Socialistisk Arbejderavis
Nr. 14 – November 1985 – side 4
ANC
Sort medansvar eller revolution
Pia Larsen
– Der kommer et tidspunkt. hvor det er irrelevant at diskutere, om apartheid er en god eller dårlig ide, for det vil forsvinde.
Sådan sagde den amerikanske udenrigsminister George Shultz forleden i et interview om Sydafrika. Under overskriften »Løslad Mandela« advarede Shultz det sydafrikanske regime mod at være for stejl.
– Spørgsmålet er, hvordan man klarer overgangen. Det er de spørgsmål, vi ønsker, at sydafrikanerne skal forholde sig til. Gør de det, er der en reel chance for diskussion og forhandling. Gør de det ikke, kan vi komme ind i en ond cirkel af fortsat vold, og man kan let forestille sig, at det eksploderer i en voldelig opstand.
George Shultz mener, at apartheidregimet er dømt til undergang, og at Sydafrikas regering hurtigst muligt bør forhandle med det sorte flertal – inden den bliver væltet ved en revolution.
Sydafrikas præsident Pieter Botha har foreløbig afvist at forhandle med den forbudte befrielsesbevægelse ANC eller at løslade ANC’s leder, Nelson Mandela. I stedet har den tre måneder gamle undtagelsestilstand kostet mange sorte menneskeliv, og konfrontationerne mellem sorte demonstranter og hvide politifolk tager til i hårdhed. Senest har de sortes uroligheder bredt sig til hvide kvarterer, og de første hvide soldater meldes dræbt.
Pieter Botha er presset. På den ene side har han et hvidt boer-borgerskab, der under ingen omstændigheder ønsker at give indrømmelser til de sorte.
På den anden side står et hvidt engelsk-talende mindretal, der ønsker forhandlinger med de sorte og på linje med den internationale holdning ønsker en gradvis overgang til almindelig parlamentarisme, een mand – een stemme.
Og på hele fronten står de sorte selv. De vil ikke længere finde sig i den ydmygende apartheidpolitik.
Politisk er de sorte ikke enige. På venstrefløjen findes to bevægelser – ANC og PAC. På den mere moderate fløj findes de kirkelige bevægelser og Inkatha-bevægelsen ledet af zulu-høvdingen Buthelezei.
Buthelezei ønsker en sydafrikansk føderalistisk stat, hvor de sorte får selvstyre i visse områder, og hvor de hvide får lov til at beholde kapitalismen og rigdommene i byerne.
Mange af de uroligheder, der opstår mellem de sorte, opstår netop mellem tilhængere af Inkatha og ANC/PAC.
Buthelezei har næppe mange chancer for at vinde. Hans magt er koncentreret til et eller to hjemlande, og han har overhovedet ingen opbakning blandt de millioner af sorte, der bor og arbejder i byerne og minerne.
Demokratiske krav
Den opbakning har til gengæld ANC. ANC (African National Congress) blev stiftet allerede 1912 og har siden været omdrejningspunkt for modstanden i Sydafrika. ANC er domineret af Sydafrikas kommunistparti, der ligesom ANC er forbudt.
I ANC’s program, Freedom Charter, fra 1955 tales der om at gøre Sydafrika demokratisk. Samtlige krav i charteret er borgerlige demokratiske krav – ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ret til arbejde, nej til diskriminering, stemmeret til alle etc.
Den private ejendomsret og retten til udbytning nævnes ikke med et ord, og det er helt bevidst. Skønt mange af ANC’s ledere hævder – Mandela inklusive – at de er socialister, så rejser bevægelsen ikke socialistiske krav.
Først skal Sydafrika gøres demokratisk, med hjælp fra alle progressive kræfter sorte som hvide, høje som lave – og derefter kan man diskutere socialisme.
ANC samarbejder med alle borgerlige kræfter, bare de er modstandere af apartheid. De behøver ikke at tage afstand fra det system, der har skabt apartheid, nemlig kapitalisme.
Demokrati og væbnet kamp
Denne alliance-politik betyder også, at ANC hverken politisk eller organisatorisk ønsker at frigøre sig fra eller skræmme borgerskabet væk. Appeller til FN og alverdens regeringer har været en af ANC’s vigtigste politiske opgaver.
ANC har været forbudt i Sydafrika siden 1960, og det har betydet, at man har forstærket den politiske strategi med væbnet kamp.
ANC har med rette erkendt, at regimet i Sydafrika ikke kan fjernes ad fredelig vej, men er derefter gået over i den modsatte grøft og har erklæret krig mod styret.
Den sorte befolkning opfordres til at gribe til våben og gå løs på politi og militær. Symbolske strejker og skoleboykotter skal kun være et supplement til den væbnede kamp.
Strategien er fatal af flere grunde.
For det første fordi den ikke bygger på den klasse, der har magt til at ændre forholdene i Sydafrika, den stadig voksende sorte arbejderklasse. En arbejderklasse, der i dag har den økonomiske magt til at lamme landet, men som mangler den politiske kraft. I stedet for at samle og udvikle denne kraft sender ANC de bedste og mest militante sorte på gaderne, hvor chancen for at blive ramt af en af politiets kugler er stor.
Sydafrika er meget stærkt militært, og selvom det en dag bliver nødvendigt at knuse dette militære apparat, så er det i dag ikke muligt. En revolutionær opstand skal funderes solidt på en arbejdermagt for at kunne lykkes. Alt andet er selvmord.
Men guerilla-taktikken er også svag på andre områder. Den skal organiseres hemmeligt og fordækt, og de sorte får derfor ikke oplevelsen af kollektivismen og massernes styrke. Aktionerne bliver spredte og ofte med store tab, og statsapparatet kan sagtens nå at lappe sårene inden næste slag.
Arbejderklassen må opbygge sit eget parti
Mange af ANC’s ledere har enten været i landflygtighed eller siddet fængslet i mange år.
»Gør landet uregerligt«, siger de til deres tilhængere inden for grænserne, »gør borgerskabet selv kede af apartheid«.
De fleste af lederne er højtuddannede intellektuelle, og de ved, at deres rolle i Sydafrika er udspillet, medmindre de sorte får flere rettigheder.
I samarbejde med det sorte borgerskab i Sydafrika ønsker de at vende tilbage og udfylde deres rolle, og det kan de kun gøre ved at forhandle med den siddende regering.
ANC ønsker ikke en socialistisk revolution bygget op af den sorte arbejderklasse i byerne – det vil sætte dem selv ud af spillet. ANC har ikke været med til at opbygge de sorte fagforeninger, der med stigende succes organiserer arbejderklassen og gennemfører strejker på både lønkrav og politiske krav.
Hvis den sorte arbejderklasse skal gennemføre sine krav og frigøre sig fra den kapitalistiske udbytning, må det ske på trods af ANC. Arbejderklassen må frigøre sig fra ANC’s politiske linje og opbygge sit eget revolutionære parti, der med erfaringerne fra Rusland 1917 kan føre revolutionen gennem apartheid og kapitalisme og til socialismen.
ANC vil nøjagtigt lige som mensjevikkerne i Rusland modarbejde denne kamp, for den vil afskære det liberale borgerskab både i Sydafrika og i resten af den »forstående« verden.
De krav, arbejderklassen rejser i dag, må i kamp og teori udvikle sig til arbejdermagt, og arbejderklassens organiseringer i råd skal forvalte denne magt.
Der er ikke i øjeblikket udsigt til, at det nødvendige revolutionære parti er under opbygning i dag. Det betyder, at Mandela en dag bliver løsladt og måske, som hans kone, Winnie Mandela udtalte det i sommer, bliver indsat som Sydafrikas nye præsident.
En stor del af det hvide borgerskab kan leve med denne løsning. De får lov til at beholde deres ejendomme, og det sorte borgerskab får lov til at udfylde deres rolle.
Taberne bliver arbejderklassen, der kun vinder retten til fortsat udbytning, bare under et sort/hvidt styre.
Billedtekst:
For ANC i Sydafrika spiller arbejderklassen ikke nogen selvstændig rolle. Den er kun vedhæng til den væbnede kamp.
Se også:
SAA 14: Den permanente revolution
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed