Socialistisk Arbejderavis
Nr. 149 – 19. december 1996 – side 2
SF og Enhedslisten
Ingen magt bag de gode ideer
Charlie Lywood
Mange socialister knytter forhåbninger til SF og Enhedslistens politiske comeback. Det er godt, at regeringen er blevet tvunget til at bruge venstrefløjens stemmer. Men der er problemer, som de to partiers strategi ikke kan overkomme.
Det første og mest grundlæggende problem er det manglende råderum i økonomien. Selv med de mest optimistiske væksttal, som lyder på 2,5% i 1997, er der med den nuværende fordeling mellem løn og kapital ikke plads til de massive investeringer i børne-, ældre- og sociale- sektorer, som SF og Enhedslisten kræver.
Blot et lille pip om, at regeringen har tænkt sig at lade renterne fra feriepengene komme lønmodtagerne til gode i stedet for arbejdsgiverne, kan få arbejdsgivernes organisationer til at blokere for forhandlingerne om overenskomstfornyelserne i 1997.
En reel social omfordeling vil kræve omfattende ekspropriationer af fonde, brandbeskatning af de rige, massive selskabsskatter og et brud med EU’s stramme finanspolitiske regler. Med andre ord en direkte udfordring af kapitalmagten her i landet. Det betyder klassekrig.
Det forudsætter, at Socialdemokratiet bryder med de borgerlige. Det vil kræve en omfattende politisk kamp i Socialdemokratiet, hvor venstrefløjen sejrer over højrefløjen. Det vil også kræve et politisk hamskifte i fagbevægelsen. Fagforeningerne skulle begynde at optræde som kamporganisationer for deres medlemmer.
Ingen af disse ting kan ske uden en omfattende bevægelse i arbejderklassen og en socialistisk organisation, som er dybt forankret i de aktuelle konkrete kampe.
Problemerne
Men her starter problemerne for alvor. Næsten al produktion og kapital her i landet tilhører ikke Folketinget, men nogle få tusinde ikke valgte, ikke repræsentative kapitalejere eller bestyrelser. Deres mål er aktieudbytte og ikke social omfordeling.
I deres loger og diskussionsklubber vil de have rigelig tid til at planlægge skridt, som vil ødelægge ethvert forsøg på at ændre prioriteringerne i samfundet. Folketingets beslutninger om sociale forbedringer ville ikke være det papir værd, de var trykt på.
I 1981 måtte Mitterands socialistiske franske regering forlade den sociale omfordelingsplan, som de blev valgt på på grund af få dages kapitalflugt og valutaspekulation. Resultatet var enorm skuffelse blandt hans tilhængere og massiv opbakning bag fascisten Le Pen.
Mitterand brugte ikke de revolutionære midler, som kunne have standset kapitalflugten. Han baserede sig ikke på de franske arbejderes initiativ og kraft ved at erklære generalstrejke som modsvar. SF og Enhedslisten vil heller ikke bruge revolutionære midler. Mens venstrefløjen leverede stemmer til regeringens overlevelse, tog de samtidig afstand fra eksportchaufførerne, fordi de mente, at deres krav betød, at de tog penge fra staten.
Dermed afskar de sig fra den eneste kraft, som reelt kan modsvare kapitalens pengemagt. Fordi de opfatter staten som vores allesammens, bliver de fanget i den samme fælde som alle reformister gør. Gode ideer, men ingen magt.
Aktuelt har de et endnu dårligere udgangspunkt end Mitterand havde. De er ikke kommet i deres øjeblikkelige position på grund af omfattende bevægelser i arbejderklassen. De er kommet der, fordi de borgerlige lugtede blod.
De vil forblive gidsler i Socialdemokratiets spil om magten. Der er desværre ingen smutvej til socialisme gennem forhandlinger på Christiansborg.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed