Socialistisk Arbejderavis
Nr. 148 – 5. december 1996 – side 4
Sult og krig i Afrika
Arven fra imperialismen
Millioner på flugt i Centralafrika fra død, krig og sult fylder vores TV-skærme. Tragediens årsager er udviklingen på verdensmarkedet og kapitalmagtens uhæmmede jagt på profit.
Belgien koloniserede landene Zaire, Burundi og Rwanda i slutningen af forrige århundrede for at sikre sig sin del af verdensmarkedet.
I Rwanda blev det selvforsynende landbrug lavet om til kaffeproduktion, mens Zaire blev center for diamant- og kobberminer. Det skabte en afhængighed af verdensmarkedet, som er fortsat efter den nationale frigørelse i 1959.
I Rwanda har kaffeproduktionen været den eneste pengeindkomst for bønderne og har udgjort 70 pct. af eksportindtægterne. Da priserne på kaffemarkedet i 1989 faldt 50 pct. på få måneder som konsekvens af de amerikanske kaffebaroners pres, blev landets økonomi smadret.
Samtidig har Verdensbanken i samme periode forlangt drastiske, sociale nedskæringer, fyringer af statsansatte og privatiseringer af bl.a. den statslige kaffeorganisation.
Regeringens svar på kaffeprisernes sammenbrud var at øge Rwandas hær fra 5.000 til 40.000. Den blev voldsomt oprustet med våben fra Frankrig, Sydafrika, Ægypten m.fl. og finansieret med lån på 1,5 milliarder kr. af Frankrig, EU og USA. De samme lande, som skabte den sociale krise, bevæbnede magthaverne, så de kunne holde masserne i ro.
Etnisk racisme
Men våben var ikke det eneste redskab for magthaverne. Etnisk racisme blev det sidste desperate tiltag for at bevare magten.
De etniske modsætninger er skabt af den belgiske koloniadministration. De brugte tutsi-mindretallet som forvaltere og udelukkede andre fra adgangen til uddannelse.
Efter den nationale frigørelse i 1959 blev landene styret af militærregeringer med en bestemt etnisk baggrund.
I Rwanda blev de etniske modsætninger blæst op gennem medierne efterhånden, som krisen skærpedes, og den enorme arbejdsløshed og fattigdom gjorde det muligt at skabe en milits af Hutu-ekstremister. Det var denne milits som stod for folkemordet på en halv million mennesker i 1994.
Franske soldater
Efter massakren flygtede militserne og hæren sammen med millioner af skræmte hutuer beskyttet af franske faldskærmssoldater til Zaire.
Zaires truende økonomiske sammenbrud har øget presset på flygtningene samtidig med, at landets præsident Mobuto har angrebet et tutsi-mindretal i Zaire. Dette angreb førte til store flygtningestrømme og nederlag til Zaires regeringshær.
Igen tilbød Frankrig og Spanien, som er de største våbenleverandører i området, at stille med tropper. Men oprørsstyrkerne i Zaire ønskede dem ikke, fordi Frankrig åbenlyst støtter Hutu-militserne og Mobuto.
FN var lammet, fordi USA’s interesse i området er stabilitet gennem støtte til Mobuto, som kan sikre mineproducenterne og forsyninger til verdensmarkedet og den nye regering i Rwanda. Derfor kunne der ikke sendes nødhjælp til 1 million flygtning, fordi det skulle gennem hænderne på oprørerne i Zaire.
Flygtningene skulle tvinges tilbage til Rwanda, som USA støtter økonomisk og militært, før de kunne modtage hjælp. Deres fremtid i et land, som fortsat er smadret af verdensmarkedets priser og verdensbankens økonomiske krav, ser meget dyster ud.
Kun et socialt oprør på tværs af grænser og etniske skel kan give håb om et samfund, hvor menneskelige behov og ikke markedets konkurrence bestemmer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed