Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 149 – 19. december 1996 – side 8

Sådan stopper vi EU

Dorte Lange

Den seneste måned har været præget af europæiske arbejderes strejker og blokader fra Padborg til Athen. De har sat en kæp i hjulet på den herskende klasses unionsplaner.

Arbejderklassen i Europa viser for tiden, hvordan EU-toget kan blokeres.

Med strejker, demonstrationer og grænseblokader gør arbejderne livet surt for de europæiske regeringers bestræbelser på at lave et Europa til gavn for erhvervslivets konkurrenceevne på bekostning af arbejderne.

De fleste bruger betingelserne for at være med i den fælles europæiske mønt som undskyldning for angrebene. Men regeringernes planer kan forpurres.

De franske lastbilchaufførers sejr efter 12 dages strejke og blokade har svækket den franske borgerlige regering med ministerpræsident Alain Juppé i spidsen betydeligt.

Epidemi

Den franske avis Libération skrev, at Juppés dage kan være talte, og at den franske regering var nødt til at give efter, fordi chaufførernes kamp ellers kunne have spredt sig “som en epidemi”.

Der var antydninger af, hvad der kunne være sket, da lufthavnsarbejdere startede deres egen to-dages strejke og standsede det meste af flytrafikken. Også jernbanearbejdere i Rouen og Nantes strejkede og blokerede for jernbanerne.

Den utilfredshed, som de franske chauffører udtrykte, er den samme som millioner af arbejdere føler over hele den industrialiserede verden.

Alternativ

Den franske strejke var et eksempel på, at der er et alternativ til bossernes Europavision hvor mennesker bliver ofret til fordel for markedets og profittens krav.

“Du arbejder mere og mere, og du kan stadig ikke få det til at hænge sammen,” sagde en chauffør. De ord kunne være talt ud af enhver europæisk arbejders mund.

I sidste måned strejkede hundredtusinder af offentlige arbejdere i Frankrig.

I Grækenland har landmændene med deres indtil videre to uger lange aktion spærret grænser og veje 100 steder i landet.

Blokaderne er en udløber af en succesfuld 24 timers generalstrejke mod regeringens finanslovsforslag. Forslaget betyder højere skatter, en lønnedgang på 3 procent i den offentlige sektor og drastiske personalenedskæringer.

Simitis, leder af det regerende socialdemokratiske parti, PASOK, hævder, at nedskæringerne er nødvendige, hvis Grækenland skal kunne deltage i den fælles europæiske mønt i 1999.

Både offentligt og privat ansatte deltog i strejken. Strejken lukkede for al transport ind til Athen, men alligevel lykkedes det 30.000 arbejdere at komme ind til centrum for at demonstrere.

De græske landmænd fortsatte efter strejkedagen: “Vi startede denne blokade, fordi regeringens budget er kriminelt. Det vil udslette os landmænd i Maastrichts navn,” siger Giorgio Pinatsis, en af de blokerende landmænd. “Mange af os mener, at den eneste magt vi har i verden, er at stemme, men i dette tilfælde har det ikke bragt os noget. Vi stemte på Simitis, men han har ikke imødekommet nogen af vores krav.” “Nu kontrollerer vi vejene, så bliver de nødt til at lytte.”

Landmændene kræver at få eftergivet gæld på 300 milliarder kr. til statens landbrugsbank, billigere gødning og landbrugsredskaber og genindførelse af landbrugsstøtten.

Simitis frygter, at indrømmelser til bønderne vil opmuntre arbejderne i landet til at presse på for højere lønninger og til at gå mod nedskæringerne.

Flere strejker

Havnearbejdere, lærere og andre offentligt ansatte har strejket og planlægger at gøre det også i det nye år.

I Spanien, Portugal og Tyskland er der også strejker og demonstrationer.

I Spanien fik den borgerlige regerings nedskæringsplaner 150.000 demonstranter ud i Madrids gader, og offentligt ansatte holdt en en-dags generalstrejke 11. december.

I Portugal holdt jernbanearbejderne en landsdækkende 24 timers strejke mod privatisering.

I Tyskland er Kohls regering blevet mødt med massive protester. Især mod planerne om at skære i sygedagpengene.

Modstanden mod den herskende klasses planer for Europa har fået ny inspiration med de franske chaufførers sejr. En af dem sagde under konflikten: “Vi føler, vi har en pointe for hele Europa. Ønsker du, at Europa skal være et sted, hvor arbejdere ikke bliver respekteret? Måske vil det betyde en forskel, hvis vi vinder.”

Billedtekst:
Athens gader var fyldt med demonstranter på generalstrejkedagen mod regeringens finanslov. Nedskæringer der skal bane vejen for græsk deltagelse i ØMU’en.

Se også:
SAA 149: Socialistisk Arbejderavis mener: EU: Mere bureaukrati og demokratisk kontrol
SAA 149: EU – vendt mod arbejderklassen
SAA 149: Global betydning

Flere artikler fra nr. 149

Flere numre fra 1996

Se flere artikler af forfatter:
Dorte Lange

Siden er vist 1859 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside