninger. Eller at et eller andet statsoverhoved vil have mere magt. De fortæller os, at mennesker ikke kan leve i fred, og at vi derfor har brug for stærke militærmagter som USA, Rusland eller EU.
Men krigene bliver ikke startet af almindelige mennesker. Alle steder er krigene udtryk for, at verden er opdelt i klassesamfund. Det er de herskende klasser alle steder, der kontrollerer våbnene og beslutter at sende folk i krig. Krig har altid været en acceptabel udvej for en herskende klasse i rivaliseringen mod andre magthavere. Eller for at bekæmpe et folk, der ikke længere vil finde sig i undertrykkelsen.
Derfor kan krig også afskaffes. Fordi krig er en forlængelse af den økonomiske konkurrence, så kan krige også afskaffes ved af fjerne det kapitalistiske økonomiske system.
Arbejderklassen har ingen steder interesse i hverken at opretholde den kapitalistiske økonomi eller deltage i magthavernes krig. Derfor kan arbejderklassen standse rædslerne ved at tage magten fra overklassen i alle lande. Det er vor tids opgave.
Karl Marx skrev engang om kapitalismen, at den “kom til verden dryppende med blod”. Han henviste til slaveriet, børnearbejdet, plyndringen af fremmede landes rigdom, udslettelsen af urbefolkningen overalt i verden og ikke mindst krig mellem de store magter for at sikre sig råstoffer.
Dette århundrede har været kapitalismens blodigste – og er det stadig. Der er krige overalt. Ikke kun i lande langt borte som Liberia, Burundi, Palæstina og Tjetjenien, men også midt i Europa – på Balkan.
Siden anden verdenskrig, der kostede 50 millioner liv, har der været op mod 100 forskellige krige. Med 25 millioner dræbte, 15 millioner drevet på flugt og yderligere 15 millioner har måttet finde at andet sted at bo inden for deres eget land. Der har ikke været én dags fred siden 1945.
Over 40 lande er berørt af enten krig, borgerkrig eller er udsat for destabilisering fra deres naboer.
Ny verdensorden
Efter Berlinmurens fald i 1989 påstod verdens politikere, at en ny æra var indledt. Nu var “socialismen” død, og der var ikke brug for oprustning og den militære trussel. Æraen blev døbt den “ny verdensorden”, hvor fred og demokrati skulle blomstre. Men det blev en fed løgn.
Blot to år efter gik USA og de vestlige allierede med Ruslands og Kinas accept i krig mod Irak, Vestens tidligere allierede, for at sikre, at Kuwaits olie forblev i Vestens hænder. Milliarder af dollars blev ofret på den konti.
Krigen i eks-Jugoslavien rasede endnu mere blodig og brutal med både vestlige og østlige stater som leverandører af militært isenkram.
I 1994 gik det nye demokratiske Rusland militært ind i en af deres vasalstater, Tjetjenien, da den lovligt valgte præsident Dudajev forsøgte at frigøre sig fra det russiske herredømme.
Verden er ikke blevet et mere sikkert sted at være siden 1989. Den er blevet endnu farligere.
Nationalstat
Krig er grundlæggende en forsættelse af politik med andre midler. Og under kapitalismen er politik først og fremmest et spørgsmål om fordeling af rigdomme.
Den politik bliver først og fremmest ført gennem nationalstaten. Det er staten, der kan sikre, at landets selskaber får adgang til markeder, råstoffer og andre betingelser for profitgivende produktion.
Første verdenskrig handlede om, at Tyskland, som kom sent på scenen som selvstændig politisk enhed, ønskede en større bid af kagen for sine kapitalister. Anden verdenskrig handlede om dels at færdiggøre resultaterne af første verdenskrig i Europa, men også om fordelingen af markeder og magten i Sydasien mellem USA og Japan på baggrund af det britiske imperiums relative svaghed.
Siden anden verdenskrig har de to imperialistiske sejrherrer USA og USSR dels forsøgt at rykke balancen mellem sig, dels forsøgt at fastholde deres nyvundne “imperier”. Derfor Koreakrigen, Vietnamkrigen, krigen i Afghanistan og Cuba-krisen.
Men den endelige forrykkelse til USA’s fordel kom, da USSR’s økonomi ikke kunne bære oprustningstempoet i 1980’erne. Staten USSR kunne ikke længere forsvare sine grænser, og derefter gik imperiet i opløsning.
Én supermagt
At der nu er kun én supermagt, USA, betyder ikke, at krige ikke længere er mulige eller sandsynlige. Tværtimod. De herskende klasser i Europa forsøger ihærdigt at samle sig om en europæisk statsdannelse, Unionen, med tilhørende militær kapacitet i form af Vestunionen.
Kina har ikke undsagt sig brugen af atomvåben, og landets hastigt voksende økonomi skaber betingelser for imperialistiske eventyr, som Kinas sabelraslen overfor Taiwan var et eksempel på.
På tærsklen til år 2000 frygter de forskellige herskende klasser hinanden så meget som nogensinde. Tyve år med stadigt dybere økonomiske kriser har skærpet konkurrencen om markeder og adgang til råstoffer.
Derfor opruster stormagterne endnu mere, derfor afprøver de deres atomare isenkram, derfor opretter de internationale brigader til at legitimere deres imperialistiske eventyr, derfor kommer der endnu mere krig.
Ruslands krig om olien
Ruslands blodige krig i Tjetjenien er igang igen. Jeltsins kortvarige fredsinitiativ var kun et skalkeskjul for at vinde præsidentvalget.
Over 50.000 er døde, en halv million civile er hjemløse, og hovedstaden Grosnyj er jævnet med jorden. I dag er Tjetjenien et okkuperet land.
Det, som er på spil i Tjetjenien, er olie og imperialistisk magt. De vigtigste olieledninger går lige gennem Tjetjenien fra de uvurderlige oliefelter ved Det Kaspiske Hav. Amerikanske og britiske firma har investeret over 5 milliarder dollars i oliefelterne. Ruslands økonomi er afhængig af disse investeringer og af olieforsyningerne.
Lige siden 1991 har et stort flertal af tjetjenerne ønsket uafhængighed fra Rusland. Jeltsin prøvede i starten med russiske militærrådgivere og senere med våbenhjælp til den russiskvenlige opposition, først og fremmest olielobbyen, som var bange for nationalisering af olien og rørene. Da dette slog fejl, invaderede han i begyndelsen af 1995.
Men Ruslands åbenlyse interesse i at kontrollere olieforsyningen er kun en af grundene til at vælge den militære løsning.
En lige så vigtig grund til at anvende højtteknologisk militært isenkram mod et fattigt bjergfolk er politiske overvejelser i den herskende klasse. Den russiske økonomi kan ikke tilfredsstille befolkningens krav om et bedre liv. Tværtimod kollapsede rublen i oktober 1994, lige før invasionen. Under Jeltsin er gennemsnitslønnen faldet med 50%, og 75% tjener under gennemsnittet. Samtidig er de rigeste 20% blevet 40% rigere.
En succesrig løsrivelse af Tjetjenien kunne være et eksempel for mange andre til at prøve lykken uden den russiske bjørns klør i landets rigdom. Dette ville betyde et endnu større pres på økonomien og levestandarden og føre til strejker og protester, som flere gange har rystet Jeltsin-regimet. Omvendt ville en militær sejr i Tjetjenien stimulere den nationale følelse i Rusland og vise styrke over for oppositionen.
Vesten støtter Jeltsins imperialistiske eventyr, selv om de til tider ytrer sig om,at det ikke må gå alt for brutalt til. Vesten har stærke økonomiske interesser i området. De ved også, at de selv ville gøre det samme for at sikre, at de rige bliver ved med at være rige.
Israel
Vestens vagthund i Mellemøsten
Det er skæbnens ironi, at Simon Peres, som gerne ville fremstå som “den stærke mand”, tabte valget i Israel i juni til højrefløjens kandidat, den endnu mere krigeriske Benjamin Netanyahu.
Det var nemlig Peres, som med operation “Vredens Druer” hamrede Israels jernnæve ned i Libanon og jog 400.000 civile på flugt, dræbte 200, og bombede en FN lejr med over 100 dræbte kvinder og børn til følge i april 1996.
![[ Netanyahu ]](../saa/139/3905yahu.jpg "[ Netanyahu ]")
Under Benjamin Netanyahus ledelse vil Israel sikre de multinationales profit.
Freden i Mellemøsten synes nu langt væk. Peres’ aktioner har kun styrket højrefløjen i Israel. Nu taler Netanyahu om at “nedfryse” fredsprocessen. Bosættelserne forsætter, og det ekstreme jødiske højre vejrer morgenluft.
Zionister
Israel blev dannet gennem en alliance af fanatiske jøder – zionisterne – og stormagterne, specielt Storbritannien og USA. Hermed skabtes grundlaget for krig og etnisk had i området.
Araberne var nemlig i vejen for den jødiske stat. Som en ledende zionist sagde: “Blandt os må det være indlysende, at der er ikke plads til begge folk i dette land.” Bevæbnede jødiske militser fordrev ca. 780.000 arabere fra hus og hjem. Stormagterne så på og gjorde intet. De så Israel som en stødpude mod den stigende arabiske nationalisme. Israel skulle være politibetjent i området og sikre de uundværlige olierigdomme i området.
I hele Israels blodige levetid har landet været kunstigt holdt op af penge fra Vesten, specielt USA. Israel er den stat, som får mest i ulandshjælp fra USA. Israel har et underskud på betalingsbalancen på 12 milliarder dollars om året, først og fremmest fordi 55% af statsbudgettet går til militæret.
General Motors
Simon Peres har været åbenhjertig omkring Israels rolle i Mellemøsten: “Vi ønsker et Mellemøsten domineret af banker, ikke tanks; af stemmeurner, ikke kugler; og de eneste generaler, vi ønsker, er General Motors og General Electric.” Med andre ord at sikre de multinationale selskabers profit i området.
Men forarmelsen og undertrykkelsen af først og fremmest palæstinenserne føder gang på gang oprør og modstand. Og her er der hverken mangel på tanks, kugler og generaler for at stadfæste Israels vilje med militær magt.
Liberia
150 års indblanding
Borgerkrigen i Liberia i Vestafrika synes uden for enhver fornuftig forklaring. I et land med tre millioner indbyggere har 150.000 mistet livet, 80% af befolkningen er flygtet fra deres hjem.
En avis skriver: “De tilbageblevne 500.000 er reduceret til slaver, underlagt de forskellige fraktioners hære eller udsat for deres overgreb: systematisk voldtægt, tvangsindskrivning af børn i militæret, plyndring, ødelæggelse og tortur.”
Racistisk
Men sådanne uhyrligheder er ikke et resultat af “afrikansk kultur” eller andre racistiske forklaringer. Det er et resultat af 150 år indblanding fra USA og de omkringliggende landes side og har baggrund i udviklingen i markedsøkonomien, som er gået værst ud over Afrika.
Liberia blev dannet i 1847 af USA for at tilbagesende 20.000 frigivne slaver, tit med den begrundelse at de var “besværlige”. Liberia, rigt med jern malm og gummi, blev med det samme underlagt USA-imperialismen. Udvinding og salg af begge råstoffer blev overgivet til amerikanske selskaber. Firestone og Goodyear fik i 1926 en 99-årig koncession til en femtedel af landet, inklusive al det bedste jord til gummiudvinding. Amerikanske banker har styret landets møntproduktion. Landets frimærker produceres i USA. Selv flaget er en kopi af det amerikanske.
I kapitalismens opgangstid efter anden verdenskrig steg Liberias bruttonationalprodukt fra 400.000 dollars i 1943 til 60 millioner i slutningen af tresserne. Derefter gik det nedad i takt med den kapitalistiske verdenskrise i 70’erne.
I 1978 havde alle indbyggere i Afrika en gennemsnitsindkomst på 854 dollars pr. år. I 1988 var dette tal faldet til 565 dollars. Samtidig steg udlandsgælden fra 48 til 423 milliarder dollars.
Støttet af USA
Den liberianske stat gik bankerot i slutningen af halvfjerdserne. Det førte først til et militærkup i 1980 og siden til borgerkrig mellem en række væbnede grupper.
Alle grupper støttes af enten de omkringliggende lande – Guinea, Elfenbenskysten og Sierra Leone – eller USA gennem den nigerianske “fredsstyrke”. Vesten og Elfenbenskysten støtter en af krigsherrerne, Charles Taylor. Han kontrollerer nemlig de områder, som er rigest i mineraler.
Borgerkrigen i Liberia er ikke bare et frygteligt scenario, som vi kan se på med afmagt. Den er et resultat af vores egne herskeres gøren og laden i dette århundrede. Vesten og USA har blodige hænder helt op til armhulerne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed