Socialistisk Arbejderavis
Nr. 150 – 16. januar 1997 – side 6
Sønderjylland 1918
Revolutionen stod for døren
Dorte Lange
Rådsbevægelsen i slutningen af 1. verdenskrig skabte skræk for en revolution blandt de europæiske borgerskaber. I Sønderjylland dannede arbejdere og soldater råd og overtog magten i flere byer.
Vil arbejderklassen i Danmark nogensinde tage magten i samfundet? Myten om den fredelige danske arbejderklasse, som ikke optræder revolutionært, er stærk – men den modsiges gang på gang af historien.
Et eksempel er, da sønderjyske arbejdere i 1918 dannede arbejderråd og for en periode overtog magten i samfundet. Det skete som en del af arbejderrevolutionen i Tyskland, som landsdelen dengang tilhørte.
Rådsbevægelsen i Tyskland og Nordslesvig, som Sønderjylland hed dengang, betød, at hundredetusinder af arbejdere og soldater, som havde lidt under 1. verdenskrigs sult og nød, droppede rollen som passive lidende og tog rollen som dem, der bestemte.
Det var ikke kun i Sønderjylland, arbejderne gjorde oprør. I København rystede store strejker og demonstrationer som “slaget på grønttorvet” i 1918 den herskende klasse. Arbejderne kæmpede sig på den måde til 8-timers arbejdsdagen, som blev gennemført i 1920.
Arbejdere verden over var året før blevet inspireret af den succesfulde arbejderrevolution i Rusland, som trak landet ud af 1. verdenskrig.
Også den tyske arbejderklasse var træt af krigen. Den protesterede mere og mere overfor mangelen på mad og andre livsfornødenheder i løbet af krigen. I 1915 var der 42.000 tabte arbejdsdage på grund af strejker. I 1916 var tallet 250.000.
I 1917 og 1918 var der tale om strejkebølger, hvor de strejkende flere gange opfordrede arbejderne til at danne råd efter de russiske sovjetters mønster. En tillidsmand fra gruppen “Radikale tillidsmænd” i Berlin, som organiserede de mange strejker, sagde i 1918 om utilfredsheden blandt arbejdere og soldater:
![[ Grønttorvet 1918 ]](../saa/150/1918-groenttorv.jpg "[ Grønttorvet 1918 ]")
Utilfredsheden og kampviljen voksede blandt arbejderne. På Grønttorvet i København i 1918 kom politi og arbejdere i kamp efter et stormøde.
“Tyskland er som en krudttønde – en gnist er tilstrækkelig, og eksplosionen indtræffer.” Gnisten kom 4. november 1918 i Kiel i Nordtyskland. Matroserne ved havnen i Kiel nægtede at sejle ud på endnu et af de selvmordstogter, som hærledelsen blev ved at kommandere soldaterne ud i, selvom Tyskland tydeligvis havde tabt krigen.
Matroserne gjorde oprør, afsatte officererne, løslod de matroser, der var i fængsel for tidligere mytteriforsøg, og dannede soldaterråd, som overtog kommandoen. Matroserne drog hjemad, og tog den revolutionære stemning med sig.
I løbet af fem dage nåede revolutionen helt til Berlin. Her dannede arbejderne også råd, og den tyske kejser blev tvunget til at gå af. Nordpå spredtes revolutionen lige så hurtigt. Der blev dannet soldaterråd ved garnisonerne i de fire største byer i Nordslesvig, Haderslev, Åbenrå, Sønderborg og Tønder.
Den røde fane blev hejst over kasernerne, og soldaterne stillede krav til officererne: En vidtgående demokratisering skulle gennemføres i hæren, officererne skulle anerkende soldaterrådets myndighed, og de måtte ikke bære skydevåben.
De fleste steder mødte soldater og arbejdere ikke modstand. I Tønder var magtovertagelsen gennemført på tre en halv time. I Haderslev nægtede officererne at adlyde. Så de fik lov at tage hjem som civile.
I løbet af få dage var der arbejderråd i i alt 17 sønderjyske byer, og sammen med soldaterrådene erklærede de at have overtaget den offentlige magt.
Rådene overtog fødevaredistributionen og sikrede befolkningen mad på bekostning af mellemhandlernes profitter. På grund af resten af verdens "hungerblokade" var der mangel på fødevarer. Derfor var en ny fordeling af maden nødvendig. Herunder tvangsindsamling af mad hos bønderne.
Arbejderrådet i Sønderborg på Als afskar fødevareforsyningerne til resten af landet, så øens strenge fødevarerationering kunne lempes. Det samme skete i mange andre lokalområder. På Als gik der gik rygter om, at arbejderrådet ville erklære øen som republik løsrevet fra både Tyskland og Danmark. Det nåede dog aldrig at blive realiseret.
Den herskende klasse i Europa var godt klar over, hvor stor en trussel revolutionerne var mod deres eksistens. Med en arbejderrevolution lige op af grænsen var den danske regering meget bekymret. Den forstærkede vagten ved grænsen og gav ordre til at fremskynde hjemsendelsen af det mandskab, der var indkaldt på grund af krigen.
Den herskende klasse ville hellere undvære den tvangsudskrevne arbejdskraft, end den ville risikere at holde mange arbejdere samlet. De kunne let diskutere og lade sig inspirere af bevægelsen sydfra. Den danske regering havde set, at den revolutionære stemning var meget smitsom.
Revolutionære socialister var begejstrede. Den danske socialist Marie Nielsen skrev:
“Med Slesvig under den røde fane, er revolutionen nået så nær til Danmarks grænser, som det overhovedet er muligt. Et skridt endnu og ‘gudinden’ træder over grænsen, og vi har revolutionen i landet.”
Det skete ikke, som Marie Nielsen havde håbet. Det skyldtes ikke manglende kampvilje blandt arbejderne i Danmark og Tyskland, men deres politiske ledelse. I begge lande var arbejdernes kampe ledet og kontrolleret af socialdemokrater.
Socialdemokratierne ville gerne have, at arbejdernes bevægelse styrkede partiernes parlamentariske indflydelse, men de ønskede ikke, at oprøret fra neden endte med, at arbejderne overtog magten, som det var sket i Rusland. De kunne dog ikke gå åbenlyst imod bevægelsen. Det ville svække deres troværdighed som ledere, og dermed muligheden for parlamentarisk opbakning.
I Danmark skrev den radikale indenrigsminister Ove Rode i sin dagbog i november 1918, mens arbejderne strejkede og demonstrerede, at den socialdemokratiske minister Thorvald Stauning “syntes noget ængstelig med hensyn til morgendagens strejkeforsøg. Han mente det vigtigt, at Socialdemokraterne mødte frem med nogle krav.”
Herefter skriver han, at de aftaler, at Stauning skal fremkomme med forslag, som regeringen så vil støtte, “for at hans stilling skulle styrkes”. Det tyske socialdemokrati, SPD, arbejdede efter samme dagsorden. Partiet sørgede for, at arbejderrådene aldrig fik suveræn politisk magt. Hverken i nordslesvig eller i Tyskland som helhed.
SPD dannede Tysklands regering i Berlin, og denne regering fastlagde rammerne for rådenes kompetence. For Slesvig-Holstens vedkommende blev det uddybet i en bekendtgørelse fra 18. december: “... arbejder- og soldaterrådene er bærere af den politiske magt, indtil organisationen af den tyske republik er sikret.”
Rådene havde altså kun midlertidig magt. Officielt begrænsede denne midlertidige magt sig til, at rådene måtte vælge tilforordnede, som skulle kontrollere de gamle preussiske embedsmænd. Men bevægelsen var for stærk til at bryde sig om statutter fra regeringen.
Og den gjorde i mange tilfælde modstand mod SPDs politik om at lade de gamle embedsmænd beholde deres magt for at undergrave arbejderrådenes effektivitet.
Partiet lod de gamle preussiske bystyrer beholde politimyndigheden. Det betød, at arbejderrådene reelt var uden magt til at beslaglægge fødevarer hos bønder, som ikke godvilligt afleverede dem.
Men gennem omfattende strejker og demonstrationer i sommeren 1919 sørgede arbejderne i Haderslev for at arbejderrådet fik fuld politimyndighed.
I et andet tilfælde kom SPD også til kort overfor bevægelsen. Partiet efterkom gang på gang de gamle embedsmænds ønsker om at begrænse arbejdernes kontrol. Det opmuntrede embedsmændene, og i Tønder forsøgte den gamle landråd Böhme at slippe af med arbejderrådets tilforordnede Wiecke. Men store arbejderdemonstrationer tvang Böhme til at acceptere Wiecke på posten.
Modsætningen mellem arbejdere, som forsvarede revolutionens resultater, og den politik SPD førte, blev større og større, og SPD slog til sidst revolutionen ned militært.
På trods af Socialdemokraternes undertrykkelse af rådsbevægelsen var den en magtfuld demonstration af, hvordan et samfund baseret på almindelige menneskers kontrol kan se ud.
En historiker skriver om bevægelsens betydning: “... rådene var vedblivende politisk mistænkelige for alle borgerlige, tyske såvel som danske – frygten for rådene som potentielle bærere af en revolutionær udvikling var rodfæstet.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed